Motor Crush vol. 1
Holdet bag Batgirl giver den gas med hæsblæsende og (måske) kontroversiel action-serie fra Image.
”To imagine black people in the future is still a radical act,” sagde John Jennings, prisvindende tegner og med-redaktør af antologien The Blacker the Ink: Constructions of Black Identity in Comics and Sequential Art, engang.
Hvis det er tilfældet – og alt afhængig af hvor bred ens definition af politik og race-relaterede spørgsmål er – kan man måske begynde at forstå kontroversen omring Brenden Fletcher, Cameron Stewart og Babs Tarr’s nye serie, Motor Crush. Tilbage i November kunne man nemlig læse på Bleedingcool.com, at flere amerikanske tegneseriebutikker simpelthen undlod at bestille serien hjem. Årsag? Hovedperson er en sort kvinde. Ugh. Så blev man lige mindet om, hvordan virkeligheden også ser ud, i et USA anno 2018, der godt nok har Beyoncé, men også en præsident med forbindelser til Ku Klux Klan.
Set i dén optik er Motor Crush måske radikal, men det har næppe været det populære, kreative team bag titlens intention. Holdet, som har bevist deres værd på DC’s fantastiske Batgirl fra 2015, er tydeligvis ikke interesserede i at diskutere politik og race, men derimod at underholde.
Og det lykkes i den grad!
I Motor Crush vol. 1, som kan købes til den ringe sum af 9.99 (80 kr. i Faraos Cigarer), møder vi Dominic Swift, som kører motorcykelræs i den fiktive fremtidsby Nova Honda, hjemsted for både det prestigefyldte World Grand Prix og de ulovlige, natlige ræs kendt under navnet Cannonball. Dominic deltager i Cannonball-ræsene for at skaffe sig det eftertragtede brændstof, Crush, som kan få ens motorcykel til at køre ekstra hurtigt. Stoffet kan imidlertid også få ens hoved til at eksplodere, hvis man drikker det; medmindre altså man hedder Dominic Swift! Vores hovedperson indtager nemlig selv Crush i smug, skjult i den inhalator, hun jævnligt er nødt til at gøre brug af.
Dominic er altså speciel, og det viser sig da også, i hvad der må siges at være et af seriens mest konventionelle greb, at Dominic er adopteret, og har en mystisk fortid.
En formummet, sortklædt racer skiftevis hjælper og tester Dominic for at få hende til at yde sit bedste. Derudover er der en gammel flamme, Lola, som ligner en Barbie-dukke, men er byens bedste mekaniker, nogle gangstere, og en masse kulørte racerkørere, der ligner Muppet Show møder Mad Max.
Den første trade ender med en cliffhanger, der vil noget, og som uden at komme med spoilers antyder´, at det potentielle, afrofuturistiske aspekt kunne komme på banen i højere grad fremover. Om det er tilfældet, bliver spændende at se.
Det lyder måske umiddelbart lidt klichefyldt, og i hænderne på mindre kompetente folk kunne det sikkert også have været tilfældet. Men Motor Crush er simpelthen så veloplagt og velturneret, at selv en læser med absolut ikke-eksisterende interesse for motorcykelsport (som undertegnede) må overgive sig.
Tegningerne er ekstremt dynamiske, og de mange hæsblæsende motorcykelræs, som naturligvis fylder meget i serien, eksploderer ud af siderne. Men det, der for alvor trækker en ind som læser, er Babs Tarr’s fænomenale evne til at tegne personer med masser af bevægelse og udtryksfuld mimik. Tarr er velsignet med en evne til at tegne, især kvindelige figurer, som både fremstår super seje, menneskelige, charmerende og fulde af ægte følelser.
Manuskriptet er ligeledes fremragende, især synes jeg at brugen af motorsports-relateret slang fungerer godt: F.eks. kalder seriens personer det at ”knuckle” hvis man kører galt på sin motorcykel, at fylde Crush på cyklen er at ”crushe” osv. i den dur.
Historien er lige ud af landevejen (fik i den?), og man skal ikke læse serien i den forventning at få radikal afrofuturisme eller en diskussion af sorte menneskers rolle i fremtiden. Tilgengæld er Motor Crush fænomenal underholdning; top-tunet action med et alsidigt og sympatisk cast, præcis som sådan en serie skal drejes anno 2018.
