Aliens: Dead Orbit
James Stokoe er en vild tegner, men det lykkes ham ikke at presse noget nyt ud af Aliens-serien. I “Aliens: Dead Orbit” leverer han en alt for velkendt og meget træt historie, der ikke rammer en eneste original tone. Men pæn er den.
Det er måske ikke rigtigt nødvendigt at sige så meget om Alien-serien, men alligevel: Da Ridley Scotts mesterlige rumgyser (kan I huske dengang Ridley Scott lavede mesterlige film?) Alien så dagens lys (og rummets uendelige mørke) i slutningen af 1970’erne, var det et spark i bollerne på science fiction-genren. Væk var 50’erne og 60’ernes kitsch, og eventyret fra Star Wars blev trampet under fode af en kold, hård, isnende og overraskende menneskelig og realistisk tilgang til alt det grumme, der kan ramme en i det store verdensrum. Filmens væsener føltes som noget fremmed og ukendt, vi aldrig kunne komme til at forstå. Syv år senere kom opfølgeren Aliens, instrueret af James Cameron, som forstod, at han ikke kunne gentage Scotts trick. Så han skruede op for larmen og tempoet og leverede den bedste actionfilm, jeg nogensinde har set.
Da jeg vadede slukøret ud af biffen efter den film, føltes det virkelig som om, at Scott selv havde blæst hele serien ud af den allersidste luftsluse.
Derefter fulgte en række fortsættelser, der lige så stille og roligt skrællede alt, hvad der nogensinde havde været rigtigt fedt væk fra seriens krop. Alien 3 er undervurderet, synes jeg, men med Alien: Resurrection snublede serien for alvor. Det skulle dog blive meget værre med årene, og da Ridley Scott senest vendte tilbage til serien med Alien: Covenant lykkedes det ham at lave en film, der i dén grad var både selvparodi og en usandsynligt bleg kopi af den oprindelige vare. Da jeg vadede slukøret ud af biffen, føltes det virkelig som om, at Scott selv havde blæst hele serien ud af den allersidste luftsluse. Game over, man.
Men nu er Nummer 9 jo ikke et sted, der handler om film, og det er da også sandt, at der findes langt flere tegneserier fra Alien-universet end film. De oprindelige var faktisk ikke så tossede, og det er da blevet til nogle næsten-pletskud igennem årene. Ofte har de skullet danse uden om de mange film i jagten på deres egen historie og identitet, og det har ikke altid været nemt.
Der er en galskab, en vildhed og en rå fortælleglæde over de bedste af hans ting.
James Stokoe er en tegner, der balancerer på kanten af den amerikanske mainstram og den amerikanske indie-scene. Med madlavningstegneserien Wonton Soup markerede han sig som et lovende talent, hvis nærmest uhyggeligt detaljerede og meget levende og tempofyldte tegninger lagde sig et sted imellem en sær form for vestlig manga, undergrundstegneserier og vild mainstream. Der er en galskab, en vildhed og en rå fortælleglæde over de bedste af hans ting. Sjovt nok er hans bedste tegneserie en slags opsummering af hele myten omkring kongen over alle monstre, nemlig Godzilla himself. Godzilla: Half Century War samlede op på alle de mange forskellige retninger, som den japanske filmserie frådende har kastet sig ud i siden den første film i 50erne. Han skabte en sært rørende og vedkommende omgang monsterramasjang, der i den grad nød godt af hans detaljerede og dynamiske stil. Med en stemningsfuld farvelægning og en forståelse for B-filmens virkemidler og indre logik og charme, endte tegneserien med at være et flot kærlighedsbrev til Godzilla-serien.
Så da Dark Horse annoncerede, at Stokoe skulle lave sit bud på en Alien-tegneserie, var mit håb faktisk, at han enten ville bringe noget nyt til bordet eller i det mindste tilføre serien noget hjerte og kærlighed. Den trængte til det.
Stokoes oprindelige plan var lave en tegneserie, der mindede om Camerons actionfilm, men han blev enig med forlaget om at vende tilbage til de mørke, skyggefulde gange fra Scotts film. Back to basics, om man vil. Desværre betyder det, at han har begået den fejltagelse, som Cameron så snedigt undgik i Aliens: Han forsøger at gøre Alien-væsenet mystisk og uhyggeligt igen. Men det kan man altså ikke efter en million film og tegneserier, der efterhånden har belyst samtlige aspekter (og desværre lidt til) af det tidligere så fremmede og skræmmende. Den gode Alien er ikke længere uhyggelig. Den er blevet nørders trofaste ven på linje med Freddy Krueger og Jason Voorhees. Derudover er mødet mellem snigende uhygge og Stokoes vilde stil lidt akavet. Billederne insisterer ofte på at være vildere, end historien kræver.
Handlingen er enkel. En rumstation i kredsløb om en planet modtager et nødopkald fra et rumskib, der nærmer sig stationen. Besætningen på stationen er uenige om, hvorvidt det er pengene værd at hjælpe de nødstedte, men ikke overraskende beslutter de sig for at træde til. Og ikke overraskende er der noget for dem så fremmed og for læseren så velkendt ombord på rumskibet.
Og sådan kører det. Punkt A bliver forbundet med punkt B og dernæst med punkt C, og pludselig er man fremme ved punkt Å, og historien er slut. Uden de store omveje og udsving. Undervejs har man ikke følt noget for personerne, og uhyggen har heller ikke indfundet sig. Til gengæld har man kunne nyde Stokoes imponerende evne til at tegne brugsteknologi, der både ligner fremtiden og vores egen nutid. Og det har altid været en del af seriens DNA. For Stokoe ER den rigtige tegner til dette univers. Hans figurer ligner folk, der ikke har fået nok søvn. Folk på en arbejdsplads, der drikker kaffe, ryger og har olie på tøjet. Han rammer den perfekte balance mellem futuristisk og retro i sin skildring af computerskærme og maskiner (for man skal jo huske på, at fremtiden ikke lignede en Apple Store i slutningen af 70erne… den var langt grimmere og langt sejere). Og så kan han i den grad finde ud af at tegne de kære Aliens.
Så det er virkeligt ærgerligt, at Stokoe blot skriver en slags fan-fiction. Skal man sige noget positivt om manuskriptet, så kan det tilføjes, at det stadigvæk er langt bedre end Ridley Scotts sidste forsøg, men det siger nu heller ikke så meget. Historien hænger sådan set også meget godt sammen og er fint konstrueret. Den er bare virkelig uoriginal. For nogen vil det måske være nok, men efter Godzilla-festen kan det kun ende med en øv-agtig oplevelse. Hvis Stokoe havde fulgt sin oprindelige ide og hugget fra James Cameron i stedet for Ridley Scott, ville hans tegneserie måske nok stadigvæk have været uoriginal, men måske ville den have været i besiddelse af B-filmens saft og kraft. Det er ikke til at vide, selvom de ufærdige sider fra det droppede projekt, der er en del af bogens ekstramateriale, vidner om en noget mere levende tegneserie.
Og James Stokoe er for god til blot at koge tynd suppe på trætte serier.
Jeg har elsket Alien-serien i mange år, men efter Ridley Scotts bæ af en film og erkendelsen af, at selv Stokoe ikke kan puste liv i serien, er jeg stille og roligt ved at tro, at det er slut. At det BØR være slut.
Og James Stokoe er for god til blot at koge tynd suppe på trætte serier. At denne tegneserie får sit tredje 9-tal med i min bedømmelse skyldes udelukkende, at man kan bruge den som kunstbog og bare nyde tegningerne, detaljerne, stemningen, dynamikken og den sære form for skønhed, som han sommetider rammer.
