Vinea i fare
Forlaget Cobolt fortsætter deres genudgivelse af Roger Leloups elskede serie om den japanske elektroingeniør Yoko Tsuno med flere eventyr på den fjerne planet Vinea.
Med udgivelsen af Vinea i fare er 15 af Roger Leloups klassiske Yoko Tsuno-historier nu blevet genudgivet på dansk. Genudgivelserne er store, hardcover samlealbum med et uddybende forord, ekstramateriale i form af skitser og tegninger, og generelt alt det som vi nostalgiske, hel- og halvgamle bande dessinée-læsere, der oplevede det fransk-belgiske tegneserieboom i Danmark i 1970’erne og 1980’erne, er villige til at betale gode penge for.
Vinea i fare samler tre af de historier, hvor Yoko og hendes to mandlige venner, Pol og Vic, drager på eventyr i det ydre rum sammen med deres blåhudede venner fra planeten Vinea. Historierne er optrykt i kronologisk rækkefølge. Først Titanerne (Les Titans), derefter Lyset fra Ixo (La Lumiere D’Ixo) og endelig Dybets Dronning (Les Archanges de Vinéa). Albummet lægger sig dermed i direkte forlængelse af det første Yoko Tsuno-samlealbum, Jorden kalder Vinea, hvor det ligeledes var de tre jordboeres møde og eventyr sammen med vineanerne, der var i fokus.
En markant forskel på de to samlealbum er, at Leloup i Vinea i fare har fundet frem til og forfinet den tegnestil, som han siden er blevet kendt og elsket for. I de første historier i Vinea kalder jorden har Leloup endnu ikke udviklet den ekstremt detaljemættede udgave af den klassiske fransk-belgiske ligne claire, som kendetegner hans senere arbejde.
I Vinea i fare er denne tegnestil imidlertid i fuld udfoldelse fra første til sidste billede. Der er ikke mange tegnere, der besidder Leloups evne til at tegne åndeløst flotte rumskibe, satellitter, eksploderende planeter og fremmed, ikke-jordisk fauna og arkitektur. Flere gange under læsningen af albummet sad jeg bare uden at bladre og beundrede de fantastiske scenerier og tableauer, som Leloup præsenterer læseren for.
Et andet punkt, hvor historierne i Vinea i fare adskiller sig fra det første samlealbum er, at Yokos status som hovedrolleindehaver nu er endegyldigt cementeret. Vic og pol, der i de allerførste Yoko Tsuno historier spillede en noget mere fremtrædende rolle, er nu mestendels henvist til at være bifigurer, der enten byder på lidt komisk adspredelse (Pol) eller leverer praktisk hjælp og støtte når der er behov (Vic). Det er Yoko, og Yokos mestendels kvindelige venner og modstandere, der er i fokus.
De tre historier i albummet er alle bygget op på cirka samme måde. Yoko, Pol og Vic ankommer til Vinea; Yokos vineanske veninde Khany introducerer dem for et mystisk fænomen, som de bliver bedt om at undersøge; eventyrlige og dramatiske hændelser indtræffer, før Yoko endelig til slut, ved hjælp af sin snarrådighed og grundliggende tiltro til det gode i andre væsener, får opklaret mysteriet og løst den truende konflikt.
Titanerne handler om mødet med en race af intelligente kæmpeinsekter, der har slået sig ned i et øde sumpområde på Vinea. Hovedtemaet her er frygten for det fremmede/det fremmedartede, og problemerne med at forstå væsener, der er grundlæggende forskellige fra os selv. I Lyset fra Ixo undersøger Yoko og hendes venner en mystisk lysstråle, der hver femte år viser sig på en øde måne i Vineas solsystem, støder på en glemt gren af den vineanske race, og skal undervejs lære at håndtere et religiøst baseret, lettere totalitært politisk system. Og i Dybets Dronning konfronteres Yoko, Khany og deres venner med robotter, nedfrosne børn, en glemt by og de uventede og uvelkomne resultater af de krige, der årtusinder tidligere raserede Vinea.
Leloup er en fantastisk tegner, og er, især i de historier, der foregår på Jorden, god til at finde på et genuint og spændende plot. Han er til gengæld ikke udpræget god til at strukturere og fortælle sine historier. Dette er især tydeligt i hans rumeventyr, hvor plothuller, uklarheder og større eller mindre tilfældigheder nærmest altid spiller en afgørende rolle. I Titanerne afhænger hele historiens løsning således af, at Yoko og Khany tilfældigvis møder og redder et dødsdømt medlem af den insektlignende race. I Lyset fra Ixo er det ved både første og anden gennemlæsning en smule vanskeligt at finde ud af, præcist hvorfor de forskelige stridende grupper er uenige, og hvad deres motivation nærmere går ud på. Og i Dybets Dronning begynder en robot pludselig, og uden nærmere forklaring, at handle i modstrid med sin programmering, og kommer derved til at fungere som en klassisk deus ex machina-løsning på historiens grundlæggende konflikt.
Man kan sagtens læse henover disse huller og simpelthen nyde historierne som rene adventure-historier uden nogen dybere mening. Problemet er blot, at Leloup ynder at afslutte sine historier med en side, eller et par ruder, hvor en af hovedpersonerne, typisk Yoko, formulerer et dybere, humanistisk budskab, som læseren kan tage med sig videre. At tolerance er godt f.eks., eller at man skal bibeholde sin barnetro. Dette er selvsagt sympatiske budskaber, som det dog desværre kan være lidt svært at tage helt alvorligt, når historierne bag ikke altid hænger lige godt sammen.
Undertiden kan man således få den tanke, at det primære formål med Leloups historier er at give ham mulighed for at tegne nye, spændende og visuelt interessante former for teknologi, arkitektur, maskiner og landskaber. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, og som sagt sad jeg selv gentagne gange under læsningen af Vinea i fare og bare nød de fantastiske illustrationer. Men den samlede læseoplevelse lider unægtelig under de mangler og urimeligheder, som desværre ofte præger Leloups historier.
Udover de tre historier om Yoko og hendes venner indeholder Vinea i fare, lige som de øvrige album i rækken af genudgivelser, et forord, hvor Patrick Pinchart og Thiery Martens fortæller om baggrunden for de enkelte historier og lader Leloup selv supplere deres observationer med kommentarer om sine inspirationskilder. Forordet er illustreret med skitser til og tegninger fra historierne. Derudover er der 9 siders afsluttende billedportfolio med helsides skitser og tegninger af Leloup.
Yoko Tsuno: Vinea i fare er kort sat endnu et fint bidrag til den fortsatte genudgivelse af den fransk-belgiske traditions klassiske serier. Hvis man, som jeg, var vild med Yoko Tsuno dengang tilbage i 1980’erne, hvor størstedelen af hendes albums udkom på dansk, så vil man klart også sætte pris på denne udgivelse. Hvis man ikke tidligere har læst Yoko Tsuno vil jeg anbefale, at man låner dette og de øvrige album på biblioteket og lærer hende, og ikke mindst Roger Leloups tegninger, at kende. De byder på mange timers underholdning og en mængde fantastiske illustrationer.
