Forlaget Cobolt har samlet Yoko Tsunos første møder med de blåhudede rumvæsener fra Vinea i et trebinds samlealbum. Det er ren nostalgiporno for halvgamle tegneserielæsere
De seneste år har det danske tegneseriemarked budt på genoptryk og samleudgaver af en lang række klassiske fransk-begiske serier: Lucky Luke, Blueberry, Linda og Valentin, Splint og Co. og Tardis Adèle Blanc-Sec og Nestor Burma.
Nu er turen så kommet til en af de mest markante kvindelige seriefigurer i den klassiske bande dessinée tradition: Roger Leloups Yoko Tsuno, den ukuelige og handlekraftige japanske elektroingenør.
I stedet for, som det hidtil har været normen, at gå strengt kronologisk til værks, har Forlaget Cobolt valgt en tematisk tilgang til genudgivelsen af Yoko Tsuno. Første samlebind, Jorden kalder Vinea, samler således de tre første historier om Yoko Tsunos møde med vineanerne, de blåhudede, menneskelignende rumvæsener fra planeten Vinea (der, som vi alle ved, ligger ”2 millioner lysår fra Jorden”).
Nærkontakt i jordens indre er den første af de tre historier og er også kronologisk den første historie om og med Yoko Tsuno. Dette kan tydelig aflæses i såvel historiens opbygning som Leloups tegnestil.
I udgangspunktet er albummet således ikke bygget op om Yoko Tsuno som hovedperson. Hun dukker først op nederst på side tre (s. 29 i samlealbummet), og man skal et godt stykke ind i albummet, før hun for alvor træder i karakter og begynder at dominere historien. I begyndelsen er det nemlig snarere Vic og Pol, Yokos to mandlige venner, der er i centrum. Men efter at Yoko på s. 13 (s. 40 i samlealbummet) effektivt får afvæbnet Karpan, historiens hovedskurk, så er der ikke længere nogen tvivl om, hvem der er seriens hovedperson.
Leloup har i Nærkontakt i jordens indre endnu ikke udviklet den detaljemættede og forholdsvis realistiske udgave af ligne claire, som kendetegner de senere album. Personerne er fx ikke nær så realistisk proportionerede (hovederne er meget store), som de senere bliver, og især på de første sider er karakterernes ansigter langt mere karikerede, end senere. Tegnestilen udvikler sig imidlertid løbende i løbet af albummet (der, som så mange af de klassiske bande dessinée-serier, oprindeligt er udgivet i føljetonformat i tegneseriemagasinet Spirou), og henimod slutningen er vi kommet tættere på den karakteristiske og velkendte, Leloupske streg.
Samlealbummets anden historie, Vulcans smedje er kronologisk det tredje album med Tsuno, og den tredje og sidste historie, Vineas tre sole, er album nummer seks. Når man læser alle tre album i streg, så er det tydeligt, hvordan Leloups tegnestil hurtigt udvikler sig, så Yoko Tsuno i det sidste album for alvor kommer til at ligne sig selv. I Vineas tre sole får Leloups også fuldt afløb for sin glæde ved at afbilde fiktive landskaber og teknologi og brillerer med tegninger af intergalaktiske rumskibe, fremmedartede planeter og udenjordisk arkitektur.
Kronologisk dækker Jorden kalder Vinea altså perioden fra det første til det sjette Yoko Tsuno album, dvs. årene 1970/1972 til 1976. (Leloup var uhyre produktiv, må man sige). I seriens interne kronologi er det som sagt Yoko Tsunos tre første møder med vineanerne der skildres.
I de to første historier er vineanerne bosiddende i jordens indre, efter en planetødelæggende katastrofe for 2.000.000 år siden fordrev dem fra deres hjemplanet. Historierne fokuserer på vineanernes indbyrdes stridigheder om, hvorvidt de fortsat skal blive boende under jorden, eller om de skal gøre menneskeheden opmærksom på deres eksistens og forsøge at etablere en form for sameksistens. Yoko Tsuno og hendes venner bliver inddraget i denne strid og bliver i løbet af historien venner med flere af vineanerne.
