Handala af Naji Salim al-Ali
Det er ganske vist mod reglerne, men nogle gange kan man som anmelder bare ikke lade være med at ønske sig at forfatteren havde skrevet en anden bog. Det er tilfældet med Anders Jerichows kluntet betitlede Bladtegnere i et globalt minefelt fra sidste år, der formidler et vedkommende og elementært spændende stof så sniksnakkende og ufokuseret, at det er svært at abstrahere fra fornemmelsen af forspildte muligheder.
Jerichow forsøger ved hjælp af en blanding af reportage, interviews og opinion at give et internationalt overblik over den kontroversielle politiske bladtegning i dag og de ophavsfolk, der sætter levned og til tider endda liv på spil for deres métier. Han har rejst Jorden om for at tale med vidt forskellige bladtegnere med det til fælles, at deres arbejde har fremprovokeret reaktioner, der spænder fra censur til fatal magtanvendelse.
Det er således fascinerende at høre zimbabweanske Tony Namate fortælle om de dødstrusler, han har fået på halsen fordi han har gjort grin med præsident Mugabe og hans regering, og hvorledes hans avis The Daily News først blev bombet, siden lukket, for sin systemkritik. Eller sydafrikanske Zapiros redegørelse for sine bevæggrunde for at tegne præsident Zuma som voldtægtsmand og den retssag han efterfølgende fik på halsen. Han mener, at den almene retfærdighed, han som ung anti-Apartheidaktivist kæmpede for, er under angreb, og at det er hans pligt som bladtegner at forsvare den.
Zapiros kontroversielle portræt af præsident Zuma og hans støtter fra 2008
Dertil kommer, at det er anfægtende at blive oplyst (eller påmindet) om nogle af de bladtegnere, der i løbet af de seneste årtier har måttet lade livet på grund af deres arbejde, fra palæstinensiske Naji Salim al-Ali — skaberen af den ikoniske figur, barnet Handala — nedskudt på åben gade i London i 1987, til Irfan Hussein, som i 1999 blev myrdet af ukendte gerningsmænd på vej hjem efter et møde i Delhis presseklub og Prageeth Enkaligoda, der i 2010 blev ”forsvundet,” sandsynligvis på foranledning af myndighederne i Sri Lanka.
Med andre ord, stærkt, vedkommende stof. Bladtegnere er, som direktøren for Cartoonists’ Rights Network Bro Russel citeres for i bogen, til tider en art kanariefugle i samfundets kulmine — blandt de første der bliver ramt af censur og repressalier. Derfor er forståelsen af deres situation og arbejde en essentiel nøgle til forståelsen af ytrings- og pressefrihedens ditto.
Jerichow er som erfaren journalist og formand i Dansk PEN tydeligvis klar over dette, men spiser os alligevel af med en gang journalistisk venstrehåndsarbejde. Præsentationen er i langt overvejende grad anekdotisk, krydret med lidt løse fakta — vi får de chokerende historier, men uden de mere dybdegående analyser eller systematisk præsenterede fakta, der giver god reportage klangbund.
Et godt eksempel er Muhammed-affæren, som naturligvis er central for bogen (og vel egentlig dens direkte årsag). Til trods for at dens forløb i tide og utide opridses (hvor er bogens redaktør henne?), får vi aldrig en fyldestgørende gennemgang, end ikke en kort af slagsen. Og kapitlet Jerichow vier direkte til den springer rundt i kronologien og slipper hurtigt det hændelsesforløb, der er afgørende for forståelsen af sagen.
Vi hører intet om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens laissez faire-håndtering af sagen; intet om de danske imamers charmeoffensiv i de arabiske lande (om end deres medbragte, fabrikerede Muhammedbilleder nævnes en passant og uden henvisning til deres proveniens); intet om den ægyptiske udenrigsministers opportunistiske spredning af tegningerne i de arabiske medier. Attentatforsøget i 2010 mod tegneren af ”Bomben i turbanen,” Kurt Westergaard, nævnes, men igen uden de detaljer en uindviet måtte ønske. Alt det er måske fint nok for os, der husker sagens forløb, og måske vil tilpas mange af bogens umiddelbare læsere have den forholdsvis præsent, men på sigt er det unægtelig et problem for en bog, der søger at oplyse indgående om sit genstandsfelt.
