Canadiske Michael DeForge udgiver sin første længere enkeltstående tegneserie og beviser endegyldigt, at hans status som en af de største nye stjerner på den alternative scene er velfortjent.
”Ant Colony” har tidligere været publiceret online under titlen “Ant Comic“, men nu har Drawn and Quarterly udsendt serien i bogform. Michael DeForge er notorisk for at arbejde på mange forskellige serier samtidig, og er nok bedste kendt for et væld af småhistorier udsendt i diverse mindre hæfter eller zines. ”Very Casual” fra sidste år var en opsamling af disse kortere historier samt mere abstrakte rendyrkede art-serier. ”Ant Colony” er således med sine 112 sider DeForges hidtil længste sammenhængende udgivelse, og lad det være sagt med det samme: Det er en form, han uden problemer kan bevæge sig indenfor.
Som titlen antyder handler ”Ant Colony” om en flok myrer, der med større eller (fortrinsvist) mindre ihærdighed forsøger at undgå en undergang, der forekommer uundgåelig. Denne konstante fare samt andre kummerlige forhold i en myres tilværelse gør, at der eksisterer en sær og foruroligende apatisk tone figurerne imellem. De mange forfærdelige begivenheder, der sker i løbet af serien, resulterer i så godt som ingen reaktion fra de fleste af myrerne. En central hændelse finder sted, da en ung myre ved en fejl inhalerer en slags støv bestående af milioner af mikroskopiske orme, som lever videre i ham. Resultatet er, at han bliver plaget af syn om at blive mast af en stor gul omvendt pyramide, hvilket kun øger følelsen af en nært forestående katastrofe.
Ud fra ovenstående beskrivelse lyder ”Ant Colony” måske som en tung og deprimerende sag, men læseoplevelsen lettes af flere faktorer. Dels af den sære tone i dialogen samt flere af myrernes ufattelige ureflekterethed og mangel på forholden sig til verden omkring dem, som bestemt både er foruroligende, men også absurd på den morsomme måde, og dels af en række virkelig sjove detaljer, som f.eks. myredronningen, der græder og synger ”Amazing Grace”, og en helt ekstremt usympatisk og hyklerisk politi-myre. Dette forhold afspejles også i DeForges tegninger, der både er artsy og cartoony.
Figurerne er ledløse – i lighed med dem, man finder i Cartoon Network-serien ”Adventure Time”, som Michael DeForge arbejder på – og ”Ant Colony” præges generelt af runde former. Stregen er fuldstændig udynamisk – altså: lige tyk alle steder – og der er skravering af betydning. DeForges tegninger er med andre ord meget flade. De fleste er også helt enkelt komponeret, bortset fra de billeder, der præges af død og ødelæggelse, hvor det pludselig myldrer med myrer. Dette illustrerer effektivt den ”stilhed før storm”-stemning, som hænger over store dele af ”Ant Colony”.
DeForge har fornylig proklameret, at han ikke længere vil farvelægge sine serier, medmindre han finder på en mere meningsfuld grund til det, end han føler, han har haft hidtil. Farvelægningen er ellers en ganske markant del af ”Ant Colony”s udtryk. Den er demonstrativt digital med store ensfarvede flader og til tider med farver ved siden af hinanden, som de fleste måske ikke normalt ville mene går godt sammen. Dette slipper DeForge for det meste godt af sted med. Efter min mening er farvelægningen flot i størstedelen af bogen, men visse steder går der lige lovligt meget ”spand-funktionen i MS paint med de farver, programmet nu engang tilbyder” i den – her tænker jeg især på nogle af de sider, der præges meget af et par forskellige nuancer af grå. Umiddelbart tænker jeg at dette lidt provokerende udtryk er tilsigtet, men måske er det ikke, hvis det passer, at DeForge ikke hidtil har fundet sin egen farvelægning meningsfuld?
Uanset hvad ændrer det dog ikke på, at ”Ant Colony” overordnet set er en overvældende flot tegneserie. Michael DeForge har udviklet en fulstændig gennemført visuel stil, som han ikke viger fra på noget tidspunkt. Den udynamiske streg, de flade kompositioner, de fortrinsvist runde former og den til tider provokerende farvelægning resulterer i et vanvittigt flot og originalt visuelt udtryk.
Besættelsen af body-horror – som jeg tidligere har eksemplificeret med ormestøvs-inhalationen – sætter DeForge i familie med filminstruktøren David Cronenberg og den unge (og helt fantastiske) tegner Heather Benjamin. Sidstnævnte minder dog på ingen måde om DeForge i tegnestil, da hun er en del mindre cartoony og væsentligt mere ekpressiv og punket. Én, hvis tegninger kan minde lidt om DeForges, er australske HTML Flowers, der dog har et noget mere indie-cutesy udtryk, blandt andet i kraft af, at han primært benytter sig af farveblyanter. Det er altså svært at finde andre tegnere, som DeForge for alvor minder om, og da især blandt de gamle alternative giganter fra 80’erne og 90’erne, hvilket er eksemplarisk for, hvorfor den nye generation af alt-comics tegnere måske er den mest spændende siden førnævnte (hvem har for ALVOR brug for Adrian Tomine, når man allerede har Daniel Clowes?).
At Michael DeForge er et af de absolut mest hypede navne på den alternative tegneseriescene, som jeg altså endda har udnævnt til at være midt i lidt af en guldalder for tiden, er fuldt fortjent. Hans visuelle stil er overlegen (på trods af min meget lille anke), og han forstår i dén grad at fortælle en historie fyldt med masser af tension – og beviser endda her, at han også kan gøre det i en længere form end hidtil, hvilket jeg håber, han vil fortsætte med. Det føles næsten nærigt at give ”Ant Colony” mindre end den maksimale karakter, men det gøres ud fra en forestilling om, at en serieskaber, der eksperimenterer så meget lige nu, som DeForge gør, nok stadig har det helt store mesterværk i sig. Det skulle ikke undre mig, om det udkom inden for de næste par år. Indtil da er ”Ant Colony” mere end tilfredsstillende. Believe the hype!
Karakter: 4/5
Titel: Ant Colony
Forfatter/tegner: Michael DeForge
Farvelæggere: n/a
Oversætter: n/a
Forlag: Drawn and Quarterly
Farve og form: 112 sider, full color, hardcover
Vejl. pris: $21.95
ISBN-13: 9781770461376
Udgivelsesår: 2014
Udgivelsesland: Canada