Wowserier: Werner Wejp-Olsen tager et blik på efterkrigstidens tegnserier i de danske aviser, og fortæller om gennembruddet som tegneserietegner.
Lige så langt tilbage som min hukommelse tillader mig at huske, har jeg været fascineret af tegneserier. I mit barndomshjem holdt vi hele tre aviser: Berlingske, Politiken og Ekstra Bladet – hver for sig med et rimeligt udbud af tegneserier. Det var dengang, aviserne blev produceret af folk med hjerteblod, og ikke som i dag, hvor rugbrødsjournalistikken har kronede dage.
Berlingske havde et søndagstillæg, hvor tegneserien ”Bob og Frank” (”Tim Tyler’s Luck” af Lyman Young, bror til “Blondie”-tegneren Chic Young var fascinerende læsning for en bette knægt fra Brønshøj.
”Tim Tyler’s Luck” af Lyman Young
Politikens MAGASINET introducerede mig til Jørgen Mogensens ”Poeten og Lillemor” og ikke mindst til genistregen ”Den Tossede Tegner”. I øvrigt var MAGASINET et ugentligt udstillingsvindue for dansk bladtegnerkunst med illustrationer af så markante navne som Arne Ungermann, Ib Andersen, Aage Sikker Hansen, Ib Spang Olsen, Eiler Krag, Gerda Nystad, Bo Bojesen, Kamma Svensson og Lars Bo – for bare at nævne nogle få, inden de går helt i glemmebogen.
Jørgen Mogensens geniale “Den Tossede Tegner”
Ekstra Bladet havde hele tre spændingsserier, som (næsten) kunne holde mig vågen om natten: Roy Crane’s ”Buz Sawyer”, der på dansk hed ”Tom Cooper”. Tom/Buz var efter krigen blevet en slags hemmelig agent for et firma, der tog sig af problemer på verdensplan. En cocktail af spænding og humor. Og naturligvis Rip Kirby af Alex Raymond, verdens mest sofistikerede detektiv-serie med en hovedperson, der gik med – hornbriller!
En helt med hornbriller. De første to striber af Alex Raymonds “Rip Kirby”.
Stort set hver søndag havde Bella Bio en Hoplang Cassidy-film på matiné-plakaten. En B-western på højt plan, som jeg elskede. Og tænk, nu kom den som tegneserie i Ekstra Bladet, tegnet af en vis Mr. Dan Spiegle. Hans western-design var perfekt lige fra Colt-seksløberne og saloon-interiøret til western-sadlerne på de galoperende heste. Jeg har senere haft den store oplevelse at møde samme Mr. Spiegle, men den historie gemmer jeg til en anden gang.
Fantomet i Wilson McCoys fascinerende og naive streg
Mine beskedne lommepenge blev blandt andet spenderet på en anden form for tegneserier, nemlig Allers ugentlige Skipper Skræk. Her var det primært ”Fantomet”, der blev min favorit. Jeg husker en situation, hvor Fantomet er bundet og bastet til en skibsmast, mens en brændende lunte langsomt nærmer sig en tønde krudt. Jeg måtte vente med tilbageholdt åndedræt en hel uge for at få at vide, om han overlevede denne håbløse situation. Ja, så stærkt et indryk gjorde det på mig, at jeg fik den frygtelige tanke, at hvis jeg nu blev kørt over af en bus inden næste tirsdag, ville jeg dø uden at ane, hvordan det var gået min helt. Jeg overlevede og det samme gjorde sørme ”Manden med de Stribede Underhylere”, bare fordi det kvindelige medlem af forbryderbanden var blevet forelsket i Fantomet og kom styrtende til og slukkede lunten. Kvinder, altså!
Den ihærdige taber vinder
Som man vil forstå, så var jeg fascineret af begrebet ”tegneserie” i en ung og påvirkelig alder. Den lille firkant med den store virkning. Jeg begyndte så småt selv at lave mine egne tegneserier, og da jeg var omkring 10 år, syntes jeg, det var tide, at den store verden fik øje på mine streger. Man skal vist være i den alder for at lide af denne form for total selvovervurdering.
