De utilpassede og de misforståede og alle dem, der ikke passer ind, har en rigtig stor plads i mit hjerte, fortæller den bog-aktuelle monstertegner John Kenn Mortensen. Forfatter Benni Bødker interviewer.
Det monstrøse, det vanskabte og troldske, misfostret og uhyret har altid fascineret os.
“Det i Kiøbenhafn fødde Monstrum med 2 Hofveder, 4 Arme og 4 Been, men eet Hierte, som i Spiritus paa Konstkammeret er hensat,” kan vi læse om i et brev fra 1740’erne med sladder og nyheder fra hovedstaden. Den frydefulde afsky går ikke at skjule hos afsenderen – og har sikkert heller ikke gjort det hos modtageren.
Vi fjerner blikket fra monstret for at undgå ubehaget ved at blive konfronteret med det usunde og ækle, der måske minder lidt for meget om os selv. Og på trods af vores frygt for det ukendte drager det os alligevel uimodståeligt. Monstret pirrer alle vores mest primitive instinkter.
I John Kenn Mortensens tegninger møder vi misfostre og freaks, unævnelige ting i sprit, nisser, orker, dværge, trolde og flyvende hoveder. Her er populærkulturens klicheer, vampyrer og varulve og spøgelser, og her er den gamle folketros gengangere, underjordiske og vætter. Gerne skildret som karnevalistiske optog eller Åsgårdsreien, den vilde jagt gennem natten, der slår enhver, som ikke formår at komme af vejen, med vanvid eller død.
I John Kenn Mortensen verden er det alt sammen ægte. Alt det, vi har hørt om i eventyr og gys, er virkeligt. Meget sigende forestiller en af hans tegninger et elementkøkken i et parcelhus med opvaskestativ, sæbeskål og en dreng med morgenhår, der har hentet sig et glas vand. Han står med ryggen til vinduet, hvor en flok monstre med hæslige grin og kolde øjne stirrer ind på ham for tilsyneladende at diskutere, hvilken kropsdel de først skal fortære. I princippet ligger beskuerens identifikation hos drengen. Det er ham, der er et normalt menneske. Han er som os. Og alligevel er det, som om sympatien ligger hos monstrene. Det er dem, der er de spændende. Det er dem, der kigger ind på den fremmedartede verden.
Det er os, der er de fremmede.
Du kalder de væsner, der optræder i de fleste af dine tegninger og bøger, for monstre. Som regel har de også alle det monstrøses kendetegn; deformiteter, hugtænder, horn osv. Men ikke sjældent er de tegnet med så stor sympati, at man alligevel bliver i tvivl, om de virkelig ér monstre?
Jeg ser dem til dels som monstre. Men jeg finder også rigtig meget tryghed og ro i dem. Nogle af de monstre, jeg tegner, er onde og menneskeædende, andre er en forlængelse af min forståelse af verden. Altså, jeg tegner monstre med forskellige historier. De onde er nok dem, der repræsenterer det, jeg ikke kan lide og ikke forstår, og de “gode” er dem, jeg finder trøst i, og som hjælper mig mod de onde. Så det hele kan blive sort og hvidt og forståeligt, og man kan vælge side, og der ville jeg rigtig gerne vælge den gode side … Selv om jeg tror, det er de onde, der vinder. Men jeg er romantiker og vil gerne gå ned med æren og integriteten i behold.
Hvad er det for monstre, der er gode?
Det vil jeg ikke fortælle. Det ville ødelægge spændingen.
I virkeligheden tænker jeg, at der lige så ofte er tale om utilpassede (de misdannede, de anderledes, freaks). Det er sjældent, at normaliteten viser sig i dine tegninger. Det kan godt være, at der optræder en sød dreng i bare fødder og matrostøj, der som alle raske drenge leger med sin snurretop, men hans øjne er tomme, og han sidder på hovedet af et blindt, behåret monster.
De utilpassede og de misforståede og alle dem, der ikke passer ind, har en rigtig stor plads i mit hjerte. Det jeg laver, er tit også en trøst til dem. Jeg vil gerne give dem et håb og en erklæring om, at jeg ser dem og forstår dem og accepterer dem. Jeg var selv et mærkeligt barn. Et meget mærkeligt barn! Det er tit, at de bliver overset i kulturen. De har ikke rigtig plads nogen steder. Det er meget angstprovokerende ikke at passe ind i den verden, man bliver præsenteret for igennem livet. Jeg vil gerne præsentere dem for en anden verden.
Var gyset på den måde en udvej for dig som barn?
