“Nilens fange” lever ikke op til de tidligere bind i serien om ægypterpigen Nofret. I forsøget på fornyelse har både serien og hovedpersonen mistet identitet.
Jeg har læst “Nilens fange”, 12. og seneste bind i Sussi Bechs serie om Nofret. Det synes jeg ikke var nogen særlig god tegneserie. Historien var indforstået og underligt ufokuseret, fortællerytmen hakkende, og hovedpersonen Nofret savnede karakter. Så var hun i sorg, så var hun vred, så var hun i trance. Men hun havde ingen personlighed til at bære de store følelser.
Jeg har aldrig fulgt Nofret tæt, men jeg fornemmede alligevel, at “Nilens fange” var anderledes end de tidligere bind i serien. Så jeg (gen)læste de fleste af dem. Fra det første, “Flugten fra Babylon”, der udkom helt tilbage i 1986, til det foregående, “Bagholdet i Tempelsøen” fra 2004.
Det var gode tegneserier. De enkelte historier var stramt fortalt, spændende og morsomme, som det kræves i den klassiske fransk-belgiske albumtradition. Og pertentligt tegnet i en Tintin-inspireret streg, der vandt i elegance fra album til album. Samtidig blev serien bundet sammen af to større historier – én om Nofrets udvikling og én om oldtidens eskalerende politisk-religiøse strid mellem Egyptens gamle Amon-guder og Faraos nye Aton-kult.
Seriens hemmelige våben var hovedpersonen selv. Nofret var snarrådig og nysgerrig som Tintin, men ellers alt andet end en karakterløs spejderpige. Hun havde temperament og seksualitet, var en smule naiv, men samtidig grådig, kvindelistig og svigefuld, når det passede hende. Klart tegnet op som en overlever i en hård verden fra det øjeblik, hun kom dansende ind på en skummel beværtning i første bind. Her var en heltinde, man gad følge, og som uvægerligt ville rode sig ud i intriger og eventyr.
Alt i alt håndværk af høj kvalitet og ud over Valhalla de sidste 25 års bedste danske bud på en klassisk albumserie.
Men “Nilens Fange” holder ikke niveau med sine forgængere. Det skyldes især, at Sussi Bech i forsøget på at forny serien har glemt at gøre alt det, der netop gør den god.
Historien er ellers klassisk. Nofret er strandet i nilbyen Memphis, og må, som så ofte før, agere snarrådig bonde blandt de store brikker på oldtidens politiske skakbræt. Men Sussi Bech har skruet ned for charmen og humoren og op for alvoren og den eksplicitte vold. Hun har skiftet ligne clairens renhed ud med en mere dramatisk og mindre karikeret stil. Og har skrevet en historie, der læses som et kapitel i en længere føljeton, frem for et afsluttet eventyr. Således har både serien og karakteren Nofret mistet sin identitet.
Særligt den nye stil, med lån fra manga og amerikansk mainstream, giver problemer. Flot ser det ud med åbne sidelayouts, masser af nærbilleder og dramatiske perspektiver, men fortællingen mister rytme og klarhed. Jeg havde flere gange svært ved at afkode, hvad der foregik på siderne, blandt andet fordi det var uklart, hvem der gjorde hvad på nærbilleder af hænder og kroppe. Her hjalp det ikke, at den mindre karikerede stil flere gang får vigtige personer til at ligne hinanden – eksempelvis de to ærkefjender, Amon-ypperstepræsten Khaemwese og Faraos rådgiver Eje. Tintin-skolens ligne claire-stil har aldrig været flashy, men med dens mange helfigur-billeder, klare udtryk og pertentlige grid-bårne fortælleteknik er den effektiv til at fortælle en historie.
Med den nye seriøse stil følger også en ny heltinde. Nofret er blevet sorrig og sammenbidt og minder ikke meget om de tidligere albums kække heltinde. Historien drives heller ikke frem af Nofrets nysgerrighed og ambition. Hun tilbringer det meste af albummet med at få tæsk som fange på et nedbrændt skib, mens den egentlig plotudvikling sker i en række sidehistorier. Det gør historien underligt ufokuseret. Den savner Nofret som det naturlige centrum for historiens mange tråde.
Kan ske, at jeg lyder som en reaktionær stodder. Men jeg forstår ikke nødvendigheden af at modernisere en serie, der fungerer så fint, som den er. Nofret var stokkonservativ i sin form, allerede da serien kom til verden for mere end 25 år siden. Det synes alt for sent at begynde at ændre den radikalt nu. Sussi Bech mestrer ikke seriens nye form, som hun gjorde den gamle. Derfor er “Nilens fange” noget så sjældent som en dårligt eksekveret Nofret-historie.
Karakter: 2/5
Værkets titel: Nilens fange
Forfatter/tegner: Sussi Bech
Forlag: Faraos Cigarer
Form: Hardcover, 55 sider
Pris (vejl.): 129, 50
ISBN: 978-87-91976-96-4
Udgivelsesår: 2011
