Interview: Tor Fruergaard har ideer nok til at lave film, spil og tv-serier, og så kan du allerede nu læse hans webcomic Betsy and the mutant scouts.
Det er sjældent, at der dukker en rigtig god ny webcomic op fra danske hænder, og endnu mere sjældent at den har økonomisk støtte i ryggen. Derfor er det allerede en nyhed i sig selv, at første kapitel i fortællingen om Betsy and the mutant scouts er lavet med støtte fra blandt andet det danske filminstitut.
Det bliver ikke mindre interessant af, at Betsy and the mutant scouts, der er skabt og tegnet af Tor Fruergaard, og skrevet af Tor Fruergaard og Sissel Dalsgaard Thomsen, finder sig til rette i webcomic-formatet ved at udnytte og udforske digitale muligheder. Her er således ikke bare fuld skrald på farver og action, men også på animationer midt inde i tegneserien. Animerede paneler eller baggrunde kan være rigtig grimt, men når det er gjort ordentligt og med omtanke kan det, som det her er tilfældet, være både fedt og nyskabende.
Her er tale om en dansk webcomic der kan og vil mere en masse! Især vil den fortælle os historien om klamme, muterede spejerdrenge og helten vi ikke vidste vi havde brug for; tykke, glemte Betsy. Tor Fruergaard har mere på hjerte, så Nummer 9 tog en snak med ham.
Hej Tor! Hvad handler Betsy and the mutant scouts om?
Den handler om en overvægtig spejderpige ved navn Betsy, der skal rede verden fra en flok muterede spejdere efter en atomulykke tæt ved en spejderlejr.
En webcomic, hvorfor nu det? Hvorfor er det ikke en rigtig bog? Er det et kunstnerisk valg, et økonomisk valg, et ubevidst valg?
Det er nok en mellemting mellem et økonomisk valg og et spontant valg om at få historien ud og bygge et publikum op imens serien bliver skabt. Håbet er at bygge et univers op som folk genkender og tager til sig. Tegneserien er flagskibet lige nu, men jeg har en milliard andre ting i tankerne. Jeg er ret fleksibel og åben for hvilken retning universet udvikler sig i.
Hvor lærer man at tegne sådan noget her? Altså, hvor har du lært det? Har du gået i livets store fanfic og webcomic-skole – eller en rigtig skole…eller begge?
Jeg startede med at tegne helt sindsygt meget. Min mor var ulandsfrivilig i Tanzania i to år, som enebarn var jeg nødt til at underholde mig selv. Min mor købte store ruller af papir så jeg ikke løb tør. Jeg kunne i øvrigt tale flydende swahili, men alt det er desværre glemt :). Jeg husker at Thorfinn og Dark Knight returns gav mig lyst til at lave tegneserier og jeg sad i alle døgnets timer som barn og tegnede tegneserier.
Senere tog jeg den frie ungdomsuddannelse, hvor jeg selv sammensatte kurser med henblik på at blive tegneserietegner. Et af kurserne var animation, og så blev det pludselig en spændende vej at gå, især fordi jeg er ret socialt anlagt. I 2010 blev jeg færdiguddannet på filmskolen og har lavet et par kortfilm både før og efter.
Hvordan laver man egentlig en tegneserie på internettet? Med ting der bevæger sig og det hele? Sådan helt konkret – hvilke materialer arbejder du typisk med?
Jeg kan stadig bedst lide at tegne med blyant og papir, så skitsen bliver lavet i hånden. Derefter rentegner jeg i procreate på iPad. Jeg holder mig til ganske få brushes og har et tekstturlag hen over. Animationerne bliver faktisk bare lavet i photoshop, det er super nemt.
Læser du andre webcomics?
Jeg har selvfølgelig researchet lidt for at se hvad jeg selv synes fungerer, især hvor meget det skal animeres. Men jeg må indrømme at jeg personligt er mere til trykte tegneserier. Den sidste store oplevelse jeg har haft er mangaen One-punch man. Selvom Betsy ville fungere fint på tryk synes jeg at det er fedt at udnytte det digitale. Jeg har også overvejet om man kunne bruge lyde og lignende.
I hvilken grad opfatter du selv det her som en tegneserie? Har du måttet sælge den i fondsansøgninger som ”multimedienarrativ” eller sådan noget? Do you even care?