Det var det og er det stadigvæk. Det er for mig et meget trygt sted. Det er et tilflugtssted, jeg også benytter mig af, når virkeligheden driller. Det er en ekstra verden, jeg har adgang til, og jeg vil gerne dele den med dem, der ligesom mig mangler et sted. Når man føler, man har fundet noget fantastisk, vil man jo gerne dele det med folk, man elsker og holder af. Og jeg tror, det har meget at gøre med, hvorfor jeg laver det, jeg laver. Jeg har fundet et sted, men jeg har også brug for selskab og for, at andre ser det. Så bliver det mere virkeligt og ikke bare noget oppe i mit hoved.
Hvis man synes, man ikke passer ind eller har et fællesskab, kan man finde forløsning mange steder. Hvorfor blev det netop gyset for dig? Hvad var din vej dertil? Man kunne godt komme til at tænke på eventyr med de mange børn med alt for store hoveder og gammeldags tøj, der er som trådt direkte ud af brødrene Grimm, som optræder rundt om i dine tegninger.
Eventyret har spillet en stor rolle, men kærligheden til gyset kommer fra noget meget mere hjemligt. Det kommer fra min søster og to kusiner. De dyrkede gyset, og jeg blev som den yngste ufrivilligt draget med ind i det og var den bedste prøveklud i forhold til, hvordan man bedst muligt skræmmer livet af et lille, forsigtigt drengebarn. Det blev en måde at være sammen med dem på. Men jeg tror også, der var en nysgerrighed overfor gyset før det. Jeg har altid været tiltrukket af det mørke og det obskure. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra.
Hvad har ellers spillet en rolle?
Count von Count fra Sesame Street spillede en væsentlig rolle. Han skræmte livet af mig, men jeg nærmede mig hen ad vejen, som sådan et lille barn i selskab med en hund, hvor barnet gemmer sig bag forældrenes ben og så langsomt kommer frem og bevæger sig tættere og tættere på hunden, hvor til sidst barnet kæler for den, og de bliver bedste venner. Count von Count var også min første tatovering. En anden ting, og måske den største, er den visuelle tiltrækning. Jeg er et meget visuelt orienteret menneske. Jeg kan huske at stå på tankstationen og kigge på gyserfilm, VHS’er, og forstille mig, hvad de film handlede om. Jeg havde en idé om, at der var mere på spil end i Bamses billedbog og Bennys badekar. Det var også det visuelle, der fik mig ind i rollespil og fik mig til at læse. Never judge a book by its cover har jeg aldrig levet efter. Amerikanske paperbackgyserbøger var så pisseflotte, og jeg måtte simpelthen finde ud af, hvad de bøger indeholdte. Så jeg blev tvunget ud i at læse på den måde. Jeg tror også, det har noget at gøre med at tegne. Jeg har altid tegnet, og gyseren var i 80’erne tegnet. Covers til VHS og bøger var illustrationer, og det tiltalte mig meget.
Nu siger du amerikanske paperbacks og gyserfilm, men den slags avancerede sager var, som jeg husker det, ikke ligefrem noget, man faldt over på 1980’ernes Lolland?
Den lokale tankstation havde et rigtig godt udvalg af Roger Corman-film, og dér blev der ikke gået på kompromis med forsiderne. De havde også A Nightmare on Elm Street, og DE var faneme flotte! Det viste sig senere, at de rent faktisk kunne leve op til deres forsider, hvilket Roger Corman-filmene absolut ikke kunne. Så tankstationen var der, hvor jeg fik min største indsprøjtning. Rollespil og bøger kom senere, men dengang havde Nykøbing rigtige boghandlere med flere bøger end penalhuse. Og så kan jeg huske en tur til USA, hvor jeg har brugt en halv dag i en boghandler i et strip mall på at stå og glo på gyserbøger og forestille mig langt ud i evigheden. Selv Brugsen i Nykøbing havde en lille hylde med VHS-film. Fra den hylde kan jeg huske coveret til Carrie. Det sad fast og brændte! Jeg husker bare Sissy Spacek indsmurt i blod stirre på mig med de sindssygeste øjne.
Forsiderne til de der pulpede ting har også altid optaget mig mest. Jeg bliver ved med at købe dem, selv om jeg udmærket ved, at indholdet sjældent lever op til forestillingen.
To meget oversete forfattere, der aldrig skuffer, hvor cover og indhold danser sammen i en blodig tango, er Guy N. Smith og Richard Laymon. Men ja, forestillingen om indholdet har inspireret mig helt sindssygt meget! Det var også coverne og forestillingen om indholdet, der inspirerede mig til at lave Post-it-monstre. Det at man bare kunne have et lille dryp fra en historie uden en skuffende slutning. Hvor man selv kan putte en masse ting ind i billedet.
