Sidste år fyldte hele verdens yndlings-rumtidsagenter, Linda og Valentin, 50 år. I den anledning var tegneren bag serien, den nu 79 år gamle Jean-Claude Mézières inviteret til Bogforum. Nummer9 var på pletten og fik en lang snak med legenden over en kop kaffe.
Det var en venlig, professionel ældre herre med et godt, varmt og ofte ironisk glimt i øjet, der ventede i forhallen på det hotel, hvor han boede under sit ophold. Han havde brugt store dele af dagen før på at signere sig igennem en lang kø af danske fans, der var kommet for at møde både ham og det store hold af danske tegnere, der har bidraget til albummet med den mundrette titel ”Ekstraordinære rejser i tid og rum – Et hyldestalbum med LINDA OG VALENTIN af danske og internationale tegneserieskabere”.
Serien om det to gæve rumhelte var i 2017 også aktuel på biografernes lærreder verden over i Luc Bessons vilde og farverige film ”Valerian and the City of a Thousand Planets”, så der var masser af buzz omkring en serie, der på mange måder har holdt sig evig ung hos danske tegneserielæsere.
Nummer9s udsendte bestilte en ”hip” cafe latte, imens den franske tegner naturligvis kastede sig over de hårdere sager og nød en hardcore espresso. Under interviewet var Mézières så glad for at snakke og så ivrig, at han ofte ikke hørte spørgsmålene til ende, og samtalen gik langt over tid. Stemningen var hyggelig, og tegneren grinede ofte af både spørgsmålene og sine egne svar.
Du er tilbage I Danmark, og det er 50 år siden, at I startede på Linda og Valentin. Forventede I det, da I begyndte i sin tid?
Selvfølgelig! Lad os begynde på en historie, som vil vare 50 år! Okay? Nej, selvfølgelig ikke. Vi var nybegyndere. Christin havde aldrig skrevet et manuskript før. Vi havde allerede da været venner hele livet, men han havde aldrig skrevet et manuskript. Han var en brillant universitetsstuderende, der læste politisk videnskab, og hans mål var at blive universitetsprofessor, hvilket var præcis, hvad der skete for ham. Hans “rigtige” job var at undervise i journalistik ved universitet I Bordeaux, og så brugte han sin fritid på at være en af de bedste tegneserieforfattere I Frankrig.
Det er nok sådan, at når man læser tegneserier, så forventer man aldrig at skaberne har et andet job ved siden af. Man forestiller sig, at de sidder på store kontorer…
Ja. Man kan godt have et job ved siden af, når man skriver. For tegnere… er det ikke muligt. At tegne er en fuldtidsbeskæftigelse.
Hvor lang tid tog det at lave et enkelt album?
Et album er… der var engang, hvor jeg kunne lave et album om året. Da jeg var yngre og stærkere og måske ikke så kritisk over for arbejdet. Jeg producerede så godt, som jeg kunne, men det kunne godt have været mere perfekt. Jeg siger altid, at mine tegninger aldrig er perfekte, at jeg kan forbedre og udvikle dem. Men jo mere anerkendt jeg blev, jo mere ambitiøse blev historierne også. Som for eksempel “Metro Chatelet, retning Cassiopeia”, der er en af hjørnestenene i vores produktion, fordi vi flyttede os fra space opera til VORES science fiction med elementer af det daglige, nutidige liv i Paris i Frankrig. Alt imens Linda stadigvæk rejste rundt ude i rummet og var i telepatisk kontakt med Valentin.
Det er en virkelig VILD tegneserie…
Meget! Og historien fortælles på en ret unik måde.
De tre albums før “Metro Chatelet” var meget eventyrlige og science fiction-agtige…
Ja, men vi var nødt til at udvikle os. Da vi lavede “Jævndøgnets Helte” i 1977 dukkede “Star Wars” pludselig op på biografernes lærreder. Så jeg var lidt misundelig på den kvalitet, den film udviste. Og jeg vidste, at vi ikke kunne konkurrere med “Star Wars”. Tegne større rumskibe… Nej, så vi udviklede os, og den måde hvorpå Christin byggede historien i “Metro Chatelet” er fantastisk og tvang mig til at eksperimentere mere. Også fordi vi var blevet mere modne. Som forfatter var han mere moden, og som tegner var jeg i mit livs form og kunne tegne alt.
