Tegneseriefortælling om rebellen Skipper Clement er en historietime med ondt i persontegningen.
Skipper Clement levede i interessante tider, hvor magtbalancen mellem konge, kirke og adel forrykkede og forskød vores fortid ud af middelalderen og ind på sporet mod den moderne verden. For Danmark betød det opløsningen af Kalmarunionen, blodbadet i Stockholm og den langvarige konflikt med svenskerne, bruddet med den romersk-katolske kirke og det endelige dødsstød til hansestædernes handelsmonopolisering af Østersøen. Kongens fald af Johannes V. Jensen er et fremtrædende eksempel på, hvor stærke historier, der kan fortælles med udgangspunkt i den slags brydningstider.
Jørgen Jørgensen og Thierry Capezzones fortælling om den driftige skipper og senere borgerkrigsdeltagende hærfører Clement Andersøn er desværre mere en opremsning af begivenhederne end en egentlig fortælling. Trods Jørgen Jørgensens titel af formand for Storytelling Nordjylland er han ikke rigtig i stand til at trænge ned under historiens overflade og fremdrage de karakterdrevne historier, der stadig kan virke nærværende og almengyldige så mange år efter. Tingene sker bare, fordi det gjorde de, og alle personer taler med samme stemme – forfatterens, der vil forklare os, hvorfor de skete. Og næsten ingen af de mange isoleret set ganske fine historiske detaljer tjener til at drive fortællingen fremad.
Dette spejles direkte af Capezzones måde at angribe materialet på. Der er masser af detaljerede skibe og bygninger og fine loftshvælvinger, mens aktørerne fremstår flade og løse og for ofte skifter ansigtstræk og -form og kropsbygning fra billede til billede. Også på den front er den historiske korrekthed prioriteret langt højere end persontegningen; den første opgave løser tegneren fornemt, den anden grænsende til sjusk. Til hans forsvar skal siges, at der heller ikke er meget persontegning i manuskriptet at arbejde med. Til gengæld er der sporadiske glimt af noget virkelig lækker penneføring, som mest af alt bidrager til det lidt ujævne udtryk og minder om, at det kunne han altså godt gøre bedre.
Jeg ved ikke, om denne udgivelse primært er målrettet folkeskolens historieundervisning; den er i hvert fald støttet af alt muligt oplysningsnoget, og dertil kan der jo godt høre en masse bundne opgaver, begrænsninger og for få betalte timer. I den sammenhæng kunne Skipper Clement såmænd godt være et ganske udmærket forløst projekt. Men som litteratur eller narrativ er den bare ikke særlig medrivende eller vedkommende, selv om der på overfladen sker rigtig mange dramatiske ting. Meget mindre drama kunne have gjort det, hvis der havde været bare et par personer, som føltes ægte, og som vi kunne følge igennem fortællingen.
Og nej, det er ikke nok med den evindelige nutidsrammefortælling – hvornår får vi for resten en FN-resolution mod dét fortællegreb? – og en kommenterende krage, der kan krydse grænsen mellem nu- og fortid.
Karakter: 3/6
Titel: Skipper Clement
Forfatter/tegner: Jørgen Jørgensen/Thierry Capezzone
Forlag: Forlaget COBOLT
Format: 64 sider, farver
ISBN: 9788770856355
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark
Vejl. pris: 198,- kr.