Hvad har ellers inspireret dig visuelt? Du har jo en meget distinkt stil, men derfor er der alligevel nogle navne, der dukker op. Fx Edward Gorey og Theodor Kittelsen.
Gorey har været en stor øjenåbner for mig. Det gik op for mig, at man bare kunne tegne, som man føler det, i stedet for at tegne “rigtigt”. Og uden alle de der farver. I mine tidlige år har heavy metal-covers også været en stor inspiration. Allermest Iron Maiden. Og ja, Kittelsen har også haft stor indflydelse på mine tegninger, bevidst og ubevidst. Jeg bliver også meget inspireret af Junji Ito og hans sindssyge tanker. Ellers prøver jeg at blive så lidt som muligt inspireret af den visuelle kunst og trækker mere på musik og natur og litteratur. Det danske vejr er noget af det mest inspirerende.
The Gashlycrumb Tinies af Edward Gorey
Du fremstod vældig færdigudviklet, allerede da du debuterede med Post-it-monstre.
Der har været en udvikling, men en meget ubevidst udvikling, da jeg aldrig er blevet skolet i at tegne. Jeg har bare prøvet at få visionerne i mit hoved til at passe ind på papiret. Men det er nok mest mine ideer og universer, der udvikler sig, mens mit håndværk bliver bedre med tiden. Man finder altid en ny måde at tegne træer på. Mine træer udvikler sig.
Vi kommer ikke udenom også at tale om black metal. Du har både en serie af “Birds of Black Metal” og “Brides of Black Metal”. Man fornemmer, at du har et forhold til genren?
Det har jeg i den grad! Populærmusikken er klam og forfærdelig og uden noget indhold. Jeg hører meget musik. Musik betyder helt utrolig meget for mig, og det har det altid gjort. Det er også den største kilde til inspiration. Jeg får de fleste ideer og løser de fleste problemer med musik i ørerne. Metalmusikken er nok også den, der fylder mest i min samling. Det startede med Guns N’ Roses, og så kørte det videre med Iron Maiden og Metallica, og så dykkede kliken ned i dybderne med Obituary og Death, og SÅ kom black metal, og den havde tilmed en interessant historie med sig. Jeg elsker også det visuelle i black metal og metal generelt, men Roy Orbison er nok der, hvor jeg hænger min hat.
Black metal er en genre, der i den grad tager sig selv alvorligt. Går man med på legen, kan genren være ekstremt stemningsskabende, og ellers er den dybt latterlig. Din brug af black metal er mest ironisk?
Ja, men det er ikke tilsigtet. Jeg har utrolig svært ved at tage noget som helst seriøst hele vejen. Det er noget, der ærgrer mig. Jeg har brug for at punktere alt med ironi eller sarkasme. Humoren er noget, der ufrivilligt er med i stort set alt, hvad jeg laver. Jeg mener dog, at grinet er verdens bedste medicin. Jeg er stor misbruger af det. Men jeg kan sagtens gå ind på legen, når jeg har det for mig selv. Det fede ved black metal i begyndelsen var, at den ligesom forenede to ting, jeg er vild med; metal og true crime. Jeg elsker true crime!
Hvad med gyset fra virkeligheden, spiller det en rolle?
Jeg er et meget bange menneske. Og hverdagen skræmmer mig meget! Frygten for at stå ansigt til ansigt med en vampyr opløfter mig og gør mig glad, men hverdagens gøremål og små bitte udfordringer skræmmer mig fra vid og sans. De store ting skræmmer mig ikke så meget, men hverdagen og de mennesker, der er i den … Dét skræmmer mig!
Hvordan oplevede du det første gang?
