Kan man se Mickeys fjollede ven som en direkte forlængelse af den amerikanske guldalderforfatter Henry David Thoreau? Ja, hvis man læser Bill Walsh og Manuel Gonzales’ skammeligt oversete Fedtmule-avisstriber. Nummer9’s Felix Rothstein støver et glemt mesterværk af.
Tegneserieåret 2011 bød på masser af Andeby-nyt: Først udkom legendariske Floyd Gottfredsons Mickey Mouse-historier, så blev en samleudgave af endnu mere legendariske Carl Barks’ historier annonceret – og, nå ja, så var knapt så legendariske Don Rosa på besøg i Danmark mens slet ikke legendariske Lars Løkke og skodlegendariske Sidney Lee holdt deres indtog i Anders And & Co.
Men midt i alt det fortætter én af Anders And-bladenes allerbedste og mest bemærkelsesværdige indslag med at blive overset: Bill Walsh og Manuel Gonzales’ Fedtmule-historier fra 1940’erne, 50’erne og 60’erne bliver ikke genudgivet i en flot samleudgave. Og de bliver ikke hyldet i bedste sendetid selvom de i den grad fortjener mere opmærksomhed. De er nemlig ikke bare voldsomt underholdende og fantastisk tegnet – de er også en interessant kritik af Efterkrigstidens ensrettede konsumsamfund. Der går sågar, som vi senere skal se, en lige linje fra Fedtmule til den amerikanske 1800-tals-forfatter Henry David Thoreau.
Bill Walsh var i en årrække forfatter til de daglige Mickey-striber og sammen med tegneren Manuel Gonzales lavede han, fra 1946 til 1963, nogle af de bedste og mest raffinerede søndagssider. De to introducerede bl.a. den lapsede og universitetsuddannede beostær Ellsworth – på dansk kendt som Engelbrecht – der, selvom han er købt som et kæledyr, faktisk er Fedtmule intellektuelt overlegen. Helt ekstremt overlegen. Og selvom Mickey Mouse stadig var helten i de fleste af deres historier, er stribernes virkelige stjerne Fedtmule. Det er med Fedtmule i centrum, at Bill Walsh skriver sine allerbedste striber, eller gags, og det er også her, Manuel Gonzales for alvor viser sig som en førsteklassestegner. De historier er i en liga for sig.
Ligesom Bill Walsh, der ved siden af sit tegneseriearbejde var filmproducer, levede Manuel Gonzales et liv i skyggen af store Disney-navne som Floyd Gottfredson og Al Taliafero, der nød stor succes med Anders Ands klassiske solostriber. På samme måde lever Fedtmule et liv i skyggen af sin gode ven, Mickey, og Fedtmule-siderne fungerer nærmest som et afbræk fra Mickey Mouse-historierne. Tegner og forfatter tager sig flere friheder på både historie- og motivplan når Fedtmule er hovedperson – de knalder simplethen ud og bruger deres sidekick til at eksperimentere med. Med Fedtmule i ruderne er der større kunstnerisk frihed og endda plads til samfundskritik.
Fedtmule svinger, ligesom Anders And, mellem at være luddoven og meget entreprenant, den ene dag en fiasko, den næste en succes. Men hans succes er altid resultatet af en misforståelse eller en fejl. Men også altid resultatet af en umiskendelig Fedtmule-logik: Når han skal samle et A-typehus bliver det til et V-typehus, når han skal bygge en speedbåd ligner det Noahs ark, hvorefter dyr i par spadserer ombord og når han vil være countrymusiker bliver han rottefænger. Fedtmule har en indbygget systemfejl og uanset hvad han prøver på, selv hvis han følger en manual, kommer han altid et andet sted hen end beregnet. Og det sted er altid ad absurdum. Enhver borgerlig bestræbelse ender i en sær form for regelløs kaos.
Mickey er en working class hero med hverdagsproblemer – altså Mickey som vi kender ham inden han blev en eventyrhungrende og tidsrejsende detektivtype. Men i Fedtmule-historierne vender Walsh og Gonzales sig bort fra den tilforladelige og måske lidt kedelige hverdagskomik. Når Fedtmule indtager spalterne, bliver tegneserieuniverset både absurd og bizart. Han er som altid Mickeys bedste ven, men han opererer på et helt, helt andet plan. Han opfatter verden og virkeligheden på en fundamentalt anderledes måde.
Det perfekte billede på det misforhold der hersker mellem Fedtmule og resten af seriens figurer kan man få ved at se på to historier med identisk plot – den ene med Mickey, den anden med Fedtmule:
Hvor Mickey indser at han har taget fejl og bliver flov over at have gået i søvne og plyndret sit køleskab – altså reagerer normalt – formår Fedtmule ikke at gennemskue situationen. Han indser ikke at det er ham selv på billedet men mener ”at have set den fotograferede et sted i kvarteret”. Hans reaktion er absurd og vidner om en tolkning af fænomener, der ligger langt fra en rationel fornuft.