Jeg havde fået den geniale idé at lave en tegneserie med Sherlock Holmes – det var da vist aldrig prøvet før. Jeg sendte mine striber ind til Familie Journalen og ventede på en fed kontrakt til underskrift. I stedet fik jeg et afslag fra chefredaktøren Mogens Aller, der havde givet sig tid til at skrive et langt indlæg, om hvorfor de måtte sige nej, samtidig med at han gav mig en masse gode råd om at komme videre som tegneserie-tegner. Rørende, at den travle mand gav sig tid til at besvare et håbløst amatør-forslag fra en 10-årig knægt. Det var dengang, begrebet ”pli” stadig var på mode.
Det at lave en tegneserie var altså ikke så ligetil, fandt jeg ud af, som årene gik. Hvad med det næstbedste: Vittighedstegningen? Jeg begyndte at kopiere mine idoler, blandt andre Ronald Searle, Sam Cobean og Jørgen Mogensen. Langsomt blev stregerne lidt mere personlige, og jeg fandt ud af, som succesen voksede, at denne form for humor var lige min boldgade. Men alligevel – tegneserie-genren lå og lurede i baghovedet og ventede på at blive aktiveret ved en passende lejlighed. Og tænk, den kom fra et totalt uventet sted.
Detektivserien “Dick Danger”.
Et svensk tegneserieforlag – jeg tror, det var det hedengangne Semic Press – var så letsindig at udskrive en skandinavisk tegneseriekonkurrence i begyndelsen af 1960’erne. I min ungdommelige naivitet sendte jeg hele tre forslag afsted. Ingen af dem vandt selvfølgelig, men om ikke andet så lærte det mig, at kvantitet ikke skal forveksles med kvalitet.
Det ene forslag var en detektivserie, og helten hed sjovt nok “Dick Danger”, men rent fysisk havde han et noget andet udseende end Mr. Krimi-Quiz i dag. Den næste stribe var “Yrsa”, en pantomime-serie med en noget buttet dame, der havde sine egen utraditionelle omgangsform med det modsatte køn. Endelig “Jesper på eventyr”, en ugeserie for børn, hvor Jesper ville komme til at møde verdenslitteraturens helte, fra Robin Hood og Buffalo Bill til Kaptajn Nemo og Sherlock Holmes.
Pantomimeserien “Yrsa”.
Med min naivitet intakt sendte jeg straks mine tre bud videre til PIB, Pressens Illustrations Bureau, og tænk – her var der bid. Ham der ”Jesper på Eventyr” kunne måske eventuelt sådan set udvikles til noget salgbart. Jeg gik hjem og tegnede videre på Jesper (som nu havde taget navneforandring til Peter – og serien til “Peter & Perle”), og hans møde med Robin Hood og hans muntre svende. Efter en hel del ugers utålmodig venten ved brevsprækken skete der noget. Jeg blev inviteret til frokost på Hotel Østerport (datidens beskedne svar på NOMA) med PIB’s redaktør Jørgen Sonnergaard og redaktionschef Asger Nørgaard Larsen fra Jylland-Posten. Jeg var ved at kløjes i rejecocktailen, da Hr. Nørgaard Larsen fortalte, at man gerne ville have ”Peter & Perle” som fast tegneserie i Jyllands-Posten ikke bare om søndagen, men hver dag året rundt.
Hergé Extra Extra Light
Inspireret dels af Tintin, dels af James Bond, som lige var blevet det store hit i 1960’erne, blev resultatet en humoristisk spændingsserie med 10-årige Peter og hans hund Perle, der klarer alverdens skurke og forbrydere, ikke mindst overskurken, den skumle Baron Hugo von Kopfnagel, i selskab med super-agenten med det eksotiske navn Uffe Anthoni. (opkaldt efter en af mine gode venner, der jobbede som biokemiker på H. C. Ørsteds-Instituttet). Blandt andet fik jeg lanceret agent Uffe’s Morris Mascot som en superbil, der kunne operere både til lands, til vands og i luften og som fik 007’s Aston Martin til at ligne en ubehjælpsom sæbekassebil.
De tre første dagstriber med Peter og Perle.
