”Vals Med Bashir” af Ari Folman og David Polonsky.
En lidt unødvendig, men drønflot udgivelse. Tegneserien ”Vals Med Bashir” er lige så god som filmen, hverken mere eller mindre, og gør fra første til sidste side et stærkt indtryk på læseren.
”Vals Med Bashir” bygger på den israelske dokumentar-tegnefilm ”Waltz With Bashir”, og bogen er lavet af de samme folk, som lavede filmen. Historien er centreret omkring en israelsk soldat, der ikke kan huske noget fra krigen i Libanon i 1982 – og slet intet fra massakren i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Han opsøger gamle venner, soldaterkammerater og diverse eksperter. Lidt ad gangen får han stykket en fortælling sammen.
At læse ”Vals Med Bashir” er først og fremmest en stærk og bevægende oplevelse. Der hviler en stemning af surrealisme og mystik over fortællingen, som bl.a. kommer til udtryk i nogle fantastisk farverige drømmescener. Der er virkelig lagt arbejde i disse sekvenser, især bliver man ramt af fortællerens egen drøm, hvor han som ung soldat stiger op af vandet og går igennem en grædende menneskemængde i Beirut. De israelske soldater har fortrængt dele af krigen, og drømmene har afløst minderne. Soldaterne kan ganske enkelt ikke huske de værste af rædslerne.
Tegneserie vs. film
I filmen er personerne tegnet i en enkel, realistisk stil og baggrundene er ofte nærmest fotorealistiske. Den specielle animationsteknik, hvor man har taget enkelttegninger og digitalt klippet dem op for at konstruere bevægelse, giver et spøjst, dvælende udtryk, som ligger langt fra f.eks. Disneys tegnefilm.
Selve stilen er videreført i tegneserien, som langt hen ad vejen består af de samme tegninger som filmen. Her er de blot ikke puttet ind i en computer, og man mister på den måde filmens særlige animationsstil. Billedsiden er forfriskende anderledes i forhold til de fleste af de graphic novels, der bliver udgivet i Danmark, men desværre virker ideen med de skiftende fortællere bedre i filmen, hvor man kan høre stemmerne. I bogen bliver man ofte forvirret og må bladre tilbage.
En anden anke: Titlen ”Vals med Bashir” henviser konkret til en scene, hvor en soldat bogstaveligt talt danser rundt i kugleregnen, under plakater af Bashir, mens han skyder snigskytter ned. Selve denne surrealistiske dansescene mister meget af sin kraft på papiret.
På grund af og på trods
”Vals med Bashir” er en gribende historie fortalt i et interessant billedsprog, men den tilføjer desværre overhovedet intet til filmen. Jeg har svært ved at gennemskue grunden til at tegne og for den sags skyld udgive denne graphic novel. Har man set filmen, men vil have mere, kan man lige så godt købe dvd’en som tegneserien. Så får man en masse ”behind-the-scenes” med.
Men selvom bogen her måske kun er lavet for at udbrede historien om krigen i Libanon og filmen ”Waltz With Bashir”, og selvom man kunne frygte for rent økonomiske bagtanker, så er det tydeligt, at man fra alle sider har gjort sig umage. Der er ingen tydelige spor af venstrehåndsarbejde, og de fleste fravalg i forhold til filmen virker velovervejede. F.eks. mister historien kun en smule ved, at man selvsagt har klippet alle sang- og musikscenerne fra filmen ud.
Jeg vil naturligvis anbefale alle at se filmen, men det er ikke noget dårligt alternativ at læse tegneserien. Indtrykket er på sin egen måde lige så stærkt, og man er sikret mindst én urolig nattesøvn.
Felix Kühn Paulsen
Karakter: 3/5
Værkets Titel: Vals med Bashir
Original titel: Waltz with Bashir
Forlag: Forlaget Fahrenheit
Forfatter/tegner: Ari Folman / David Polonsky
Oversætter: Sune De Souza Schmidt-Madsen
Farve og form: farve og hardcover
Sidetal: 128 sider
Pris: 149,50 kr.
ISBN: 9788790370947
Originalt udgivelsesår: 2009
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Originalt udgivelsesland: USA
Aktuelt udgivelsesland: Danmark