Der er både eksplosivt ungdomsdrama og fantasifulde spilverdener på Riana Møllers digitale tegnebord. Nummer 9 har fået lov at kigge med.
Riana Møller er nok ukendt for de fleste danske tegneserielæsere, men hun har skabt sig et internationalt navn som illustrator, art director og computerspildesigner. Hun er snart udgivelsesaktuel i USA med sin tegneserie-debut Do It. En historie delvis baseret på Riana Møllers eget liv, om en mobbet en pige der fantaserer om, og planlægger, at skyde sine klassekammerater.
Hun har arbejdet i det meste af verden og kan skabe sine fantasifulde universer og væsener hvor som helst, hun kan have sin computer stående. Nummer 9 har bedt hende vise lidt af sit arbejde med tegneserier og computerspil.
Du er udgivelsesaktuel med Do It, men har også en mængde andre projekter i støbeskeen. Hvorfor var det vigtigt at lave Do It?
Concept art til start-up’et Polyamorous (C) Riana Møller.
Jeg har gået med to personlige projekter i maven i løbet af de sidste fem år. Det ene startede som en idé til et spil med titlen “Possession” som jeg og en ven var tæt på at få realiseret. Det var en fantasy-historie, der handlede om en pige og hendes dæmon. Vi var i gang med at starte firmaet op og var blevet bedt om at flytte til Prag for at leje et studie og ansætte folk, da investorens eget tv-serie projekt pludseligt blev lagt på is og vi strandede. Det endte i en form for depression for min kære ven og en sjælesøgning for mig. I stedet for bare at køre på, tabte vi projektet på gulvet. Jeg nåede dog, at skrive et første udkast på omkring 500 sider og lave enorme mænger af concept art og world building. Idéerne ligger stadig og venter, så måske en dag…
Det var i den periode jeg lavede Do It i en form for blodrus; jeg var ked af at være flyttet til et andet land, ked af at min ven var ude af stand til at blive ved med at arbejde og af at jeg generelt følte mig udkørt efter druk, underligheder og hårdt arbejde i over 10 år. Do It handler om hvordan det føles at være fanget af omstændigheder, man ikke selv føler man kan kontrollere. Den følger en pige, der planlægger en school shooting, men ikke kan få sig selv til at gennemføre den. Jeg har forsøgt at fortælle den historie længe, og i tredje forsøg lykkedes det.
Fra “Do it” – inden farvelægning. (C) Riana Møller.
Det var det, der gav mig sparket til at komme videre fra den dårlige oplevelse, ”Possession” havde været. Do It blev antaget af det amerikanske forlag One Peace Books og jeg havde sparet en stor sum penge op, så jeg sagde alt i mit liv op og mødtes med en australsk ven, som jeg havde kendt i årevis men aldrig mødt. Vi rejste rundt og gjorde alle de ting, jeg havde udskudt at gøre for længe. Og så var min hjerne klar til at fokusere på noget andet end det forliste projekt.
Eksempler på nyere arbejde (C) Riana Møller.
Nu arbejder med på endnu et projekt med titlen ”Agape”, der handler om en sadist og en masochist, der bliver forelskede i hinanden, og om eksistentialisme og nihilisme, og hvordan kærlighed fungerer. Projektet er faktisk begyndt at blande sig sammen med mit forrige – ”Agape” er lidt for spacy og ”Posession” er lidt for jordnært, så kombinationen er god. Når jeg har tid, ”fodrer” jeg begge projekter mellem arbejdsopgaver.
Hvordan er din arbejdsproces?
Jeg starter med at snakke med mig selv, højlydt, i flere uger og skriver alt ned, der fanger mig. Det kan være hvad som helst, fra små scener til vigtige dele af plottet. Det bliver til mange siders grimme skitser og tekst, som ingen andre end jeg ville få noget ud af.
Så begynder jeg at lave historiens skelet. Jeg er meget inspireret af især filmteori og sørger for, at mine hovedpersoner har en god story arc, at sidehistorierne passer sammen med hovedhistorien og at jeg opfylder klassiske modeller for, hvordan en god historie er skruet sammen. For eksempel at alle setups har et pay off – altså, at der ikke er nogen løse ender.
Layouting-test (C) Riana Møller.
Næste fase er at lave skitser – mange skitser, så mange som muligt. Det er virkelig simple, næsten abstrakte, og jeg tegner alle de scener, jeg kunne komme på. Man tænker måske ikke på tegneserier som noget, hvor man smider en masse af det tidlige arbejde væk, da det kan virke som spild at bruge en masse tid på tegninger, som man så ”smider væk”. Derfor laver jeg de tidlige skitser – min redigeringsproces begynder allerede her. Her begynder jeg også at sætte tekst ind og tilføjer og fjerner både billeder og tekst igen og igen, indtil tegneserien har et ordentligt flow.
Taleboble-test, ‘Do It’ (C) Riana Møller.
Efter det begynder jeg at lave linework, i sort/hvid og uden for mange detajler. Først her inddrager jeg andre mennesker i processen, fordi scenerne er tydelige og historien hænger sammen. Jeg får mine venner til at læse tegneserien og tager alt, de siger, i betragting. Det er meget vigtigt for mig, at mit ego ikke kommer i vejen for gode råd. Når jeg har fået input, begynder jeg med farve og andre detaljer. Det er her, alle de store effekter kommer på. Baggrundene får liv og jeg lægger hints om plottet ind undervejs.
Fra skitse til færdig side fra ‘Do It’ (C) Riana Møller.
Det tog faktisk kun 8 måneder at få Do It til det her punkt. Resten af tiden har været brugt på redigering og så den tid, det tager få bogen trykt. Min redaktør, Glenn Anderson, har været fantastisk at arbejde med, fordi han er lige så opmærksom på detaljerne og opsat på at få det gjort ordentligt som jeg.
Hvor foregår alt det så henne?
Min arbejdsstation er gerne så mobil som mulig. Jeg holdt op med at bruge stationære computere for ti år siden, da jeg hurtigt fandt ud af, at de er for svære at tage med sig, især når man flytter til et nyt land. Jeg har en stærk bærbar computer, som jeg laver alt mit arbejde på, og en Yinova-tablet, der er meget lettere end f.eks. en Cintiq.
Den mobile arbejdsstation (C) Riana Møller.
Derudover er det essentielt med et par gode headphones, da jeg altid skal høre musik eller dokumentarer, når jeg arbejder. Hvis jeg laver personlige ting, lytter jeg helst til musik, der sætter mig i den rigtige stemning, men til rutinearbejde lytter jeg gerne til podcasts, anmeldelser eller folk, der spiller computerspil. Stilhed gør, at mit hoved ikke kan holde kæft – så hvis jeg skal tegne, skal der lyttes.
Ellers nyder jeg at have et vindue foran mig, så jeg virkelig får noget ud af at kigge væk fra skærmen. Man skal kigge langt en gang i mellem for at gendanne sin dybdefornemmelse, når man arbejder meget på skærm. Men hvis de tre ting er opfyldt, kan jeg arbejde hvor som helst.
