Blytunge bønner
Det varer ikke længe før Forlaget Zoom er nået til vejs ende med serien om New York strømeren Soda. Den har ikke været anmeldt på Nummer9 tidligere, men bedre sent end aldrig. Så i anledning af Soda 11: Blytunge bønner, det sidste med tegner Bruno Gazzotti ved roret, indhenter vi det forsømte.
Hjemme med mor
Soda var fra starten en hårdkogt politiserie tegnet i den typiske arv fra Franquin, som mange andre fransk-belgiske tegnere har forsøgt sig med, bare uden alle Franquins detaljer og fantastiske præcision i stregen. Janry, fra Splint & Co. er et andet eksempel, hvis streg Gazzottis minder en del om, måske ikke helt tilfældigt, da forfatteren på begge serie er Tome (Philippe Vandevelde). Men i modsætning til den generelt mere muntre humor i Splint & Co., så dør folk rent faktisk i Soda, endda hyppigt. Tjenestepistolerne affyres, blodet sprøjter og de gode vinder ikke altid uden ofre. Og så blødes det hele alligevel op med et komisk twist i form af Sodas enlige og hjertesvage mor, selv om det unægtelig ikke lyder som noget, der skaber morskab. For at beskytte hende bedst muligt, bor hun og Soda sammen i en lejlighed. Problemet er bare, at det ville tage alt for hårdt på hendes sarte nerver, hvis hun vidste, hvad sønnike render og laver i dagtimerne. Så Soda spiller rollen som fuldt påklædt præst, når han er hjemme, og klæder så hver dag om i elevatoren på vej op eller ned fra lejligheden i deres højhus. Dette dobbeltspil giver både Soda praktiske udfordringer, men i højere grad moralske skrupler, hvilket er et gennemgående tema i serien.
Fra politimand til præst: Soda klæder om på vej op i elevatoren.
Som udgangspunkt er der derfor en helt fast ramme om hvert album i serien, der starter og slutter hjemme i lejligheden, hvor Soda forgæves forsøger at finde det rette tidspunkt til at afsløre for moren, at det ikke ligefrem er vievand og syndsforladelse han får sin arbejdstid til at gå med. Således også i Blytunge bønner, hvor den efterhånden ret desillusionerede Soda øjner chancen for at score den store gevinst, da en kriminel under afhøring tipper ham om et stort kup. Kunne 10 mio. dollars være den løsning, han forgæves har ledt efter, så han endelig kan slippe sit dobbeltliv, forlade storbyen og bare nyde livet? Derfra går jagten ind på et radioaktivt stof midt i New York, mens moren, der ellers aldrig forlader lejligheden, pludselig ser ud til at have fået en mistænkelig bejler, der sender blomster hjem til hende.
Soda til afhøring i starten af “Blytunge bønner”.
Soda er bestemt ikke nyskabende. Den rutinerede forfatter Tome er ikke for fin til at anvende en klassisk voice-over, hvor Soda i tankerne reflekterer over sit liv og sine handlinger, mens livet udspiller sig imens. Soda løser da også ofte opgaverne på sin egen måde uden skelen til politiets ABC, mens den koleriske chef dog kun optræder i første album. Men nogle gange fungerer de gamle formler, når bare håndværket er i orden. Og Soda er helt overordnet set en serie, der lægger sig godt til rette forrest i midterfeltet af solidt håndværk fra Frankrig-Belgien. Blytunge bønner er fuldblods Soda, selv om enkelte album i serien ville kunne trække et enkelt 9-tal mere eller mindre.
Derudover skal forsiderne nævnes, da de er uhyre velgennemtænkte og passer smukt ved siden af hinanden med deres dominerende (blod)røde farver kombineret med blå, hvid og orange. Med tanke på hvor visuelt et medie tegneserien er, kan det godt undre, at ganske få serier som helhed har så gennemført et forsidekoncept som Soda.
Efter Soda 11 overgav Gazzotti pennen til først Olivier Labalue (Soda 12) og så Dan Verlinden (Soda 13), men det var med hhv. 4 og 9 års pause imellem. Så reelt er Soda som man kender den, nok færdig nu, selv om Zoom heldigvis også har de næste album på udgivelsesprogrammet. Derefter udkommer Gazzottis fantastiske ungdomsserie Alene, skrevet af Fabien Vehlmann, på dansk fra Zoom næste år, hvor de forhåbentlig følger den til dørs i modsætning til Carlsen, der kun nåede tre album.
Del på