Da jeg var i Paris første gang, var det sjovt at kunne genkende steder fra tegneserien.
Ja. I den sidste bog viste jeg de billeder, jeg tog og brugte af dagligdagssteder. Det var svært. Det var et hårdt album at tegne.
Da I lavede den første historie for 50 år siden… havde I på fornemmelsen, at I havde fat på en god ide, som der kunne bygges videre på, eller tænkte I bare på det som en historie for sig selv?
Hmmm… nej, vi tænkte slet ikke på det som en mulig karriere, men var bare glade for at blive udgivet i et meget populært, ugentligt blad i Frankrig. To sider om ugen. Men i samme sekund du ser dit arbejde på tryk, så opdager du alle fejlene. Du ser slet ikke, at det er pænt eller bare udgivet! Nej, nej… det er så dårligt… åh, min gud, se bare på den der tegning! Så, lad os straks lave en ny historie! Og Goscinny, der var redaktør på “Pilote”, var meget overbevist om, at selvom science fiction ikke var hans kop te, så var det et uopdyrket område. Der var ikke nogen, der tegnede science fiction på det tidspunkt. Ingen! Jeg mener, der havde måske været et par historier hist og her i andre magasiner, men der var ikke science fiction i “Pilote”. Og der var ikke rigtigt nogen franske titler med et godt omdømme. Alle snakkede om science fiction som en slags kopi af westerngenren. Bortset fra, at indianerne var rumvæsener, og et godt rumvæsen var en død indianer… eller rumvæsen (griner).
Men han foreslog altid ting, der udfordrede mig, og at skabe en tegneserie er lidt ligesom at være en murer, der arbejder med mursten og cement.
Hvad var jeres arbejdsproces? Skrev han bare på egen hånd, hvorefter du tegnede det, eller diskuterede I det på forhånd?
Ja, det gjorde vi. Vi er som sagt venner igennem hele livet, og vi spillede tennis sammen. Vi kender hinanden så godt, at jeg altid forstår, hvad han vil med det, han skriver. Også selvom jeg ikke bryder mig om det. Sommetider var det for langt, der skulle skæres ting væk, eller en ide var for kompliceret. Men han foreslog altid ting, der udfordrede mig, og at skabe en tegneserie er lidt ligesom at være en murer, der arbejder med mursten og cement. Han lagde en sten, jeg smurte cement på, han lagde en sten, jeg smurte cement på. Du ved, det var sådan, det var.
Så I byggede det ganske langsomt?
Ja, og vi mødtes, når jeg havde fem-seks sider. Så ville jeg tage hen til Christin og vise ham tingene, og han ville reagere. Sikke nogle gode figurer, du har lavet! De er virkeligt gode! Du ved, da shingouzerne dukkede op, vidste han ikke, hvad han skulle forvente. De var bare tre spioner, der ankom for at give Linda noget information. Tre rumvæsener.
Han skrev ikke noget om, hvordan de så ud?
Skulle HAN fortælle MIG, hvad jeg skulle tegne?! (griner med et djævelsk blik I øjet)
Det er der nogen forfattere, der gør?
Ikke i science fiction!
Det giver måske mening…
Man kan godt skrive, at en fyr hopper ind i en taxa og går i banken, og så beskriver man handlingerne. Men hvis en manuskriptforfatter fortæller tegneren, hvad han skal gøre, så gør han ikke sit job ordentligt.
Jeg tror, hvad der tit sker, er at nogle tegnere gerne vil have nogle beskrivelser, som de så kan ignorere til fordel for deres egne ideer.
Nej, jeg har ikke brug for en beskrivelse af noget, jeg ikke kommer til at tegne. Næh, men ser du, hvad jeg nyder ved science fiction er den frihed, man har til at udtrykke sig. Grænserne er mine grænser og ikke nødvendigvis, hvad Christin bringer ind I historien.
Og det er vel en af forskellene på film og tegneserier, er det ikke?
Ja, lige præcis! Det er ikke nogen grænser, når man tegner. Og det koster det samme. Den vildeste udgift er en dyr flaske blæk.