I den tredje historie begynder vineanerne en gradvis tilbagevenden til Vinea, som, viser det sig, alligevel ikke er blevet ødelagt. Yoko Tsuno og hendes venner bliver inviteret til at deltage i udforskningen af Vinea, og opdager undervejs uventede ting om deres vineanske venner Khany og Poky.
Historierne er lige ud af landevejen adventure-historier. Da jeg som 8-10 årig første gang læste historierne om Yoko Tsuno og vineanerne tilbage i midtfirserne, slugte jeg dem råt, og strøg igennem dem, så hurtigt som jeg kunne få fingre i dem. Senere genlæsning har ikke været præget af helt samme umiddelbare begejstring, og i bagklogskabens ulideligt klare lys må man acceptere en række plothuller og urimelige tilfældigheder, for at få tingene til at give mening.
Der er f.eks. 12 sider i Vulcans smedie (s. 90-102 i samlealbummet), som ved nærmere gennemæsning viser sig ikke at tjene andet formål end eksposition og så at give Leloup anledning til at tegne fantastiske maskiner og underjordiske scenerier. Og i Vineas tre sole viser det sig, at Sadar, Khanys og Polys far, har ”overlevet” såvel Vineas næsten-undergang som de mellemliggende 2.000.000 års ventetid, ved at få sin hukommelse overført til et computersystem. Og heldigvis er Sadar, helt tilfældigt, en af de første ”personer”, som Yoko Tsuno og hendes venner støder på, da de vender tilbage til Vinea. Ak ja, ak ja.
Men accepterer man den slags tilfældigheder (det gjorde jeg jo glad og gerne selv som 10-årig tegneserielæser), så er man godt underholdt med de tre albums der er samlet i Jorden kalder Vinea. Og det er stadigt fascinerende at fordybe sig i de fremmedartede verdener og landskaber, som Leloup fremmaner med sin streg. Leloup formår at få selv de mest ekstravagante teknologiske frembringelser til at fremstå plausible og realistiske alene i kraft af sine tegninger.
Udover de tre Yoko Tsuno historier indeholder Jorden kalder Vinea en del ekstramateriale. Der er et længere forord forfattet af Patrick Pinchart og Thierry Martens, der, suppleret med et righoldigt udvalg af tegninger og skitser, fortæller historien om Yoko Tsunos opståen. Og derudover er der en billedportfolio med en række flotte helsides forsider, tegninger og skitser af Leloup. Rent kræs for øjet, hvis man kan lide Leloups tegnestil.
Yoko Tsuno: Jorden kalder Vinea er ren nostalgiporno for en halvgammel tegneserielæser som jeg. Jeg bemærkede f.eks. med begejstring, at der i næstsidste billede i Nærkontakt i Jordens indre stadig står, at solen ”er ved at stå på” frem for det korrekte ”er ved at stå op”. Den fejl har pint mig en lille smule i snart 30 år, men på trods af det, så er det faktisk, sært nok, lidt en glæde at opdage, at den ikke er blevet rettet!
Forlaget Cobolt har igen leveret et flot og gedigent produkt, med ekstramateriale som vil både fornøje og oplyse læseren. Albummet rammer kort sagt sin intenderede målgruppe klokkerent. Det er måske tvivlsomt, om albummet skaffer nye læsere til tegneseriemediet, eller for den sags skyld til Yoko Tsuno-serien. Men det er næppe heller meningen. Og fred med det.
Personligt glæder jeg mig derfor som et lille barn til det næste samlealbum, der forhåbentlig fokuserer på de mere ”jordnære” Yoko Tsuno-historier: Djævelens orgel; Budskab til evigheden og Vampyren fra Rothenburg, der er blandt mine personlige favoritter.
Karakter: 4/5 (selvom historierne kun er til karakteren 3 trækker Cobolts flotte præsentation den samlede bedømmelse op!)
Værkets titel: Yoko Tsuno: Jorden kalder Vinea
Forlag: Forlaget Cobolt
Forfatter/tegner: Roger Leloup
Oversætter: Niels Søndergaard (albummene) og Ole Steen Hansen (forordet)
Farve og form: Hardcover, farve
Sidetal: 176 sider
Pris: kr. 348
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-7085-526-6
