“Valhalla – Den samlede saga 5” af Peter Madsen og Henning Kure.
Med udgivelsen af “Valhalla – Den samlede saga 5” kommer Valhalla, den ud fra næsten enhver målestok mest ambitiøse og omfangsrige danske tegneserieproduktion nogensinde, til sin endegyldige afslutning.
Ganske vist udkom seriens femtende og sidste bind allerede sidste år, men med de fem samlebind, der er blevet udgivet i løbet af 2010, er der sat et markant og imponerende punktum for en i forvejen markant og imponerende serie.
I “Valhalla – Den samlede saga 5” er vi nået til de sidste tre album i serien: “Balladen om Balder” (opr. udg. 2006), “Muren” (opr. udg. 2007) og “Vølvens syner” (opr. udg. 2009). Det er nogle af de mest kendte nordiske sagaer, som ligger til grund for disse bind, først og fremmest selvfølgelig historien om Balders død og beretningen om Ragnarok, de nordiske guders undergang og genopståen. Død og undergang udgør kort sagt den overordnede ramme for historierne, hvilket er meget passende al den stund at vi nu er nået til seriens afslutning.
Som Peter Madsen og Henning Kure gør opmærksom på i deres introduktion til Balladen om Balder, så er Valhalla i bund og grund en humoristisk serie. (Asterix er f.eks. en af seriens største forbilleder og inspirationskilder). For at få disse sagaer til at passe ind i Valhalla-universet måtte de derfor gives en lysere og mere munter fortolkning end de normalt gives. Historien om Balders død bliver derfor, i Madsens og Kures udlægning, ikke en tragedie, men en fortælling der bekræfter kærlighedens magt til at overvinde og transformere alt – selv døden. Og skønt beretningen om Ragnarok genfortælles med masser af kampe, dramatik og død, så får også denne historie en optimistisk og (lidt for?) håbefuld afslutning, som dels binder hele serien sammen og dels gør historien væsentligt mindre dyster og mørk, end den ellers ville have været.
Denne insisteren på at bibeholde håbet og humoren midt i selv de mere dystre og tragiske fortællinger er på en og samme tid Valhalla-seriens styrke og en svaghed. På den ene side gør det helt umiddelbart historierne tilgængelige for flere. Valhalla har således lige fra starten været rettet mod og beregnet på (også) at skulle blive læst af børn og yngre læsere, og denne intention er bibeholdt i seriens sidste bind. Tingene må ikke blive alt for farlige og tragiske, og guderne kan ikke uden videre dø.
På den anden side så fører Kures og Madsens fastholdelse af en humoristisk grundtone nogle gange til, at det dramatiske og storladne ”schwung”, som de også gerne vil have med i serien, bliver undermineret. Skønt det er let at sympatisere med og kunne lide figurerne i Valhalla, så er det sjældent, at man ligefrem føler med dem. Og hvis man ikke identificerer sig med eller er berørt af figurerne, så er det svært for alvor at leve sig ind i det drama og den patos som Valhalla-serien også, især i sine senere bind, rummer. I de bedste af seriens albums (specielt i “Ormen i dybet”) lykkes det på glimrende vis forfatter og tegner at forene det humoristiske og det dramatiske. I de tre albums, der er samlet her, lykkes det ikke helt så godt. (Forholdet mellem de humoristiske og de dramatiske aspekter af Valhalla var for øvrigt et af hovedtemaerne i Nummer 9’s rundbordssamtale om Valhalla, som kan læses her.)
Til gengæld kan man så læne sig tilbage og nyde Peter Madsens tegninger der, når de er bedst, er ganske usandsynligt lækre. Når Røskva i “Vølvens syner” går i trance og får profetiske drømme, så illustreres disse drømme ikke med almindelige tegninger, men derimod med stemningsfulde og uhyggelige malede billeder, som det er en nydelse at betragte. En af de store fordele ved at læse alle Valhalla-seriens 15 bind lige efter hinanden er således, at man kan følge Madsens udvikling som illustrator. Denne udvikling er særlig tydelig i de første bind, men selv i de senere albums er det klart, at Madsen forandrer og videreudvikler sin stil, specielt hvad angår sideopbygninger og sidestruktur.
“Valhalla – Den samlede saga 5” er imidlertid ikke blot en samleudgave af Valhalla-seriens tre sidste bind. Den er (sammen med de fire øvrige samlealbum) også, og måske primært, et monument over, vidnesbyrd om og redegørelse for seriens tilblivelse. De 250 siders ekstramateriale, som med rund og gavmild hånd er spredt ud over de 5 albums, giver således et, for udenforstående, enestående indblik i arbejdet med serien. Her er skitser, manuskriptudkast, Henning Kures og Peter Madsens kommentarer til og overvejelser omkring de enkelte bind, fotografier af de involverede, alternative forsideforslag, fyldige uddrag af de myter og sagaer som serien bygger på og meget meget mere. Alene på grund af ekstramaterialet er det værd at investere i samlebindene, selv for folk der allerede ejer de originale albums. Det er, som Benni Bødker også bemærker i sin omtale i Information, et stykke dansk tegneseriehistorie, som der her ristes en rune over.
Skønt de tre albums, der er samlet her, ikke er seriens bedste, så er udgivelsen som sådan nærmest fejlfri: Dejligt tryk, omfattende, interessant og informativt ekstramateriale, stift bind og lækkert tryk. Der er tale om en både passende og værdig afslutning på Valhalla-serien. Og hvis blot historierne havde været en tand bedre, så havde Valhalla – Den samlede saga 5 fået den topkarakter, som den næsten, men også kun næsten, fortjener.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Valhalla – Den samlede saga 5
Forlag: Carlsen
Tegner/Forfatter: Peter Madsen og Henning Kure
Pris: 299 kr.
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark
Anmeldelse af Valhalla – Den samlede saga 1
Anmeldelse af Valhalla – Den samlede saga 2
Anmeldelse af Valhalla – Den samlede saga 3
Anmeldelse af Valhalla – Den samlede saga 4
Del på