Jeg har været omkring ti år og var alene hjemme en tidlig aften. Min far var på arbejde, og min mor var til forældrekonsultation, men det var ikke noget, jeg tænkte over. Jeg havde endnu ikke opdaget konsekvenserne af mine handlinger eller mangel på samme i mit skoleliv. Det var et helt andet liv, end det jeg førte derhjemme. Det er tirsdag, og jeg ser Jens Lyn i fjernsynet, da jeg kan høre nogen græde. Det kommer fra vores indkørsel. Jeg lytter efter med en smule angst, men på det tidspunkt tror jeg, det er mine ører, der spiller mig et puds. Så kommer en voldsomt overvældende lyd af en grædende kvinde. En stortudende kvinde. Lige uden for vinduet. Lige i vores indkørsel. Jeg bliver så pissebange. Der er ikke noget mere skræmmende end at høre et voksent menneske tude, når man er barn. Dengang var det kun børn, der tudede. Jeg gemmer mig under et lille bord i hjørnet af stuen ved siden af sofaen. Jeg kan høre den tudende kvinde gå frem og tilbage i indkørslen. Jeg håber, hun vil forsvinde, eller at min mor eller far vil komme hjem og jage hende væk. Jeg havde ingen sympati for hende på det tidspunkt. Jeg havde ikke overskud eller mod til at spekulere over, hvorfor hun var ked af det, eller hvordan jeg kunne hjælpe hende. Pludselig hører jeg hende gå hen til vores hoveddør. Hun går ind i vores hus. Jeg er panisk angst. Hun stormer gennem stuen og ud på badeværelset. Jeg er så sindssygt bange, at jeg slet ikke kan være i mig selv. Så går det op for mig, at det er min mor. Det beroliger mig lidt, men jeg er stadigvæk bange. Hvorfor græder min mor så voldsomt? Det var naturligvis, fordi hun var blevet konfronteret med den sandhed, at jeg aldrig havde lavet mine lektier. Mine forældre troede, at jeg aldrig havde lektier for, da jeg havde fået dem overbevist om, at vores klasse skulle være med i et eksperiment, hvor vi lærte det, vi skulle i skolen og derfor ikke havde lektier for. Jeg havde intet begreb om, at de nogen sinde ville finde ud af det, men selvfølgelig gjorde de det. De fandt ud af, at jeg var en lille løgnhals, der hverken kunne stave eller regne. Siden den dag har en dårlig samvittighed sat sig fast i mig. Den og et voldsomt stort had til Jens Lyn og tirsdage. I dag har jeg det fint med tirsdage, men jeg hader stadig Jens Lyn.
Der er i det hele taget noget med børn, ikke? Den der alder, hvor grænserne stadig er diffuse. Når man ser dine tegninger, kunne man ligefrem spørge, om børn er farlige?
Jeg elsker at gøre dét, man ikke skal være bange for, uhyggeligt. Når det forudsigelige og tilregnelige bliver utilregneligt. Når det hjemlige bliver uhjemligt. Når uhyggen kommer helt tæt på. Vi kender børn og ved, hvordan de opfører sig, men hvis de så bare står der og glor på én … med sådan et blik, man ville få fra en gal hund … så bliver det rigtigt fedt. Der er også det med, at man siger: Det er så let som at stjæle slik fra et barn. Men hvad nu hvis barnet kan få dig til at gå i brand med tankens kraft? Det er sgu da uhyggeligt. Når det genkendelige bliver ugenkendeligt, og normerne og grænserne bliver udvisket. Det elsker jeg.
Går du decideret på jagt i mytologi og overtro for at finde næring?
Jeg tager, hvad jeg synes, jeg kan bruge. Jeg lader mig inspirere meget af folklore, men det er sjældent, jeg laver det én til én. Der er mange forskellige kilder, jeg bruger til inspiration, og folklore er en af dem. Nordens folklore er den bedste, men Japan har også en skattekiste af godter. Dæmonologi er også et sted, man kan finde nogle tvivlsomme individer.
Blander du så det hele?
Jeg blander det sammen med, hvad der lige passer oppe i mit hoved. I De utilpassede tog jeg den gamle, traditionelle vampyr fra Østeuropa og satte den ind i min barndom. Det var sjovt og fantastisk! Men jeg blander aldrig to mytologier sammen. Det bliver enten helt efter bogen eller til en tegning, hvor jeg har ladet mig inspirere og taget det med, jeg kunne bruge.
Det generer altid mig, når man blander mytologier sammen, omvendt synes jeg, at der er noget fascinerende over Marvels facon, hvor man rask væk tager Tor og Odin og de græske guder og klasker det hele sammen …
Åh gud … Det kan jeg ikke tåle!
Din brug af gyset minder mig om et citat fra Stephen Kings bog om genren: “The business of creating horror is much the same as the business of paralyzing an opponent with the martial arts – it is the business of finding vulnerable points and then applying pressure there.” Lyder det genkendeligt?
Ha, ha, ja, i den grad! Jeg elsker, når man har fundet the weak spot, så trykker jeg til. Jeg gør det også med mig selv. Jeg boede engang alene i et sommerhusområde midt om vinteren. Der var ingen mennesker eller noget lys fra huse eller gadelygter. Jeg gik en kilometer fra bussen om aftenen i mørke med en Nefalygte. Det var pisseuhyggeligt, og jeg kørte mig selv op til et punkt, jeg ikke kunne komme tilbage fra. Men næste dag, når dagen gryr, griner man jo og kigger alle de steder, man ikke turde kigge om natten, og det giver et kick. Det er fedt at presse den så langt som muligt, så længe man kan punktere den til sidst.
Interviewet stammer fra John Kenn Mortensens bog Monstre, der udkom 1. december. Bragt efter aftale med forlaget Aben maler.
