Black Panther: Afro-futurisme og kødhylstre

Sort panter-snak: Sabrina Vitting-Seerup og Malene Minyoung Lee Landt diskuterer Black Panther-filmen i et repræsentationsperspektiv.

Superheltefilmen Black Panther er pt. en enorm succes hos både publikum og kritikere, og udfordrer tesen om at der skal helst skal stå hvide mænd og kvinder øverst på plakaten for at lokke masserne i biografen. Men hvor god er den sorte panter-film egentlig, og i hvor høj grad bryder den nyt land? Vi har sat superheltefan og repræsentationsforsker Sabrina Vitting-Seerup og Malene Minyoung Lee Landt, der er velbevandret i afrikansk-amerikansk litteratur, til diskutere den første sorte superheltefilm.

Spoiler warning! Ting og sager fra filmen afsløres og diskuteres her. 

Malene:

Jeg fik lyst til at se Black Panther, fordi jeg selv er en racemæssig minoritet, helt præcist er jeg koreansk-århusiansk, i det håb, at jeg ville føle mig empowered, når jeg forlod Cinemaxx ^.^ Det synes jeg nu ikke var tilfældet, men jeg var godt underholdt. Det er Ikke såååå let at sammenligne en superheltefilm med Toni Morrison, som for mig er indbegrebet af African-American kultur. Jeg har skrevet speciale om Asian-American litteratur, og det bygger på den African-Americanske kanon, så derfor har jeg høvlet alle hovedværkerne igennem. Min vinkel er primært litterær og kulturel og på racedelen. Jeg har ikke rigtigt set superheltefilm før, så jeg kan ikke se alle referencerne, men jeg forstår selvfølgelig genren som koncept. Rent visuelt og æstetisk var jeg meget betaget. Og jeg så den også i Imax 3D, uhhhh, hvilket jeg heller ikke havde prøvet før.

Sabrina:

Jeg er jo både superhelte-fan og repræsentationsforsker, så jeg følte mig totalt i mit es! Som Marvel-superheltefilm er det lidt ‘gammel vin på nye flasker’, omend det er fedt at se noget mainstream afrofuturisme i form af Wakandas sci-fi følelse.

Jeg var ret vild med de små ‘tip med hatten’ filmen gav til The Black Panther Party og ‘Black American History’, bl.a. igennem skurken Killmonger. The Black Panther Party kæmpede for sortes rettigheder under en marxistisk fane i 1960’erne og 1970’erne, og var mest kendt for deres militaristiske udtryk med barrett og gevær som standard uniform. De startede som et opgør med politivolden mod den afro-amerikanske befolkning i Oakland, så da vi tidligt i filmen ser et klip fra Oakland, hvor en fra Wakanda er begyndt at indsamle våben til oprør, sad jeg og hoppede af begejstring i mit sæde.

Vores skurk er også opvokset i Oaklands slumkvarterer, og han fremstilles som en, der ikke tror på det gode i mennesker, men kun på vold og oprør. Det så jeg som en klar kommentar til, hvad der kan ske med nogle af de mennesker, der efterlades i voldelige ghettoer uden håb. Det var dog også dejligt, at filmen så ikke kørte violinerne på, men stadig fremstiller skurken som netop en skurk, der skal stoppes. Selvom jeg følte empati over for Killmongers situation, så havde han ikke min sympati – han skulle stadig have tæsk af Black Panther, uden tvivl!

En sidste ting, der gjorde mig ret begejstret for Killmonger [SPOILER!!!] var hans dødsscene. Han beder om at blive begravet til søs sammen med de af sine forfædre, der sprang over bord, når de blev transporterede på tværs af Atlanten for at blive gjort til slaver i Amerika. Dem føler han mere sammenhold med, end de af sine forfædre, der overlevede og kom til USA, eller de af hans forfædre [MERE SPOILER!!!] der er fra Wakanda. Det er vanvittig trist, at han tror på død som det ultimative oprør, men det forklarer mange af hans handlinger, at han ser verden sådan.

Det, jeg synes er spændende ved Black Panther, er tværtimod den klare politiske holdning, for det er noget helt nyt fra Marvel.

