Stakkels Franka

Reply

Har Franka nu også fået en tatovering på skulderen???

Gad vide hvor mange af køberne som rent faktisk LÆSER et Franka album og ikke bare kigger billeder af Franka? Er serien ved at ende som Morbus Gravis hvor jeg har svært ved at forestille mig at nogen fulgte med af andre grunde end de pornografiske…? (ja ok, jeg har faktisk ikke læst MG færdigt og udtaler mig udelukkende på baggrund af de 2 første album)

Reply

Der er trods alt MEGET langt fra Morbus Gravis til Franka. Ingen grafisk udpenslede sexscener, og Franka har tøj (eller bikini) på det meste af tiden. Men historien er noget blah.

Som jeg skriver i anmeldelsen så er de første albums i serien, frem til nummer 8 eller deromkring, rigtigt gode og kan sagtens læses flere gange. Derefter er det mestendels tegningerne der trækker. Men jeg håber i min naivitet stadig, at Kuijpers på et tidspunkt finder en god historie frem af skuffen, så jeg læser troligt med endnu.

Tatoveringen er noget hun har påført sig for at kunne spille dum bimbo til en luksusfest i Mexico 🙂

Reply

Tror lige jeg fik formuleret mig uklart her. Det var ikke min mening at kalde Franka for pornografisk, jeg funderede bare over om der mon var ved at ske det samme med Franka som jeg formoder der skete med MB, altså at folk købte serien for at kigge billeder, ikke for at læse den.

Reply

Jeg meget uenig i, at Henk Kuijpers skulle have svækket på sine krav til en både spændende og velkomponeret intrige, som altid har været et af seriens adelsmærker – så hvis Lars Horneman kun kigger billeder (hvad der bestemt også er god grund til), er han gået glip af noget! Selv denne lange historie over tre bind lander Kuijpers elegant og med spændingen i behold til det sidste.

Men først og fremmest finder jeg det uheldigt, at anmeldelsen er lavet af en mand. Franka er en af de tegneserier, der har allerflest kvindelige læsere – også masser af voksne kvinder, der har fulgt Franka siden deres – og hendes – ungdom. Det kunne måske være værd at overveje lidt kønskvotering i anmelderkorpset, når Frankas “søstre” udkommer med deres serier til efteråret: Natacha og Yoko Tsuno!

Som eksempel på, hvordan Franka tiltaler (også) kvinder, tillader jeg mig at citere fra Signe Amalie Svenningsens anbefaling (skrevet før de sidste par bind) af serien på Litteratursiden.dk:

Hun starter med at have ca. en kvadratmeter rødt krøllet hår på et alt for stort hoved. Langsomt gør han igennem serien hende højere og tyndere og giver hende meget flotte former. Tilsidst er hun så flot bygget, at Henk bliver nødt til at give hende en kæreste, Hugo, så han kan klæde hende af. Nu kan vi se hele den perfekte krop, han har skabt. Heldigvis bliver det aldrig lummert, selvom Henk dog i albummene ” Det portugisiske guldskib” og ”Rorgængerens øjne” benytter sig af enhver chance for at lade hende smide tøjet.

Med introduktionen af Frankas kæreste Hugo er der dog kommet et godt modspil til denne handlekraftige kvinde. De supplerer hinanden godt, og har jeg fortalt, at han er tegnet efter græske guders mål?! Nu hvor Hugo er blevet fast inventer i de sidste tre albums, får man dog følelsen af, at det er ok at forlade Franka nu. Der er kommet harmoni i hendes tilværelse, og alt er godt. Så måske slutter serien her, hvem ved? Jeg vil dog altid vende tilbage til denne serie, da tegningerne er som jeg intet andet sted har set dem: Perfekte, levende, og meget smukke.

De mange kvindelige læsere er uden tvivl medvirkende til, at Franka 20 blev sidste års største succes for forlaget Cobolt (kun overgået af Linda og Valentin, der minsandten også har en kvinde i hovedrollen).

Reply

Carsten Søndergaard, laves der virkelig så til bunds gående undersøgelser af læserskaren til et Franka album at man kan slå fast at der er mange kvindelige læsere og også hvilke alder de kvinder har og hvor lang tid de har fulgt serien?

