Fuglemanden
Med stærke virkemidler flår Fuglemanden læseren lige ind i tankebanerne hos en psykisk syg pige.
Fuglemanden hedder den uhyggelige figur, som langsomt tager magten over 17-årige Barbaras følsomme sind og beordrer hende til at straffe sig selv på frygtelige måder i Sarah Engell og Lilian Brøggers grafiske roman Fuglemanden. Ind imellem er Fuglemanden mere virkelig end alt det andet, der sker omkring Barbara, og desværre tror hun ofte mere på, hvad han siger, end hvad hun hører fra venner og forældre. Det er en fin pointe i denne historie, at selv om hendes nærmeste gør og siger det rigtige, forvrænges det i Barbaras dystre sind, hvor mindreværdet og angsten hele tiden jager hende til at søge isolation. Selv når den søde unge mand, hun godt kan lide, forsigtigt gør tilnærmelser, misforstår hun og flygter.
Fuglemanden og alt det, han er skyld i, får langsomt Barbara til at tabe grebet om virkeligheden og fornemmelsen af sig selv. Det når at gå rigtig galt, før hun til sidst får hjælp og indser, at Fuglemanden ikke behøver at være så almægtig endda.
Psykisk sygdom er ikke noget nemt emne at beskrive, så andre får en flig af forståelse. Engell og Brøgger vælger med stærke virkemidler at flå læseren med lige ind i Barbaras hvirvlende tankebaner, så man virkelig føler sig som medpassager på hendes gysende dramatiske rejse ind i mørket. Brøggers tegninger er ekspressive, vilde og stemningsfulde. Der er flotte skift mellem lys og mørke, mellem nærbilleder og totalbilleder. I flere tilfælde er tegningerne ligefrem gysende smukke. Som da Fuglemanden beordrer Barbara til at springe ud ad vinduet, og hun på en hel side falder som en fredfyldt engel. Eller da Fuglemanden sidder med som en magtfuld gæst med fjerpragten halvvejs ned over Barbara, mens Barbaras mor er på besøg på det psykiatriske hospital.
I det hele taget får det visuelle og det følelsesladede alt, hvad det kan trække, mens Sarah Engell i sin tekst holder sig til enkle udsagn og kun fortæller det mest nødvendige for, at ordene kan samle sig til en historie.
Det er udtryksfuldt gjort, men jeg forstår ikke helt, hvorfor der er sparet så meget på teksten til et publikum i den alder, hvor næsten alle ser serier med tonsvis af dialog. Resultatet er, at der mangler noget kød på portrættet af Barbara. Især er det et stort savn, at vi aldrig møder hende som en ”almindelig” og lidt mere ubekymret teenagepige, før sygdommen er brudt ud, og det derfor er næsten umuligt at forstå hendes tilbeders og venindes overbærenhed med hende.
Som portræt af psykisk sygdom og indsigt i et sårbart sind er Fuglemanden meget vellykket, men desværre kommer den ikke langt nok rundt om Barbara til også at samle sig til et medrivende portræt af en psykisk syg ung pige.