Ja, som du nok kan høre er jeg meget mere oppe at køre over alt det, der sker i baggrunden og mellem linjerne, end action-scenerne. Der er fx en sort SUV-biljagt igen-igen-igen, men det skal der vist være i hver tredje Marvel-film. Det er også et ret klassisk plot: Den nye prins kommer til magten og skal vælge, om han vil være progressiv eller konservativ: Vil han gøre alt for at hjælpe så mange som muligt, og sætte sig selv og sit folks livsform på spil, eller vil han bygge mure og passe på folket, som de altid har gjort det?

Det, jeg synes er spændende ved Black Panther, er tværtimod den klare politiske holdning, for det er noget helt nyt fra Marvel. Filmen vælger klart side, og om man er enig eller ej, så er det ret spændende. T’Challa, vores hovedperson, slutter jo simpelthen filmen med at bede verdens ledere om at “build bridges, not barriers”. Med Donald Trump som præsident i USA og de europæiske landes håndtering af ‘flygtningekrisen’ i baghovedet, er det et stærkt statement.

Derudover tager filmen jo udgangspunkt i en række afrikanske kulturer, frem for i angelsaksisk-vestlige, som de øvrige Marvel-film, og det synes jeg også, gør filmen interessant. Måske fordi jeg ingenting ved om afrikanske kulturer…

Malene:

Jeg er enig med dig, Sabrina, men det er også lidt en skam, at det
let bliver simplificeret i dichotomier eller modsætninger. Filmen er et oprør
mod racistiske samfundsstrukturer, den er nutidig, samtidig med at den med
sin afrofuturisme også vil vise en vej frem. Det er et klart power greb at de
’fattige sorte’ er ‘bedre’ end de ’hvide rige’ i slutscenen i Østrig.

Men det er det jo stadig hvide vs. sorte, så strukturen forbliver den samme. Men det er måske også for meget at forlange af en superheltefilm? Hvis man vil omstyrte en struktur, skal man så gøre det på den eksisterende strukturs præmisser? Det er i hvert fald det, der sker i filmen, som så kun er subversiv indenfor kendte rammer.

Det er det jo stadig hvide vs. sorte.

Afrofuturismen som begreb er interessant og jeg ser, hvorfor den er så fristende og anvendelig i filmens univers. Det er som om, den giver carte blanche til at blande på tværs af alt, historisk tid, racer, køn.

Den personificeres i vores helts lillesøster, Princess Shuri, som er filmens pendant til James Bonds tech-fixer. Art directoren har haft det sjovt, for Shuri er iklædt en blanding af asiatisk tøj og hendes frits er inspireret af Princess Leias. Og Wakandas livgarde er kvindelig og har et rødt amazone outfit på, der består af metallet vibranium, som er grundlaget for Wakandas hemmelige rigdom. Der er hele tiden noget med Asien indblandet, i det vibranium optager modstanderens kraft og gør den til sin egen. Så når helten T’Challa får bank, gør det ikke noget, fordi hans rustning opsuger kraften og kan give den tifold tilbage. Det er ideologien bag asiatisk kampsport: brug modstanderens styrke og kraft til din egen fordel.

Wakandas befolkning udgøres af 7 stammer med hver sit visuelle udtryk. Tilsammen udgør de den etnografiske lægmands våde drøm. For her er dragter og udsmykninger, som er asiatiske fremfor afrikanske og her er Jabarierne gamle skinddragter blandet med flodfolkets turkis jakkesæt. På et tidspunkt refereres der til den indiske abegud Hanuman. Så der fægtes i mange retninger.

(Apropos afrofuturismen, så er filmens stærkeste og mest fysiske tegn, den måde wakandaerne hilser på hinanden. At krydse sine arme, trækker bagud i tiden, ja, er næsten arkaisk, hvorimod at vise sin underlæbe frem er sådan en ret mærkelig gestus i sig selv, meget intim, samtidig med at det peger frem i tiden, idet der indeni læben glimter en form for kode i vævet, som identificerer een som en ægte wakandaer.)

Der er et eller andet anakronistisk og eksotiserende ved universets fysiske udtryk.

Der er et eller andet anakronistisk og eksotiserende ved universets fysiske udtryk og jeg synes det er off. Sådan et greb er ok i fx Star Wars’ univers, fordi det er 100% fiktivt. Men selv om Black Panther er en tegneseriefilmatisering, så foregår den i Afrika og har en klar politisk side. Det bliver postulat-agtigt og ikke ordentligt forankret. Og det er her, at den blanding forekommer lidt mærkelig. For i mine øjne har filmen et større ansvar.