Reply

Søndergaard: De mange kvindelige læsere er uden tvivl medvirkende til, at Franka 20 blev sidste års største succes for forlaget Cobolt (kun overgået af Linda og Valentin, der minsandten også har en kvinde i hovedrollen).

Horneman: laves der virkelig så til bunds gående undersøgelser af læserskaren til et Franka album at man kan slå fast at der er mange kvindelige læsere og også hvilke alder de kvinder har og hvor lang tid de har fulgt serien?

Do tell!!! Det lyder spændende!!!

Reply

Jeg har en vis erfaring med at blive ved med at købe Franka-albumsene, efter at historierne forlængst ophørte med at være tilstrækkelig begrundelse herfor. Og vil i den forbindelse gerne indskyde, at man altså godt kan gøre dette af andre grunde end (kun) for at kigge på sparsomt påklædte kvinder. Kuijpers tegninger er, som anmeldelsen også nævner, af en karakter, som gør dem til en attraktion i sig selv. F.eks. er indretningen af Frankas lejlighed så gennemført designet og detaljeret gengivet, at man (dvs. jeg) kan bruge mere tid på at studere den enkelte rude end på det resterende album. Det har måske ikke så meget med tegneserier at skaffe, men det rummer efter min mening en stor grafisk kvalitet. Men okay – jeg kan også godt li’ at kigge på arkitekttegninger.

Reply

@Carsten: Jeg indrømmer gerne, at Franka-historierne om kunsttyverierne var højdepunktet, hvad angår velkomponerede plots i Franka. For denne type klassiske belgisk/hollandske serier skal man vist tilbage til Hergé for at finde lignende stramme fortællinger. Og fordelen her i forhold til Tintin er så endda, at der rent faktisk er to køn med i serien. Alligevel finder jeg historien i Ishtar-trilogien langt over middel. Prøv at genlæse alle tre bind i et stræk.

Det forekommer mig at være en bagvendt og lettere moralsk baseret konklusion, at Franka denne gang er for letpåklædt, når begrundelsen er, at historien forekommer anmelderen at være letpåklædt. Må Franka klæde sig mere af, hvis historien er bedre, eller hvad, hr. navnebror? 🙂

@Lars og Kim: Jeg går ikke ind for undersøgelser, de fører som regel til forkerte konklusioner. Til gengæld tager jeg uopfordrede henvendelser alvorligt og kan blot konstatere, at de fire serier, der gennem en del år har været flest læserhenvendelser om overhovedet (ud over måske Tintin og Thorgal), er Franka, Yoko Tsuno, Natacha og Elverfolket. Og det er praktisk taget uden undtagelse kvinder, der spørger om de fire serier (i modsætning til Tintin og Thorgal!).

Det er velkendt, at voksne kvinder ikke læser ret mange tegneserier, men her er altså nogle interessante undtagelser. En dybere analyse af det fænomen kunne være interessant.

Det er kvinder, der ikke færdes i tegneseriemiljøet ellers, ikke kender fx Faraos Cigarer eller Pegeasus og ingen idé har om, at man måske kan købe de gamle udgivelser antikvarisk, eller ikke holder sig orienteret om nye tegneserieudgivelser generelt og derfor ikke altid ved, hvornår et nyt bind er på vej. Der er simpelthen bare interesseret i en eller flere af disse helt bestemte tegneserier. Prøv at spørge nogle kvinder i jeres omgangkreds, om de kender en af de fire serier, særligt kvinder i 35-40-års alderen.

Reply

(Men ellers skal vi vel ikke ud i det der med, at kun kvinder kan anmelde ting til kvinder, og omvendt, hva’? Det er jo ikke hygiejnebind eller barberblad, vi snakker om her.)

Reply

Hr. Navnebror

Nu har jeg helt principielt ikke noget imod at se Franka iklædt lidt eller intet tøj, da hun som sagt er en dejlig, dejlig kvinde.