Men jeg tænker, at i forhold til, da I ændrede stil “Metro Chatelet”…
Vi ændrede ikke stil. Vi orienterede os bare i en anden retning. Fordi tegnestilen i sig selv er ikke langt fra “Jævndøgnets Helte” eller “Skyggernes Ambassadør”… min stil udviklede sig. Jeg var mere sikker på, hvad jeg kunne, men omvendt, så var der flere beslutninger om, hvorvidt jeg skulle gøre tingene på den ene eller den anden måde, da jeg jo hele tiden skubbede til grænserne for mine egne evner.
Så da I fandt frem til denne nye retning… var det noget I snakkede om, før Christin begyndte at skrive, eller præsenterede han det bare for dig?
Nej, fordi han fortæller mig aldrig hele historien. Det tager mig et år eller måske halvandet eller to at tegne historien eller albummet. Så jeg vil ikke kende slutningen på historien. Christin giver mig information om den ene eller den anden figur, så vi kan bruge dem i fremtiden. Men hvis han bare præsenterede hele historien for mig, så ville det være som at gå på restaurant og finde at alle tallerknerne allerede var på bordet, og maden var blevet kold efter at have stået der I timevis.
Du har brug for at det forbliver levende, imens du arbejder?
Absolut. Absolut. Også fordi jeg giver næring til hans historie. Når historien bygges, fordi han ikke ved, hvad jeg ender med at tegne, ender jeg med at give noget den anden vej. Hvis jeg pludselig siger, at jeg enten ikke vil eller kan tegne et eller andet, så diskuterer vi, om der kan gøres noget andet. Der er ændringer hele tiden. Vi udfordrer hinanden, og det er en levende proces, en livlig proces og det er… en god kamp.
Din stil ændrede sig nogle gange i løbet af serien…
Jeg ved ikke rigtigt, hvad “min stil” er…
Nej, men den startede lidt mere… cartoony, er måske det rigtige ord…. og så blev den mere detaljeret og måske mere realistisk.
Ja, min inspirationer var selvfølgelig Hergé og Franquin… i bund og grund. Men med en hældning over imod noget mere realistisk. Jijé var også meget vigtig for mig. Og selvfølgelig var Jean (Moebius) Giraud meget vigtig for mig. Men Giraud lavede ikke science fiction på det tidspunkt. Det var kun efter ti år med “Linda og Valentin”, at han besluttede sig for, at han også ville lave science fiction for at vise mig, at han kunne gøre det bedre! (griner)
En af de ting, jeg ikke nødvendigvis fangede, da jeg læste serien som barn var, hvor politisk den er. Både i forhold til kønspolitik og forholdet imellem mænd og kvinder…
Ja, ja, helt bestemt. Det var alt sammen helt med vilje fra Christin og mig. Det var også et spørgsmål om, at da jeg begyndte at tegne Linda, så var hun med det samme meget bedre end Valentin. Hvis du kigger på Valentins ansigt… han er forfærdelig! Jeg kunne ikke finde… Jeg kan stadigvæk ikke finde ud af at tegne hans ansigt specielt godt. Linda kom af sig selv. Så der var det, og så var der på det tidspunkt ikke nogen af magasinerne, der havde nogle kvindelige figurer. Ikke en eneste! Okay, måske operasangeren Castafiore I Tintin…
Det var den eneste kvindelige figur I Tintin, var det ikke?
Ja! (griner højt)
Jeg tror, at det var sundt for en dreng at læse historier med en kvindelig helt af den slags. Jeg tror, at jeg lærte noget meget tidligt.
Ja. Helt sikkert. Det er sådan evolution virker. Vi snakkede også om klimaproblematikker og økologi meget tidligt. Og at Valentin helt bestemt ikke var en drabsmand. Du ved, en revolvermand. Det ville jeg ikke have. Christin ville heller ikke. Så det var vi enige om. Det er også et slags politisk budskab serveret på en blød måde i en tegneserie for alle. Også for yngre læsere. Men “Linda og Valentin” er ikke historien om en stor helt. Det er ikke historien om en ond skurk, der forstyrrer freden og til sidst bliver fordrevet, så alt kan gå tilbage til udgangspunktet. Nej, vi snakkede konstant om at ændre seriens verden. Sommetider blev vi kaldt FOR politiske. Visse kritikere ville sige, at serien var god, men måske lige lovlig politisk. Shit! Er verden måske ikke politisk?
