Kvinder i kamp
Fra en tid, hvor kvinder blev umyndiggjort på linje med børn eller slaver, forbi suffragetterne, Stonewall og hele vejen op til Malala Yousafzai og #MeToo-bevægelsen – “Kvinder i Kamp” kommer omkring alle disse emner og flere til.
Kvinder i kamp er skrevet af Marta Breen og illustreret af Jenny Jordahl. Tegneserien er på 123 sider og nyligt udgivet i Danmark oversat fra norsk af Maren Uthaug, men den findes også i Sverige, USA, Korea og Albanien (og otte lande mere, ifølge forlagsliv.no) og er altså ved at gøre sin gang verden rundt. Kvinder i kamp er da også en international beretning om nogle af de – ifølge Breen og Jordahl – vigtigste strømninger i kvindebevægelsens historie: den taler især om kvinders ret til arbejde og uddannelse, stemmeret og retten til at bestemme over egen krop, men inkluderer flere små historier om bl.a. enkeltpersoner eller kvindebevægelsens tætte sammenhæng med arbejderbevægelsen og afskaffelsen af slaveriet.
Det er tydeligt, at USA og England får lov at være i fokus, men der er dog afstikkere til mange andre steder, bl.a. Frankrig (bogens undertitel “150 års kamp for frihed, lighed, søsterskab!” er en direkte reference til den franske revolution) og endog Danmark.
Breen og Jordahl har tidligere arbejdet sammen på feministiske bøger, bl.a. “F-Ordet” og “60 damer du skulle ha møtt”, begge udgivet i Norge.
I Kvinder i kamp er Breens fortællerstemme enkel og ligetil, som en lærebog til skolebørn (og det siger jeg med respekt), mens Jordahls illustrationer tilføjer et strejf af ekspressivitet og humor. Jordahls stil er sin egen og benytter sig af klare streger uden linjevægt med, i denne bogs tilfælde, monokromatisk farvelægning, hvis hovedtone er forskellig fra historie til historie. Netop dette trick er ét af bogens smarteste stilvalg, for den simple farvekodning gør det overskueligt at holde styr på de forskellige spring i tid, sted og emne (selvom jeg må indrømme, at jeg ikke ville have sagt nej til en meget tydelig tidslinje, man nemt kunne følge, som man læste kapitlerne). Introduktionen er lyseblå, stemmeret er rød, osv. – og så er det i øvrigt herligt at læse stykket om fri kærlighed og se siderne farvelagt i regnbuens farver, ét panel ad gangen.
Når jeg siger, at Jordahls stil tilføjer ekspressivitet, mener jeg, at det er forfriskende at se kvinder fra historiske beretninger afbilledet som levende mennesker, der kan skære grimasser over deres lod i livet eller himle med øjnene over mænds konstante provokationer. Ansigtsudtrykkene og gestussene alene er en glæde at se på og det er svært ikke at bryde ud i et sejrrigt grin, når Harriet Tubman (efter at have vundet sin frihed og beslutter sig for at befri så mange slaver som muligt) på side 14 drejer om på hælen og siger “tilbage” – eller huje med Emmeline Pankhurst på side 51, når hun endelig får nyheden om kvinders stemmeret på sit sygeleje. Det er karikeret og ikke nær så seriøst som emnerne kunne have lagt op til, men det er virkelig charmerende.
Når det så er sagt, er der ikke leget meget med tegneseriemediet. Som Nummer9’s egen Femi-nichen skriver, har Kvinder i kamp en tendens til at være en tand for direkte i sin fortællestil, det vil sige, at tekst og billeder ofte siger det samme i det samme panel. Tegneseriemediet har en fantastisk mulighed for at lade tekst og billede fortælle forskellige ting på samme tid og derved danne en mere nuanceret og effektiv fortælling, men det benytter Kvinder i kamp sig desværre ikke meget af.
Der er også tidspunkter, hvor Jordahls stil ikke helt slår til, når der skal illustreres meget seriøse eller tragiske emner; for eksempel i fortællingen om Ad Táhirih, den iranske martyr, som bare ikke helt lander de store følelser som den egentlig fortjener. Kvindebevægelsens historie er trods alt spækket med vold og død.
Kvinder i kamp er en højaktuel tegneserie i en tid, hvor der kommer mere og mere fokus på kvindens side af menneskehedens historie, som ellers altid har været skrevet næsten udelukkende af mænd. Jeg har set Kvinder i kamp kritiseret for at være en for overfladisk afbildning af et århundredelangt- og lige så kompliceret emne og jeg er til dels enig i kritikken; Kvinder i kamp kunne have været et langt mere dybdegående værk, der kunne have taget fat i flere nuancer af kvindebevægelsen. Det kunne have valgt et smallere geografisk fokus, for eksempel. Men det er også vigtigt at huske, at der er mange tunge bøger skrevet om feminismen og kvindernes kamp for accept og lige rettigheder, men der findes ikke mange tegneserier, som man nemt kan række til sine niecer eller yngre søstre for at lade dem få et overblik over et komplekst emne.
Jeg lærte selv en masse og nød især bogens infosider om, hvilke lande der gav kvinderne stemmeret hvornår (s. 52-53), kvindebevægelsens bølger afbildet som én stor procession (s. 88-89) eller verdens kvindelige statsoverhoveder (s. 93).
Jeg håber på – og glæder mig til – at læse mange flere tegneserier som Kvinder i kamp, der tackler relevante emner med humor og overskud. Men jeg håber også at se endnu mere opfindsomhed og grundighed i den visuelle fremstilling i de kommende værker.