Mit problem med dette album er blot at hendes afpåklædthed denne gang har et så massivt omfang, at den på mig virker påptrængende og kalkuleret, i stedet for at være en naturlig del af historien. Kuijpers har i sine tidligere albums altid haft et par indskudte fyldscener albums, hvor Franka eller hendes veninder bader, klæder om eller på andre måder viser deres kroppe frem, og disse scener har fungeret umådeligt fint som enkeltsekvenser.

I Sølvflammen har scenerne med Franka i bikini, Franka der klæder om, Franka der spiller bimbo imidlertid et så massivt omfang at det generede mig – specielt fordi jeg ikke syntes de var specielt godt begrundet i den (i mine øjne) noget tynde og ikke specielt velkonstruerede historie.

Måske er det bare mig, der er oversensibel på kvindekønnets vegne. Men jeg blev altså vitterlig pikeret og generet af at Franka konstant skulle udstilles, og kunen ikke rigtigt se, hvorfor en så massiv afklædthed var nødvendig for eller begrundet af historien. Men som sagt: Franka er dejlig og afklædt Franka er ekstra dejlig 🙂

NB: En af mine veninder (en af de kvinder i alderen 35-40 år som du omtaler) har læst min anmeldelse. Hun er også trofast Franka-fan og er helt enig med mig i min bedømmelse af historiernes faldende kvalitet, specielt i de sidste tre album. Nu ved jeg godt, at anekdotisk evidens ikke kan bruges til noget, men jeg kan dog ikke undlade at påpege, at det ikke nødvendigvis er mit køn, der har bestemt min vurdering af albummets kvaliteter.

@Christian – Jeg nyder også Kuijpers tegninger af andre grunde end Frankas krop. Hans biler, bygninger og kjoler er ganske skønne at kigge på. Jeg er specielt begejstret for hans gengivelser af det hollandske by- og natteliv, som altid har givet mig lyst til at sælge lejligheden og købe en husbåd i Amsterdam. Jeg har lige genlæst nogle af de gamle albums og kan godt genkende fornemmelsen af at fordybe sig i en enkelt side eller et enkelt panel for at få alle detaljerne med. I “Sølvflammen” er Frankas krop imidlertid så massivt tilstede i de fleste billeder, at den er svær at abstrahere fra 🙂

Reply

@Carsten: Matematisk set har du selvfølgelig ret, påklædningen denne gang er betydeligt lettere end i gennemsnittet af Franka-album. Men det er jo helt naturligt, eftersom hovedparten af historien foregår i troperne. Så kan man selvfølgelig beskylde Kuijpers for bevidst at henlægge den til varme egne, men et forbud mod bestemte locations er vel på den anden side lidt langt ude!

Hun er nok tilbage i Amsterdam næste gang, og jeg er i øvrigt enig i, at netop de mange miljøer fra Amsterdam altid har været en af seriens visuelle forcer. Ikke blot er det den eneste serie i verden, der så markant spiller på de omgivelser, de er også mesterligt gengivet.

@Christian: Nej, selvfølgelig ikke, men når der nu for en gangs skyld ER mulighed for at bringe kvinder på banen, kunne det måske være passende.

1. august udkommer i øvrigt første bind af Natachas samlede eventyr, som indeholder et ikke uinteressant forord om denne type pige-seriers opståen og gennembrud.

Reply

Franka har tidligere rendt rundt i troperne (i ‘Tordendragens død’ f.eks.) uden at hun var så massivt letpåklædt som i dette album. Men, for nu at citere De Nattergale, lad nu det ligge…

Personligt vil jeg hellere have en samleudgave af Franka-serien end af Natacha. Dels fordi jeg er mere til Kuijper end til Walthéry og dels fordi det første Franka-album (‘Krimimuseet’) og de to albums om Spøgelsesskibet ikke er til at opdrive. Men jeg ser meget frem til at læse det lovede forord!

Reply

Jeg arbejder på at få Henk Kuijpers til at lave en samleudgave af Franka, så forhåbentlig kan det blive til virkelighed. Der er så meget fantastisk ekstramateriale, der kunne tages med. Vi krydser fingre!