Jeg elsker tegneserier og har altid drømt om selv at lave en. Jeg er startet mange gange, men det bliver altid kun til 5-6 sider, så går jeg i stå. Jeg ser ikke Betsy som en tegneserie der står alene, men som et univers der lige nu er en tegneserie.
Hvad er vi ude i her, et computerspil, en forlystelsespark, en film måske? Fortæl mere! Hvad er planerne og hvad har du/I allerede gjort?
For et par år siden søgte vi penge hos Nordisk Film & TV Fond, Anis og Filminstituttet. De gav alle penge til udvikling af spillefilmen. Men så trak Filminstituttet sig og vi kunne ikke finansiere filmen uden dem. Det er det treatment vi skrev der er grundlaget for tegneserien. Drømmen om filmen lever stadig. Det korte og det lange er at jeg lagde filmprojektet på hylden, men kunne mærke at jeg gerne ville have universet, karaktererne og humoren ud til et publikum.
TV-serien foregår efter filmen/tegneserien hvor Betsy har redet verden efter atomulykken… Verden er selvfølgelig stadig truet af forskellige trusler som f.eks. sataniske spejdere der vil hidkalde onde ånder og Leo, spejderlederen der ikke er helt død endnu…
Derudover synes jeg det kunne være sjovt at lave noget merchandise, f.eks. spejderen der har har kastet op så indvoldene hænger ud af ham. Ham kunne jeg godt se som tøjdyr, hvor man selv kan proppe indvoldene tilbage i kroppen og ud igen. Måske et kortspil hvor man skal battle mod hinanden… Scouts vs. Mutants. Jeg tænker ikke at jeg skal løse alt dette alene, så hvis nogen har en god ide, så bare skriv til mig.
Det lyder fedt! Nå, tilbage til tegningerne. Der er skrald på. Tarme, eksplosioner, radioaktive monstre. Bliver det vildere endnu? Bliver det sådan helt uegnet for børn?
Ha ha. Jeg ville gerne give den fuld gas i prologen, så man vidste hvad man kunne forvente senere… Men jeg kan godt love at det bliver vildere, når vi lige har bygget universet og karaktererne lidt op. Jeg tænker universet som en slags splatterfilm til børn. Der bliver ikke noget ubehagelig og blodig splat, men masser af vulgære og klamme elementer som indvolde, bræk, øjeæbler, tentakler, radioaktivt slim, osv. Det er på en måde en udfordring ikke at have en dråbe blod, men alligevel en masse splat. Under udviklingen af spillefilmen kaldte vi den for bodyhorror for kids, hvilket jeg selv synes var ret sjovt.
Og det leder mig jo til de sidste to spørgsmål. Det har med næste kapitel og dermed også penge at gøre. Så for det første: du har fået støtte til den her tegneserie – hvordan er det kommet i stand?
Jeg har modtaget støtte fra Nordisk Film & TV Fond, Anis og Filminstituttet til udvikling af en spillefilm. Sissel har skrevet et treatment, der nu er grundlag for tegneserien og jeg har tegnet mig frem til universet og karaktererne med hjælp fra et par andre tegnere. Men selve tegneserien laver jeg indtil videre uden støtte. Det er klart at jeg ikke kan blive ved med at lave det uden indtægt, men lige nu er jeg drevet af lysten og det er fedt… Desværre er jeg nødt til at tegne på tegneserien når der ikke er pengejobs og derfor går der laaaaang tid mellem hver episode. Jeg har også en pige på 4 år og en søn på 4 måneder og dem vil jeg bruge min fritid på. Jeg har lige introduceret min datter for det gamle ninja turtles og det hygger vi os meget med!
Og for det andet: er der mere støtte? Altså får vi med sikkerhed en hel og aldeles færdig fortælling her – gratis!? Eller skal du ud at lede efter penge til kapitel 8?
Som sagt er der ikke en forkromet plan. Jeg håber at jeg i 2019 får lidt støttekroner til at fokusere på Betsy. I sidste ende er det jo også efterspørgslen der kommer til at styre fremtiden. Jo flere der følger med, jo sjovere bliver det at fortsætte.
Jamen, til sidst vil jeg bare sige, tak Tor. Jeg glæder mig til at læse videre og følge med. Tak for tegneserien, som man jo kan læse HER!