Valhalla – Den samlede saga 3
Valhalla er en hård nød at knække for en 34 år gammel, dansk tegneserieanmelder. Hvordan bevarer man sin objektivitet, når man er vokset op med Madsen, Kure og Co´s serie om de nordiske guder og de to menneskebørn, Røskva og Tjalfe? Hvad stiller man op med et værk, man har kendt længere, end man har været bevidst om, at tegneserier kan analyseres, skilles ad og rekonstrueres i en anmeldelse? En serie, man lærte at kende før, man overhovedet kunne sætte en sætning sammen?
Denne anmelder – jeg – er lidt på herrens mark. Heldigvis gør Madsen, Kure og Co det let for mig, da dette tredje bind i den smækre luksusudgave af deres fælles projekt indeholder tre virkeligt gode albums. Efter at have slingret en meget lille anelse i valsen i de foregående, filmramte albums er serien tilbage i fin form.
Stilistisk og indholdsmæssigt sker der nye ting i serien med disse tre albums. Madsens stil bliver mere ren, stregen mere stram og farvelægningen mere klar. Derudover begynder billederne også at bevæge sig ud af rammerne og helt ud til kanten af siderne, når det kræves af historien. Madsens tegninger har været dynamiske siden den allerførste side i det første album, men nu kommer der endnu mere knald på. På manuskriptsiden lægges de satiriske elementer fra tidligere albums på hylden til fordel for et fokus på figurerne og deres psykologi. Dette stilskift ses især i den første historie, “Ormen i Dybet”, hvor læseren får historien om krigsguden Tyrs barndom. Uden at sige for meget, kan jeg afsløre, at der er tale om ægte barndomstraumer.
Interessant er det også, at det midterste af de tre albums handler om kærlighed og det feminine, imens de to andre handler om maskulinitet og mandsprøver. “Ormen i Dybet” og “Den Store Udfordring” fortæller to historier om Thor, der må anses for at være den ultimative macho-mand i Valhalla-universet. Først fisker han efter Midgårdsormen og i Den Store Udfordring må han gå holmgang med en særligt kradsbørstig jætte. Fiskeri og dueller. Ret meget mere mandehørmet bliver det vist ikke.
“Frejas smykke” handler ikke overraskende om kærlighedsgudinden Freja og hendes mange bejlere, heriblandt en overraskende slesk Odin, der viser sig som en rigtig liderbuks med masser af menneskelige svagheder, der vist ikke helt er en gud værdig. Madsen og Co er ikke helt så meget på hjemmebane i den mere følsomme ende af litteraturen, men “Frejas Smykke” er nu alligevel en aldeles underholdende og ganske uskyldig sexkomedie, hvor især en sekvens, hvor Loke iklædt en loppeham hopper rundt på Frejas nøgne bagdel, er morsom.
Det er dog kontrasten imellem de tre albums, der er det mest interessante ved denne specifikke samling. Det maskuline møder det feminine og det følsomme møder det grove. Her ligger en af Valhalla-seriens store styrker: Et rigt univers med interessante, vedkommende personer, der hver har deres historie at fortælle.
Som sagt: Folkene bag Valhalla gør det let for mig som anmelder. De er ganske simpelt gode historiefortællere, der har skabt en fremragende serie og måske endda en af de bedste børneserier, der findes på det danske marked. Netop denne sidste pointe har det med at blive overset: Valhalla er for børn, og selvom “Ormen i Dybet” og “Den Store Udfordring” er voldsomme historier, og på trods af at “Frejas Smykke” flirter med lummerheden, så gøres det i så uskyldigt og venligt et tonefald, at ingen normalt fungerende troldeunger burde kunne komme til skade under læsningen.
Del på