Jeg skævede til Hergé og hans geniale streger, men måtte hurtigt erkende, at det var en håbløs opgave, når man nu var totalt selvlært som tegner. I stedet blev det en slags Hergé Extra Extra Light, hvor jeg så fokuserede på historien for at dække over de tegnemæssige mangler. Jeg betragtede mig som en slags filmmager, der blot brugte papir og blyant i stedet for et helt filmhold og prøvede at lave mine historier, som var de en film. Også tegnemæssigt med en bevidst variation af totaler og close-ups. Ligeledes, hvad der netop er specielt med fortsatte tegneserier, hver dag at slutte dagens stribe med en cliff-hanger. Noget må jeg have gjort rigtigt, for mange år senere fik jeg fat i Syd Fields bøger om scriptwriting med hans teorier om plotpoint 1, plot point 2 og så videre og så videre. Jeg tjekkede hans gode råd med både mine Peter & Perle- og Felix-historier, og tænk – i de fleste tilfælde passede de på en prik til hans teorier.
Eksperimenter og førtidspension
Peter & Perle debuterede i 1966 og var fast indslag i Jydepotten den næste halve snes år. Den blev også publiceret andre steder, blandt andet i Expressen i Sverige og i et enkelt blad i Østrig. Ligeledes udgivet som engelsk undervisningsbog til danske skoleelever. Det blev også til et enkelt hæfte på svensk med titlen ”Peter & King møder Lochness Monstret”. Interpresse og andre danske tegneserieforlag viste dog ikke den store interesse, Heller ikke da jeg introducerede en ny helt, eller snarere en ny anti-helt, den lettere fjollede og klumpedumpede Major Potwell.
Rent tegnemæssigt prøvede jeg også at eksperimentere. Jeg opdagede, at der var noget specielt tegnepapir, der blev markedsført under navnet DuoShade. Et amerikanske produkt, der var umulig at opdrive i Danmark. Men efter et større detektivarbejde fandt jeg ud af, at man kunne købe det i en lille specialbutik i Malmø – af alle steder. Efter en sejltur tur-retur på Øresunds blå bølger var jeg nu klar til at gå i gang med dette nye under.
Man kunne tilføre sine tegninger to typer raster af hver sin mørke grad ved hjælp af to forskellige væsker, som man penslede på sine striber. Det gav en ret så speciel virkning. Dengang var der mig bekendt kun tre andre tegneserier i verden, der brugte denne teknik. Det var to af mine favoritter – Roy Crane’s ”Buz Sawyer” og Dan Spiegles ”Hopalong Cassidy” samt Leslie Turner’s ”Captain Easy”. Jeg har lige tjekket Google. Produktionen af DuoShade blev indstillet i 2009 – desværre. Men måske man stadig kan finde et lille restlager et eller andet sted i Malmø og omegn?
Peter og Perle med rig brug af DuoShade (der dog er blevet noget falmet med tiden).
Efter disse halve snes år i Jyllands-Posten gik Peter & Perle på førtidspension. En ny redaktør var ankommet, og traditionen tro skal de altid demonstrere deres nye magt ved at lave om på indholdet. I det her tilfælde var det blandt andet Peter & Perle, det gik ud over. Ikke den store katastrofe, heldigvis. For i mellemtiden havde jeg nu travlt med at koncentrere mig om de nye serier jeg tegnede, “Felix” og “Krimi-Quiz”, som havde fået min større interesse, for ikke at glemme mine gag cartoons. At jonglere med tre forskellige tegneserier på daglig basis var også ved at blive lidt for muntert.
Som tegneserie-tegner får man uhyre sjældent reaktioner fra sine læsere. Så det er ligesom at affyre en revolver med bind for øjnene, når man slipper sine streger løs på avissiden. Men bedre sent end aldrig. Der skulle således gå et halvt århundrede, før jeg fik en reaktion på Peter & Perle. Og det var fra selveste Freddy Milton. På Art Bubble sidste år i Rundetårn fik vi en god kollegial snak om dit og dat, og han betroede mig, at han som stor knægt læste Peter & Perle hver dag i Jydepotten. Men ikke nok med det – han klippede møjsommeligt striberne ud dag for dag. Freddy Milton – min første fan! Det er den slags historier, der luner.
Werner Wejp-Olsen, bedre kendt som WOW, er med en dåbsattest fra 1938 Danmarks ældste aktive tegneserietegner. I 1972 overtog han serien Felix fra Jan Lööf, og senere i det brune årti skabte han de folkelige og populære serier Krimi-quiz og Momsemor. Han er en levende dansk tegneserielegende, og i Wowserier skriver han finurlige, muntre, og informative klummer fra et langt liv i tegneseriebranchen i både Danmark og udlandet.
Del på