“Linda og Valentin” er ikke en decideret børnetegneserie, men børn kan sagtens læse den. Var det med i jeres overvejelser, hvem der skulle læse den?
Hm, ja. ALLE! Fordi først og fremmest, så blev de ti første historier udgivet i et blad, der blev læst af både børn på 12 år og voksne på 35. Og “Linda og Valentin” bliver stadigvæk læst af læsere i alle aldre.
Der var nogle ting i f.eks. “Metro Chatelet, retning Cassiopeia” og “Brooklyn Station, endestation Kosmos”, hvor Linda tager et slags dominatrixkostume på, og det forstod jeg ikke, da jeg var knægt. Jeg troede, at hun var blevet ond!
(griner meget højt) Ja, du ved, du kan lave vittigheder til voksne læsere, som børn ikke forstår.
Det er muligt at være uenige, også blandt venner. Var I nogensinde uenige om det politiske indhold?
Christin og jeg? Nej, selvfølgelig ikke. Vi ved begge to, hvor vi står. Han er ikke højreorienteret. Jeg er ikke højreorienteret. Og det ved vi. Vi ville gerne lave tegneserier, der reflekterede vores politiske holdninger, og selvom vi aldrig havde været medlemmer af politiske partier og vejret med flag og den slags, så ved vi begge to, hvor vi står. Hvad angår racisme, femisme, klimapolitik, klassekamp… det er der alt sammen. Og det er Frankrig! Ikke sandt? Det er Frankrig. Vi ved, hvor vi står, og hvis historien er god nok, så vil folk fra den anden fløj sige, at de godt kunne lide historien og indrømme, at den var god, også selvom den var en kende venstreorienteret…
Man er nødt til at kunne snakke om den slags ting. Og jeg synes også, at det er vigtigt at gøre det igennem historier.
Tjah, ofte handler tegneserier ikke om politik, men i dag har vi masser af politiske tegninger og striber, og verden ER politisk, så… hvis tegneserier er en kunstform, så er det en kunstform, der handler om det daglige liv.
Og det er derfor, at (Luc) Besson med sin film fandt på, at der ikke skulle være gode personer eller onde personer, men blot personer med interessekonflikter.
Jeg tror, at som ung læser er det rart at læse noget, der er så inkluderende i forhold til andre former for mennesker og – i det her tilfælde – rumvæsener.
Ja, racisme er… det er en stor kamp. Og det er derfor, at (Luc) Besson med sin film fandt på, at der ikke skulle være gode personer eller onde personer, men blot personer med interessekonflikter.
Og det er jo også en ting fra tegneserien. At du indser, at dem Linda og Valentin arbejder for ikke nødvendigvis er på den rigtige side hele tiden. Bureaukratiet kommer I vejen, og det bliver meget mudret.
Ja, du ved, regeringer har ofte selvmodsigende måder at håndtere diverse situationer på. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men det er sikkert det samme som overalt.
Det bliver I hvert fald hurtigt tydeligt, at de to hovedpersoner er vores eneste moralske fikspunkt.
Og det er derfor, vi ikke har med superhelte og den slags at gøre. Jeg kan ikke fordrage superheltehistorier. Det er altid den gode mand imod den onde mand, og så slås de. Du kender historien på forhånd. Ham her vinder, og ham her taber. Der er ikke vindere og tabere i vores historier.
Og sommetider er Linda og Valentin ikke engang enige. Og så skændes de, og det bliver meget intenst.
Præcis. Præcis.
For nogle år siden blev I færdige med hovedserien, men siden har andre skabere fået lov til at lege med jeres figurer. Der er både de ekstraordinære eventyr, filmen og hyldestalbummet.
Vi færdiggjorde cyklussen om jagten på Galaxity, og det var det. Men vi er ikke døde endnu, så vi bliver ved med at arbejde, og vi lavede den bog, der hedder “Erindringer fra Fremtiden”. Vi lavede en bog, og vi er i gang med nummer to. Jeg er mere end halvvejs igennem nu. Vi viste tolv sider fra den i hyldestalbummet.