Det gælder også lydsiden. Jeg er klar over, at det er den hyper hypede Kendrick Lamar, der har lavet det meste af musikken. Her kunne jeg godt have brugt noget mere organisk lyd. Når vi til T’Challas kroningsceremoni på bjerget panorerer over Wakandas 7 stammer skulle der i min bog have været fuld skrue på polyfonien. Der findes mange bindestregs-afrikanske kunstnere både med lyd og æstetik, som fint kunne have matchet sådan en scene. Fx belgiske Zap Mama, franske Les Nubians (som forøvrigt har dyrket et afrofuturistisk udtryk de sidste 10 år) eller amerikanske Bobby McFerrin. Men det kan igen være mit eget behov for autenticitet – og alene min brug af ordet ‘organisk’ vidner om, at det er noget jeg forbinder med Afrika. Det er jo ækelt i sig selv.

Jeg savner en samlet æstetik for filmens visuelle og lydmæssige indhold.

Det er for resten et politisk statement af rang, at traileren bruger Gil Scott-Herons spoken word piece fra ‘71 The Revolution will not be Televised. Et nummer som den rigtige politiske bevægelse Black Panther brugte og identificerede sig med. Det er ærgerligt, at det ikke er en del af selve soundtracket, for det ville have styrket det. (Forøvrigt et vanvittigt fedt, jazzet nummer, tjek det ud.)

Jeg savner en samlet æstetik for filmens visuelle og lydmæssige indhold. Den stritter i for mange retninger i sin historieløse famlen. Det bliver lige lovlig postmoderne og fragmenteret for min smag.

Sabrina:

Ja, på den måde er det et nyt perspektiv… Derfor vil jeg gerne stille dig et provokerende spørgsmål, Malene: Spiller instruktørens hudfarve en rolle her?

Malene:

Det må man slet ikke spørge om… det er noget pjat. Men ja, det er en sort mand, Ryan Coogler.

Kazuo Ishiguro, som lige har modtaget Nobel-prisen i litteratur, er jo brite, men født i Japan. Hvis man kigger på hele hans ouevre, så er den superbritisk. Tænk på fx Resten af dagen, filmatiseret ikonisk med Anthony Hopkins som butleren i mellemkrigstiden England. Det er kun to af hans værker, som foregår i Japan, og alligevel er det som om manden ikke kan løbe fra sit udseende. Hvad ville vi fx sige til, hvis Toni Morrison havde modtaget sin Nobel-pris ud fra en primært hvid ouevre? Nej vel? Er det virkeligt så forholdsvist primitivt, at vi tænker at vi ikke bare skal do the part, men også i høj grad, look the part, for at være autentiske, for at folk vil tro på os? Jeg så fx for nylig Hidden Figures, en historisk film om sorte kvinder i NASA, instrueret af en hvid mand. For mig at se var den fuldt ud troværdig.

Sabrina:

Jeg er delvist enig med dig.

Først og fremmest, så har man selvfølgelig lov til at lave hvilken som helst film, uanset ens hudfarve, baggrund, køn, seksualitet, osv.  Man er ikke begrænset til visse historier, pga. det kødhylster, man tilfældigvis er født med, omend megen forskning viser, at instruktørens navn og krop påvirker publikums forventninger og dermed måden de ser filmen på.

Derudover synes jeg, det er vigtigt, at vi ikke lægger hele repræsentationsbyrden på de marginaliserede i samfundet. Der mangler en hel masse fortællinger, hvis du spørger mig, nu både tegneserier, film, bøger og TV i så mange år har været domineret af en bestemt type hovedrolleindehaver. Der er ved at ske et skift, helt sikkert. Fx var top tre på Hollywood’s box office liste sidste år alle sammen (hvide) kvindelige hovedrolleindehavere (Star Wars, Wonder Woman og Skønheden og udyret, hvis du skulle være nysgerrig). Men der er ikke sket nok endnu til at skabe lige repræsentation. Jeg er overbevist om, at hvis vi skal fylde det ‘hul’, tidligere tiders og den nuværende mangelfulde repræsentation har efterladt, er vi nødt til at arbejde sammen. Selvfølgelig kan fx en hvid kvinde bruge sin empati og sit gode hoved til at opsøge spændende historier om og erfaringer fra sorte mænd og give dem videre i en bog/tegneserie/film. Fantasien er jo også et fantastisk instrument til at flytte bjerge, men…

