Jolly Jumper svarer ikke
Guillaume Bouzard har arbejdet sig op fra den franske undergrund til at få en af juvelerne i den fransk-belgiske tegneserie mellem hænderne for en kort stund. Jolly Jumper svarer ikke er et ekstraordinært eventyr med Lucky Luke, der bringer cowboyen tættere på undergrunden end tegneseriehimlen.
Der er indledningsvist en god, lun humor for voksne kendere af serien om Lucky Luke – og hvem skulle i øvrigt ellers være interesseret i at læse et ekstraordinært eventyr om ham? Det starter ”som det plejer” med, at Luke får overdraget en opgave, der involverer Dalton brødrene. Dette møde hos en advokat er et morsomt højdepunktet, resten af albummet desværre ikke kan leve op til. Jack Dalton sultestrejker, men det viser sig at dække over en afpresningssag, hvor brødrenes mor, Ma Dalton, er blevet kidnappet og Lucky Luke skal hjælpe brødrene med at få hende fri.
Men denne tilsyneladende normalitet, som jo kunne være indledningen på et hvilket som helst album fra seriens storhedstid, brydes af en lang række usædvanlige faktorer. Man forestiller sig let, at Bouzard har tænkt: hvilke ydre og indre karakteristika kan jeg ironisere over? Hvilke ømme tæer har den hurtige, ensomme cowboy, som jeg kan træde godt og grundigt på? Facitlisten må have indeholdt i hvert fald disse punkter:
- Den notorisk ensomme cowboy har ikke haft forhold til kvinder.
- Til gengæld har han et tæt forhold til sin hest, Jolly Jumper, de taler fx sammen!
- Lukes meget lidt mandige, men politisk korrekte, skifte fra cigaretter til at tygge på et græsstrå.
- Han har nu gået rundt klædt i det samme tøj i 70 år.
- Han er hurtigere end sin skygge.
Så pludselig vil Jolly Jumper ikke kommunikere med Luke, der skifter tøj for første gang i 70 år, men derfor ikke kan genkendes af de øvrige medvirkende. Averell Daltons stofskifte har endelig kapituleret, så han nu er lige så stor som sin appetit. Det er lejlighedsvist sjovt, som når Luke forlader et rum og hans skygge uendeligt langsomt følger efter. Omvendt trækker Bouzard også nogle af jokesene alt for langt ud. Når han fremhæver Jack og Williams evigt beroligende papegøjekommentarer til Joes temperament går det hurtigt fra at være godt set, til at blive uendeligt trættende.
Med frie hænder i forhold til en gammel klassiker, er det er naturligvis fristende at fremhæve nogle særheder ved universet. Flere af de ekstraordinære eventyr med Splint og Co. har da også på forskellig måde beskæftiget sig med Splints evige piccolouniform, selv om han for længst er holdt op på det arbejde. Men Bouzard har næsten ikke andet på hjerte end denne ironiseren over særheder ved seriens personer og univers.
Flere gamle kendinge dukker op, men det redder ikke en for tynd satire over Lucky Lukes univers. Dertil skal lægges, at Bouzards tegninger mest af alt ligner hastigt udførte satiretegninger med al vægt på forgrunden. Sammenholdt med historien sidder man tilbage med en følelse af, at det vist gik lige hurtigt nok, da Bouzard færdiggjorde Jolly Jumper svarer ikke. I pressematerialet fremhæves det, at Bouzard er ”flere gange prisbelønnet”, men det bliver næppe dette album, der trækker yderligere trofæer hjem til hans samling. Der skal nok være nogle, der sætter pris på hans meget frie og crazy-komiske take på serien. Man kan også indvende, at hvis der skal være nogen mening i at have disse serier kørende parallelt med hovedserierne, så skal der også være plads til at ”gakke ud” og lave noget radikalt anderledes, som det i hvert fald er tilfældet i denne omgang.
Del på
