Kongen og munken
Kongen og munken lægger sig tungt et sted mellem pligtlæsning i folkeskolens mellemste klasser og en af den slags konfirmationsgaver man får fra en fjern slægtning, der synes, ungdommen af i dag trænger til noget mere dannelse.
Man kan næsten forestille sig et af de første møder med ideudvikling til Kongen og Munken, hvor de gode ideer har stået i kø. Den kontroversielle Christian 2.’s regeringstid skulle være omdrejningspunktet, men hvad skulle så mere med? Kalmarunionens opløsning! Kongens affære med den borgerlige Dyveke! Det stockholmske blodbad! Felttoget i Ditmarsken! Belejringen af Stockholm Slot! Martin Luther og overgangen fra katolicismen til protestantismen! Proformaægteskabet med Elisabeth! Hans Tausens rolle! Og hvad med Skipper Clement?
Mon ikke der havde været rigeligt stof til en tv-serie på et par sæsoner? Jørgen Jørgensen og Frank Rechter har dog kun fået 75 siders tegneserie til at få alle disse begivenheder fra perioden 1499 til 1536 til at folde sig ud på. Jeg vil ikke afvise, at det måske godt kunne være lykkedes, men det gør det desværre ikke i dette tilfælde. Konsekvensen er, at der ingen plads er til indlevelse eller nogen videre personkarakteristik i den hurtige skøjten hen over de historiske højdepunkter.
Teksten leveres gumpetungt og uden flair for tegneseriens virkemidler. Her et eksempel fra et af slagene mod svenskerne under ledelse af hærfører Sten Sture. Scenen indledes med en lang forklarende tekstboks, afsluttende med teksten: ”Under slaget bliver Sten Sture ramt af en dødbringende kugle.” Illustrationen viser en kampscene mellem danskerne og svenskerne. På næste billede bliver Sture ramt og en soldat udbryder: ”Sture er såret!!” Det tredje billede viser Sture på en hestevogn, hvor han bekymret siger: ”Bare der ikke går koldbrand i såret!” Så følger et overbliksbillede fra Stockholm, der indledes med en længere forklarende tekstboks begyndende med: ”Sten Sture dør 3. februar på vej til Stockholm”.
Det virker næsten som om illustrationerne er i vejen, så forfatterne sørger for at det hele på forhånd bliver pindet ud. På den måde står teksten ofte i vejen for både billederne og spændingsopbygningen, når Jørgensen og Rechter vil sikre sig, at intet kan misforstås. Samtidig er det et godt eksempel på, at de vil have så meget med som overhovedet muligt, og derfor koncentrerer det så meget, at de lige så godt kunne have nøjedes med at skrive det hele i tekstform. Dyvekes død får 2/3 side, naturligvis indledt af en tekstboks, der forklarer, at hun dør. Så hører man råb igennem et vindue, der fortæller præcis dette, hvorefter et par hoffruer udbryder: ”Hulk! Hvilken ulykke!”, bare hvis man skulle have været i tvivl. Humoren kan ligge på et meget lille sted, og de færreste i målgruppen vil nok fange, at en plyndringsliderlig soldats udbrud ”Ulven kan li’ nam-nam” henviser til en gammel Peter Belli sangtekst.
Der er ingen tvivl om, at de mange dramaer i denne periode af Danmarkshistorien hver for sig snildt kunne have båret et album alene. Derfor må Jørgensen og Rechter også konstant binde det hele sammen med massive forklarende tekstbokse, når der flittigt springes i tid eller sted. Mest fokuseret bliver Kongen og munken da Christian 2. rejser til Nederlandene og de tidligere fysiske kampe med svenskerne og tyskerne nu afløses af en religionskamp mellem den katolske kirke og opkomlingen Martin Luthers tanker, som vinder gehør hos den danske konge.
Thierry Capezzone har helt klart fortjent bedre tekster at arbejde med, og det er synd, han ikke har fået en kvalitetsbørneserie a la Peyo at arbejde med i stedet. Det er nemlig mere end almindeligt solidt håndværk, som Capezzone og Vince Deporter leverer. Meget overbevisende miljøskildring i en letlæselig, børnevenlig stil. Det kan dog godt genere, at Christian 2. stort set gennem hele albummet render rundt med det samme irritable ansigtsudtryk. Det liv, som de to tegnere ret flot puster ind i baggrunde og miljøskildring, når aldrig ind bag personernes ferske og ensartede ansigtsudtryk. Dertil er det decideret flot, når de slår sig lidt mere løs i en drømmesekvens. Der kunne man godt ønske sig, at hele albummet levede på samme flotte måde.
Jørgensen og Capezzone stod også bag fortællingen om den samtidige Skipper Clement sammen med Chresten S. Christensen, og de to album hænger næsten sammen, da slutningen på Kongen og munken er så abrupt, at man tror, der må være faldet et par sider ud. Det er dog ingen fejl, men i stedet følger tre sider, der kunne være trykt i en gennemsnitlig historiebog, hvori Grevens fejde opsummeres, afsluttende med en lille reklame for Skipper Clement. At afslutte fortællingen med en tør historiebogsgennemgang af Grevens Fejde, viser tydeligt, at Kongen og munken gaber over langt mere end den kan klare.
Kommer man til at stifte bekendtskab med Kongen og munken i folkeskolens historietimer, så skal man da nok komme igennem, men hvis den pakkes ud på gavebordet til konfirmationen, så tror jeg den kommer til at samle støv på hylden. I stedet kan man håbe DR kaster sig ud i en tv-serie i 12 afsnit, der på mere retfærdig vis kan puste liv i begivenhederne i forbindelse med Christian 2.’s regeringstid.