Reply

Jeg krydser fingre, ben og tæer! #Frankaftw som vi ville sige ovre på Twitter 🙂

Reply

Jeg har altid syntes at Henk Kuijpers var en fantastisk tegner. Og når man bladre i de nye ligner han ingen tegner som er blevet doven med alderen, og han bruger heller ikke assistenter til at forkludre det hele. Han er eminent til at forenkle komplicerede konstruktioner. Henk springer aldrig over for gærdet er lavest. Når man kigger på hans hjemmeside er der netop tonsvis af egnet ekstramateriale. Så har han i øvrigt en spøjs forkærlighed for ting som spejler sig, i vinduer, i sidespejle på biler, i våd asfalt, i alt som skinner – utroligt han orker denne forkærlighed, hvis jeg må være så ærlig, for det er jo ren lir og må forsinke arbejdsprocessen. Henk ligner en som stadig elsker sit job.

Reply

Hovedet på sømmet, Horneman – alle Kuijpers kompositioner, alle de mange svinkærinder og overflødige detaljer, som ingen ville have klandret ham for at udelade, signalerer, at han (stadig) har en fest med at tegne dem. Og den glæde og passion er smittende.

Dog er dette aspekt i stigende grad blevet det altoverskyggende, på bekostning af alle de andre bidragende faktorer til en god tegneserie. Og i de seneste år er et aspekt af aspektet, nemlig hovedpersonens former, blevet fremhævet yderligere gang for gang.

En fremskrivning af denne udvikling er, at Franka på et tidspunkt skal købes ikke i tegneserie-, men i poster-format. Og det kunne jeg da nok godt finde på at købe: Blot vil jeg give Carsten F. frem for Carsten S. ret i, at det er den vej, det går.

Og så vil jeg også gerne bifalde en genudgivelse af de gamle Franka-album, der ikke var nær så helstøbte grafisk-design-monografier, men som til gengæld fungerede som tegneserier.

Reply

Jeg er enig med Lars og Christian. Og jo et langt stykke hen af vejen faktisk også med Carsten S. Peace!

Og dermed ender den her kommentartråd næsten med at blive et direkte modeksempel til StineStregens bidende stribe om kommentarfelter 🙂

Reply

Et langt sidespring: Hvis man godt kan lide detaljerede og pittoreske eksteriører fra Amsterdam og andre hollandske byer, må man ikke glemme Martin Lodewijks “Agent 327”, som jeg hermed igen skal opfordre til en nyudgivelse af – der er kommet mange fine albums siden de sidste, der kom på dansk.

Reply

Åh ja. Agent Harkhost 🙂

Reply

Jeg ELSKEDE Franka-historierne, som jeg læste igen og igen på hovedbiblioteket i Hvidovre, hvor nærme- og ungdomsafdelingen nærmest var mit andet hjem. Nogle gange tænker jeg, det er fedt, der var seje damer som hende, Yoko Tsuno og (til dels) Natacha, som var handlekraftige, selvstændige – og kunne give en lille pige, der voksede op med en alene-far, nogle stærke forbilleder af hendes eget køn.
Men jeg husker også tydeligt, første gang jeg så Frankas ene brystvorte. Egentlig syntes jeg, den ny-tegnede Franka (i Dragens Tænder) så mere cool ud end den gamle. Men allerede som 9-årig – en nørdet og meget bevidst 9-årig, godt nok, men alligevel – kunne jeg ikke se nogen mening med pludselig at skulle se Frankas brystvorte. Efterhånden som flere albums kom til, var der så mange scener med bad, tøjskift o.lign. at jeg blev irriteret over det. For lille 9-10-11-årige mig var det tydeligt, at der ikke var noget af værdi rent fortællemæssigt i de bare bryster. Og så følte jeg lidt, at Franka holdt op med at være ‘min’ tegneserie. Jeg låner nogle gange et af de helt nye albums, når jeg finder vej forbi biblioteket… men bifigurerne er blevet for karikerede, historierne for åbenlyst skematiske, og selve universet er blevet … form uden indhold. Jeg elskede de hollandske byer i starten og den fantastiske stemning, serien havde. Men i takt med, at Franka selv er gået fra nørdet detektiv til supersexet kyniker, er omgivelserne gået fra det nære og specifikke til det glitzy, glamourøse, jetsettede … uden nogen nerve overhovedet.