Maloen Yuen 2010
Enkelte kapitler lykkes bedre. Særligt reportagen fra Hong Kong formår at afspejle en række mere overordnede samfundsproblemer gennem bladtegningens prisme. Via samtaler med tegnere som Zunzi, Malone Yuen og Harry Harrison tegner Jerichow et billede af, de enkelte enkelte medier, der — til trods for at regimet i Beijing i stigende grad er ved at opløse pressefriheden og på det nærmeste har fordrevet tegnerne fra avisernes sider — vedbliver med at afprøve den kinesiske udviklings indre modsætninger.
Men overordnet er præsentationen for let. I stedet for kølig, oplysende reportage, får vi Jerichows causerende betragtninger om løst og fast, så generelle i deres tilkendegivelser, at den danske læser nok sjældent føler sig udfordret. Man kunne, som indledningsvis antydet, ønske sig at Jerichow i stedet havde skrevet en decideret interviewbog, hvor bladtegnernes egne ord fik mere plads. Ordet kunne i hvert fald med fordel være blevet givet mindre fortyndet til skarpe og reflekterede tunger som engelske Martin Rowson, indiske Paresh Nath, franske Plantu, amerikanske Ann Telnaes og førnævnte Zapiro.
Grundlæggende problematisk er det endvidere, at Jerichow delvist forsømmer bagsiden af medaljen — bladtegningens destruktive potentiale, dens eminente velegnethed til spredning af hadsk retorik. Et kapitel viet til islamofobi og antisemitisme når et stykke ad vejen, men det forbliver småt med indsigter hinsides Jerichows egne betragtninger.
Per Marquard Otzen 2009
Man kunne igen have ønsket en mere grundig reportage. F. eks. Kunne han have taget fat i Per Marquard Otzen selv, nu han bringer dennes grænseoverskridende, tegnede sammenligning af Israels invasion af Gaza med nazisternes Endlösung, offentliggjort i Jerichows egen avis, Politiken, i 2009. Det kunne også have været interessant, om han kigget på sagen om det hollandske pseudonym Gregorius Nekschot, som i 2008 blev arresteret og fik sin computer beslaglagt af det hollandske politi og gav myndighederne anledning til at oprette en speciel politienhed for bladtegninger. Nekschots anti-muslimske tegninger er direkte sammenlignelige med nazisternes antisemitiske propaganda og mere udfordrende for vores syn på ytringsfriheden end noget af det Jerichow bringer.
Han kunne også have undersøgt sagen om franske Charlie Hebdo, der på baggrund af deres optryk i 2006 af de danske Muhammedtegninger, sammen med en række nye af slagsen, fik lejlighed til at forsvare deres ret til samme i en fransk retssal overfor en gruppe muslimske organisationer. Og dernæst fyrede en af deres egne tegnere, Siné, for hvad der kan opfattes som antisemitiske kommentarer i deres spalter (og siden er blevet ildbombet, men det var efter Jerichows deadline).
Og sidst men ikke mindst kunne Jerichow, som også Bent Blüdnikow nævnte i sin anmeldelse af bogen, have behandlet sin egen avis, Politikens håndtering af Muhammedsagen. Ikke fordi de, som Blüdnikow så åbenlyst ønsker, bør stå skoleret for ikke at have bragt tegningerne, men fordi de netop derved engagerede sig med en klart artikuleret holdning i forhold til de problemer, tegningerne rejste. Som insider kunne Jerichow sikkert levere et spændende og sigende indblik, men det gør han så ikke. Det må nok betragtes som bogens væsentligste urealiserede mulighed.
Det er, som sagt, mod reglerne, men jeg ville ønske Jerichow havde fået mere ud af sit store benarbejde og gode materiale og skrevet en anden, bedre bog.
Karakter: 3 ud af 5
Titel: Bladtegnere i et globalt minefelt — en verdensrejse i tabuer
Forfatter: Anders Jerichow
Forlag: Gyldendal
Form: Paperback, 280 sider i sort-hvid og farve
Pris: Vejledende pris. 349 kr.
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-87-02-10949-8
Udgivelsesland: Danmark
