Truslen mod Hongkong
Så er der et nyt hold på banen i ligne claire-klassikeren om de britiske gentlemen i Blake og Mortimer. Yves Sente har allerede være på holdet længe sammen med André Juillard, mens tegnerne Teun Berserik og Peter van Dongen begge er ret ubeskrevne blade. De udødeliges dal, Første del, Truslen mod Hongkong giver dem om ikke andet mulighed for at få et dobbeltalbum til at vise deres værd.
Holdet tager fat næsten samme sted som skaberen af serien, Edgar P. Jacobs, nemlig med en historie, der kiler sig ind i forlængelse af de tre første album, Kampen om verdensherredømmet 1-3. Jacobs album lagde sig selv i forlængelse af 2. verdenskrig og med tanke på den aktuelle (u)orden på verdensscenen, er det måske ganske udmærket timing at tage den tråd op igen. Men Jacobs havde næppe introduceret en kvindelig skurk – og så med bukser på, både i reel og overført betydning. Trofaste læsere af serien kan dog ånde lettet op, for überskurken Olrik er naturligvis også involveret, så på mange måder er alt stadig ved det gamle. Det gælder ikke mindst plottet, der i mere end almindeligt sendrægtigt tempo folder historien ud.
En knust terrakottastatue afslører en 2.500 år gammel hemmelighed, der tiltrækker sig opmærksomhed fra både lyssky og forskningsmæssig side. Den første er repræsenteret ved general Xi Li, der øjner en mulighed for at påberåbe sig slægtskab med Kinas første kejser og dermed bane vejen for, at han kan overtage herredømmet over riget i midten. Forskeren er naturligvis Mortimer, der rejser fra London til Hongkong på en dobbeltmission. Ud over en arkæologisk opgave, der fører ham i forbindelse med terrakottastatuens hemmelighed, skal hans nye opfindelse, Skylantern, også stå for forsvaret af den britiske koloni. Hans gode ven, og seriens anden hovedperson, kaptajn Blake, spiller en mere afdæmpet rolle i første del af historien, men holder sig klar i kulissen ovenpå strabadserne i Kampen om verdensherredømmet og som led i forsvaret af Hongkong.
Mortimer hindrer et overfald på åben gade – så bliver det ikke meget mere dramatisk i Blake og Mortimer.
Selve historien slæber sig fremad, på trods af de mange åbenlyse interessekonflikter og diverse dobbeltspil. Yves Sente er tro mod seriens ånd, men formår dog heller ikke på nogen måde at bidrage med noget originalt til den. Man savner Jacobs’ stramme greb om fortællingen og hans åbenlyse brug af magisk realisme i omtrent halvdelen af hans historier om makkerparret. Det sidste blev måske ikke altid leveret lige elegant eller overbevisende, men det gav et særegent twist til historierne, som kun ganske få af de efterfølgende arvtagere har turdet tage op. I stedet leverer Yves Sente storpolitisk spil med den kinesiske koloni Hongkong i centrum så forudsigeligt, at man ikke har de helt store nerver på i ventetiden på det opfølgende album. Man kan sagtens trække paralleller til nutidens emigrantproblemer og den politiske verdensorden, det gør bare ikke noget grundlæggende ved, at albummet føles mere end almindeligt bedaget.
Sværdfisken angriber og Olrik anes midt på siden.
Det er ellers let at lade sig lulle ind i en atmosfære af de gode gamle dage med klare og tydelige tegninger, der oser af knofedt i lange baner. Når man i De udødeliges dal, Truslen mod Hongkong ser den britiske eskadre af sværdfisk angribe eller Mortimers nye Skylantern, så minder det utroligt om Jacobs selv. Berserik og van Dongen har helt utvivlsomt lagt et stort arbejde i at lægge sig så tæt som muligt på mesteren selv. Men det giver naturligvis også et univers, hvor mange greb er tyvstjålet/lånt/genbrugt fra Jacobs (og Hergé). Finder man så et af de gamle album frem og sammenligner, så er der dog en helt anden glød over Jacobs sider, uden man lige kan pege på én enkelt afgørende forskel. Naturligvis virker også Jacobs bedaget set med nutidens øjne, men det samme gør sig jo gældende med de fleste film eller bøger, der har 50-60 år på bagen. Og tænk om de nye James Bond-film blev lavet så tro som mulige i forhold til de første med Sean Connery, så ville de næppe trække mange i biografen. For Blake og Mortimers vedkommende er det naturligvis et helt bevidst valg, at det nye album skal ligge så tæt som muligt på originalerne, som var de selv faldet ud af en terrakottastatue, hvor de har ligget hengemt siden 1950’erne. Det er næppe en taktik, der lokker mange nye fans med ind, men måske holder den til gengæld på de trofaste.