Det er vigtigt at huske på, at vi kun kan se verden med vores egne øjne og derfor tit overser ting, der ikke ‘vedrører’ os. Vi filtrerer jo verdens mange oplysninger, når vi går ud i livet, og der vil være mange ting, kun bestemte kroppe udsættes for. Jeg var fx helt rystet første gang, en god ven fortalte mig om den ‘hygge-antisemitisme’, han så tit blev udsat for i København. Det havde jeg aldrig forestillet mig kunne ske – og det er jo klart. Min ateistiske bagdel bliver ikke udsat for den slags. Det ville derfor aldrig falde mig ind at fortælle en historie, hvor den slags sker, fordi det i min verden aldrig sker.

Det korte og det lange er, at selvfølgelig burde det ikke gøre en forskel, at instruktøren til Black Panther er afroamerikaner, og selvfølgelig gør det en forskel, at han er det.

Selvfølgelig burde det ikke gøre en forskel, at instruktøren til Black Panther er afroamerikaner, og selvfølgelig gør det en forskel, at han er det.

Malene:

Subversiv eller ej, så er det fedt med en hvid sidekick, fremfor at det altid er the Token Minority. I fx Gilmore Girls har datteren jo en Token Asian friend. Men i Black Panther, så reproducerer filmen også bare matricen, nu blot med omvendt fortegn og hvor langt er vi så lige nået?

Hvis vi samtidig ser på målgruppen, teenagedrenge, som jeg pt. underviser, og som forøvrigt er meget repræsentative  diversitetsmæssigt forstået på den måde, at de både taler min. 3-4 sprog, har flere statsborgerskaber, har boet i udlandet og er mixed race flere af dem, så æder de filmen råt, når de krydser deres arme og viser deres underlæber til hinanden. De synes bare, det er en fed film med en fed helt og tænker ikke over repræsentation.

Sabrina:

Det er bestemt heller ikke for at sige, at alle film bare skal være som Black Panther, og så er alt godt. Det her er forhåbentlig bare en åbning, der lader andre meget mere spændende filmprojekter komme igennem til et publikum.

Det her er forhåbentlig bare en åbning, der lader andre meget mere spændende filmprojekter komme igennem til et publikum.

Mht. repræsentation på film, så tror jeg på, at vi minimum skal igennem tre faser: Først konkluderede vi, at et helt sort cast til en superheltefilm er tosset. Jo, vi kan da godt lige klemme Blade in her og en Spawn der, men Black Panthers persongalleri var helt utænkeligt i mainstream-Hollywood i 1990’erne (men der findes selvfølgelig en masse indie-film, der gør noget lignende).

I næste fase, som jeg tror på, vi er på vej ind i nu, hædrer vi, at man kan lave en superheltefilm med et sort cast, som Black Panther. Vi (og det inkluderer i høj grad mig), hælder alt den gamle vin på nye flasker i stor eufori over, at vi overhovedet får lov til at få en ny etiket. Næste trin bliver forhåbentlig, at vi er møg ligeglade med sorte/kvindelige/transkønnede/handikappede superhelte. Bare det er en god historie og et fedt visuelt udtryk med masser af action, så er vi på!

Malene:

Det er ækelt med hædringen…

Sabrina:

Det er smadder ækelt! Og jeg er muligvis den mest ækle i hele Danmark på det her punkt, for jeg lapper det i mig og synes, at gamle arketyper pludselig er voldsomt interessante, bare fordi en sort kvinde spiller generalen, der følger autoriteterne, i stedet for at en hvid, midaldrende mand i uniform gør det. Det er da ækelt, for det burde ikke gøre en forskel. Men det gør det altså – i hvert fald lige nu. Det gør en forskel, fordi det er beviset på en udvikling, at det nu kan lade sig gøre. Jeg kender fx ikke ret mange andre actionfilm med to sorte kvinder på skærmen med mere end 2 replikker hver, og det har vi pludselig her. Så er vi mange, der tænker: ENDELIG!!! Men jeg håber da, at mine børn ser tilbage på min opførsel i denne her tid og griner af mig, for intet kunne da være mere ligegyldigt end folks kødhylster…

---