Søndagenes Fedtmule-historier foregår naturligvis i samme by – og altså i samme virkelighed – som hverdagenes Mickey-historier. Og Mickey kommer da også hele tiden forbi med en normal sund fornuft, der nærmest udstiller Fedtmule. Mickey er læserens øjne i Andeby-universet og det er ofte via ham, vi oplever Fedtmule. Mickey er meget omsorgsfuld og holder øje med sin ven. Et typisk eksempel på det forhold kan man se i en stribe fra 1956, hvor Fedtmule ligger i sin seng og drømmer om riddere og racerløb. I sidste rude kommer Mickey og Klavs Krikke forbi. De ser mildt hovedrystende på deres ven og undrer sig over at ”han altid er så glad, selvom han er fattig.” Mickey og Klavs refererer, med andre ord, til en opfattelse af lykke, der er uløseligt knyttet til penge mens Fedtmule reelt finder lykken som en drømmer.
Når Mickey og Klavs Krikke sådan står og ryster på hovedet etablerer Walsh og Gonzales Fedtmule som landsbytossen, der står uden for det gængse Andeby. Det er en rolle, der bliver gjort tydeligt i flere andre striber. F.eks. ”Kendt ansigt” hvor alle de andre Andebyborgere som en joke tager Fedtmule-masker på. Eller i ”Hus af glas” hvor der på en spiseseddel står ”Kendt Andeby-borger vinder glashus.” Og det er netop i kraft af rollen som landsbytosse og outsider at Fedtmule bliver i stand til at rumme Walsh og Gonzales’ kritik af Efterkrigstidens Amerika.
Den snusfornuftige logik der præger Mickey-historierne viger i Fedtmule-striberne for en surrealistisk og bizar ikke-logik, der ikke engang er konsistent. Det er sådan set ikke fordi det der sker i striberne er urealistisk, men Fedtmules tolkning af begivenhederne er ren anti-logik: i ”Ny stil” køber Fedtmule fint tøj for at Mickey ikke længere skal sige at han ligner det fugleskræmsel, der står i haven. Men i stedet for selv at tage tøjet på, iklæder Fedtmule fugleskræmslet en splinterny smoking!
Anti-logik? I hvert fald Fedtmule-logik. Fugleskræmsel-historien er en ren punchline, der vidner om hvordan Fedtmule opfatter virkeligheden. Om hvordan han rationaliserer – for det gør han. Bare på sin helt egen facon. Det får os til at reflektere over vores egen måde at tænke på, og denne rationelle tænkemåde udfordres af en mand der oplever virkeligheden helt anderledes. Fedtmule er ukonventionel, han er nonkonformist, han er avantgardist – Fedtmule er simpelthen punk! I mødet med Fedtmules logik konfronteres vi med vores egen forudsigelighed i et ensrettet samfund. Og på den måde kan man sige at striberne er små filosofiske mesterstykker.
Midt i Mickeys forstadsliv med havearbejde og drømmen om en ny bil rager Fedtmule op som Den sidste frie amerikaner. Han er en drømmer og en livsnyder, der ikke bekymrer sig om statussymboler og om andres mening. Han insisterer ganske enkelt på at leve livet på sin måde. Fedtmule-historierne udmærker sig ved en elegant og subtil kritik af den forbrugerisme og konformisme, der i høj grad var kendetegnende for efterkrigstidens Amerika.
Fedtmule indtager i disse serier et standpunkt, der, sat ind i en samtidshistorisk kontekst, bliver både antimaterialistisk og antikapitalistisk. Som sådan kan man se Walsh og Gonzales’ Fedtmule i tradition med en af den amerikanske guldalderlitteraturs helt store skikkelser. Nemlig Henry David Thoreau. H. D. Thoreau beskriver i sin selvbiografiske roman Walden. Eller livet i skovene fra 1854, hvordan han bygger sig en bjælkehytte i skoven i protest mod staten Massachusetts og samfundet i det hele taget. Han nærede en fundamental mistilid til den amerikanske stat, der på det tidspunkt stadig tillod slaveri, ligesom hans afsky ved amerikanernes materielle optagethed var til at tage og føle på. Den eneste udvej var for ham var at stille sig uden for det samfund han ikke stolede på. På samme måde som Thoreau, der brugte sin bjælkehytte som symbol på sin antiborgerlige samfundskritik, kommer Fedtmules faldefærdige hus til at stå som et emblem i skærende kontrast til gadens andre forstads-typehuse. Han nægter simpelthen at rette sig ind efter samfundets forventninger.
H.D. Thoreau manifesterede sig med sit verdensberømte essay Civil lydighedsnægtelse som en afgørende samfundskritiker i midten af 1800-tallet. Men Fedtmule er ikke systemkritiker som sådan. Han retter ikke kritikken mod sine venner og han formulerer ingen kritik af samfundet. Og selvom Fedtmule så langt fra er bitter og menneskefjendsk repræsenterer hans verdensfjerne og drømmende ikke-logik alligevel Thoreaus idé om at stå uden for samfundet. Om at stå uden for materiel indflydelse. Hans naive og lidt aparte adfærd placerer ham i opposition til den konstant konkurrerende købskultur i 1950’ernes amerikanske forstæder.
Bill Walsh og Manuel Gonzales’ fantastiske Fedtmule-historier kan man med jævne mellemrum finde i Anders And-blade fra ca. 1995 til 2003 – og med ligeså jævne mellemrum i Egmonts Anders And & Co. Den komplette årgang-bøger fra slutningen af 1990’erne.