Hvordan føles det at se andre arbejde med jeres figurer?
Det er jo frivilligt for os! Og det er en fornøjelse. Jeg er meget imod, at kunstnere kommer ind og laver kopier af andres figurer, hvor de prøver at få dem til at ligne originalen så meget som muligt. Det er jeg totalt imod. Det har ingen interesse. Hvorfor ikke bare lave et frimærke med figuren af den oprindelige tegner og så lave en bog ud af det i stedet? På den anden side, så er det at få en ven eller en, du beundrer… Larcenet og Lauffray … vi beundrer deres arbejde, og vi sagde okay… I kan lide “Linda og Valentin”… og I vil gerne lave et album hver? Det gør I bare.
Bare gør, som I vil?
Ja. Men så ville de gerne vise os manuskripterne, men nej! Vi ville ikke vide det. Det er deres ting. De leger i vores baghave, men det er dem, der leger. Og det var meget succesfuldt.
Der har været to nu, ikke sandt?
Der er to, ja. Jeg tror ikke nødvendigvis, at der kommer flere. Det kan da godt være, at nogle vil sige, at de måske gerne vil lave noget. Man kan for eksempel bare se alle de danske kunstnere (i hyldestalbummet). Nogle af dem kender jeg personligt, imens jeg ikke engang kender navnet på nogle af de andre. Men de leger med mit legetøj, og de bygger noget, som jeg ikke engang selv kunne have forestillet mig. Det er mit univers, men oversat af dem.
Så det er på en måde deres syn på dit univers, der bliver reflekteret tilbage…?
Ja, præcis. Det er meget mere eksperimenterende, end det ser ud til at være.
Det første ekstraordinære eventyr var af Manu Larcent, og det var MEGET anderledes fra jeres egen version af “Linda og Valentin”…
Valentin er ikke Valentin, men Linda er alligevel sådan helt… “åååh, Valentin”… Det var virkeligt sjovt. Jeg håber, at der kommer flere af dem, men det er meget løst på nuværende tidspunkt. Det er forlæggeren, der tager sig af den slags, fordi han gerne vil være kræsen og vælge folk, der… sommetider har vi folk, der siger, at de gerne vil lave en, men vi stoler ikke på dem, så…
Angående filmen. Den var på mange måder sin egen ting, men den føltes på en eller anden måde også som tegneserien…
Det var meget stort for mig. Da jeg så filmen første gang… jeg har set den fem gange nu… da var det som at se min tegneserie oppe på lærredet. Men også… “aaah, det har han ændret”… fordi han tog mange friheder med materialet. Når du adapterer en bog, så vil du gerne have frihed, og læseren bør ikke komme i biografen med bogen under armen og sige ting som “side 2 starter ikke sådan!”
Det er der nogen, der gør, dog…
Det er dumt! (griner)
Filmen føles næsten som et af de ekstraordinære eventyr på den måde, at Besson har lavet sin egen version. Konsulterede han dig og Christin?
Nej. Det gjorde han ikke. Men som du måske ved, så arbejdede jeg med Besson for 25 år siden på “Det Femte Element”. Den arbejdede vi på i et helt år. Og han kunne relatere til mig, og jeg kunne relatere til ham. Og han gav os manuskriptet, men da var filmen allerede en sikker ting. Det tog ham ti år at gøre det muligt for ham at lave filmen. Ti år! Så han gav os manuskriptet, og så havde vi 24 timer til at læse det og aflevere det igen. Og han sagde, at hvis der var ting, som vi gerne ville have i betragtning, så skulle vi bare skrive små noter i det. Og vi reflekterede over siderne, og han læste vores noter. Og så lavede han sin film, og jeg TROR, at vi influerede ham en smule… og sommetider slet ikke. Og sådan er det. Det er hans film.
Afslutningsvis… kan du anbefale nogle science ficton-tegneserier til læsere, der elsker “Linda og Valentin”?
Det ved jeg ikke… jeg læser ikke science fiction… (griner meget højt). Da jeg startede I science fiction var det MIN science fiction.