EFter København
Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald. I Efter København streges faldet op i et langt og smukt billeddigt.
I slutningen af 1800-tallet skrev den engelske litterat og kunsthistoriker (blandt meget andet) John Ruskin en stribe essays og videnskabelige indlæg. Flere af disse pseudo-diskussioner, herunder manuskriptet The Storm-Cloud of The Nineteenth Century, var en tirade helt åbenlyst rettet mod hans kollega, fysikeren John Tyndall. Tonen var nærmest hånende; grænsende til det perfide. Begge delte de dog en bekymring for den stadigt stigende kulafbrænding. Men hvor John Tyndall så og forudså en alt andet end vedvarende ressource blive opbrugt, frygtede John Ruskin en påvirkning af klimaet.
John Ruskin, 1885 – Wikimedia
Deres budskab faldt, som det i dag må være enhver bekendt, for døve øren, til trods for såkaldte Smoke Abatement Societies, som advokerede for ændringer i det overindustrierede London.
Samtidig med denne lidt sendrægtige vækkelse henimod en form for klimabevidsthed, fødtes en række tidlige science fiction-værker. Ikke bare manifesteret i Jules Vernes fascination af maskiner og eventyr, men også en lille håndfuld spektakulære, pessimistiske historier, hvoraf John Jefferies’ After London nok er den første. En fortælling om hvordan det uovervindelige England kollapser og overlades til naturen. Barbarerne styrer resterne og moralen visner mens overlevelsesinstinktet tager over.
Christian Skovgaard har med Efter København ikke bare skelet til After London og The Storm-Cloud of The Nineteenth Century. Bogen er helt specifikt dedikeret til dem og formår på mange måder at genoplive dem og deres budskab uden at efterligne dem eller konkretisere syndere og helte. Efter København er, som navnebroderen After London, delt i to akter. En optakt og den grufulde konsekvens af vores evige udsættelse.
After London har, præcist som H.G. Wells kun lidt yngre Tidsmaskinen, en lidt træg og ærligt talt temmelig bedaget fortælleteknik, med mange opremsninger og forklaringer. Dét lider Efter København bestemt ikke af. Hér serveres historien på et fad af æstetik, uden den mindste antydning af læser-assistance. Selv Charlotte Johanne Fabricius’ nye term tegneserialitet (Se Comic Studies 101) kommer lidt på prøve her. For selvom mange af tegneseriens virkemidler er taget i brug, tyer Christian Skovgaard flere steder til andre signaler for at forklare handlingen eller understrege en stemning, som f.eks. disse ikonlignende tegn der trækker fra moderne computer-operativsystemer og helt fjerner sproget fra de tegnede dele af historien…
Efter København starter som sagt med en optakt. Her forklares det sammenbrud som København (og, må vi formode, andre landsdele) rammes af. Ikke som en specifik og navngiven katastrofe, men et klima under sammenbrud, som det gennem citater fra netop John Ruskins manuskript antydes. Og dog; for hvor Ruskin beskrev hvad der nærmest må antages at være victoriansk smog, antager uddragene nu en næsten poetisk kvalitet, hvor faktisk enhver tænkelig menneskeskabt elendighed kan læses ind i teksten. DJ Skovgaard har på moderne vis formået at sample og remixe en gammel tekst og skabt en ny, hvor handlingen betones af billederne og skaber ny, dansabel musik.
Historiens anden del roterer om et par, en mand og en kvinde, hvor den ene vælger at søge mod den nedbrudte by i søgen efter svar. Manden bliver tilbage, men drives til sidst i ensomhed mod byen, for at finde kvinden. Hende som valgte selv at drage ud i skabertrang og han som blev tilbage i trygheden og først reagerede under pres. Hvem mon af de to var årsagen til første akts katastrofe? – kan man jo passende spørge sig selv.
Med denne bog, har Christian Skovgaard tegnet et digt i en særdeles elegant streg. Handlingen er som sådan ikke bærende, men giver digtet sit urværk og bærer os fremad. Det er de mange stemninger og detaljer han beskriver i sine smukke tegninger der er den egentlige hovedperson. Hver gang jeg åbner bogen, falder en ny tegning mig for øjet. Smuk eller grim, underlig eller ligefrem. Uanset hvad, giver det lyst til at bladre enten frem eller tilbage blandt de tunge sider, med de tætte farver. Hvis man så oven i købet kender København1), vil man finde stor glæde i byens næsten kirurgiske dekonstruktion. Samtidig kan man nyde de botaniske tavler, der med jævne mellemrum afbilder planetens rette ejere.
Hele bogen er holdt i bare 3 farver i knivskarpe, omstændelige vektortegninger. Præcist som den fantastiske lærredsindbinding næsten byder, er alting tykt og lækkert. Det er et vildt ridt og en bog som i al sin pragt lokker og forfører.
1) Og for dem som ikke kender København, er der et register bag i bogen som navngiver de mange lokationer.
