Turen går til Rom i den store serie “Roms Ørne”. Fjerde bind er ude, og der er dømt sandaler for alle pengene.
Romerriget, der var knap så holdbart som dets hovedstad, er stadigvæk en evig inspirationskilde inden for fiktionen. Sværd og sandalfilm er blevet en selvstændig genre, som også tv-serier som “Rome” har taget til sig. Tegneserierne har gennem tiden haft nogle solide klassikere fra “Alix” (Martin) over “Asterix” (Uderzo/Goscinny) til et nyere bud som “Murena” (Dufaux/Delaby). Om sidstnævnte bliver en klassiker, specielt efter tegner Phillipe Delabys død sidste år, må lade vente på sig. Men Faraos Cigarer har i hvert fald appetit på mere inden for genren i form af “Roms ørne”, skrevet og tegnet af Enrico Marini.
Serien blev skudt i gang med tre bind sidste år, og i år følges der op med det fjerde i den fortsatte historie om germanske Arminius og romerske Marcus, hvis liv fletter sig ind og ud af hinandens, mens der lægges op til, at Romerrigets ekspansionsplaner mod nord må skrinlægges. Det er yderst vanskeligt at gengive ret mange detaljer om de to drenge/mænds gøren og laden uden at røbe for meget af handlingen. Men i første bind tvinges de ind under samme tag, da Marcus’ far påtager sig at opdrage Armenius sammen med sin egen, i faderens øjne alt for svage, søn. Denne ekstremt disciplinprægede og maskuline opdragelse får efterhånden de to drenge til at knytte et stærkt venskab, som dog i løbet af de følgende bind sættes på nogle alvorlige prøver.
Hvad der dog uden problemer kan fortælles er, at Marini imponerende hurtigt får etableret en historie så spændende, at det er svært at lægge “Roms ørne” fra sig igen. Outsideren og indvandreren Arminius har ingen moralske skrupler, men lægger liv og sjæl i sit avancement inden for den romerske hær. Marcus følger skæbnebestemt i sin fars fodspor den samme vej, men har et blødere punkt for kærlighed end Arminius, hvilket skaber hindringer for ham. På den måde skaber Marini nogle parallelle historier, som han løbende veksler mellem:
- Had-kærlighedsforholdet mellem Arminius og Marcus.
- Marcus’ problemer med den skæbnestemte karriere vs. kærligheden.
- Spørgsmålet om, hvorvidt Arminius nu også er blevet en ægte romer, eller om han måske i virkeligheden stadig er på germanernes side.
Dertil får man et fint indblik i romersk opdragelse, hvor barndommen slutter med ét hug for de to drenge, da Marcus far sætter hårdt ind for at gøre dem til rigtige mænd. Det yderst frivole forhold til seksualiteten i det mandsdominerede samfund fylder også en del i de to første bind, inden lokaliteten rykkes til Germanien og de afgørende kampe. Her skiftes det romerske skørlevned ud med mudrede garnisoner og hyppige sammenstød med lokalbefolkningen.
45-årige Marini har allerede en lang karriere bag sig, primært som tegner for andres historier. I “Roms ørne” viser han dog, at han mestrer begge dele. Det er oplagt at sammenligne tegningerne med den samtidige “Murena”, som de fleste med interesse for tegneserier om Romerriget vil kende. Men i forhold til Delaby, har Marini tydeligt en noget mindre glat stil. Han behøver ikke mange streger for at skabe et genkendeligt ansigt, hvilket ikke er uden betydning i en historie, hvor der oparbejdes et rigt persongalleri undervejs. I det hele taget økonomiserer han meget med den sorte streg og i stedet skabes meget af livet i billederne via farvelægningen. Store dele af baggrundene består udelukkende af akvarelfarver, og det gælder både himmel, landskaber og interiører. Måske det bliver lige lovligt pænt til tider, men der skabes løbende et fuldt troværdigt billede af både det italienske landskab og byliv. Specielt i overbliksbilleder fra Rom eller garnisonerne mod nord viser han dog, at han sagtens kan kæle for detaljerne i et billede. Serien er rig på actionprægede episoder, hvor Marini med godt blik for beskæring og vinkling leverer med stor visuel styrke, der med al tydelighed får volden til at forplante sig til læseren.
Samlet kan det siges, at der spændingsmæssigt stort set ikke er en finger at sætte på “Roms ørne”. Marini fletter dygtigt de to drenges skæbner sammen, så man fra starten er spændt til tæt på bristepunktet. Marcus’ konflikt mellem pligt og lyst kan de fleste forholde sig til, og måske kan man endda et stykke af vejen se Arminius som en moderne indvandrerfigur i de fleste europæiske samfund, der for nogle udgør en potentiel indre trussel. Efterhånden som det hele spidser til i løbet af bind tre og fire, hvor de voksne mænd har indtaget deres pladser i det romerske imperiums hær i Germanien, bliver det hele mere beskidt og mørkt på vej mod det endelige opgør mod de lokale stammer.
Faraos har ofte haft for vane at udgive deres serier i de papbokse, der efterhånden er blevet lidt af et kendetegn for forlagets kvalitetsvarer. Når “Roms ørne” ikke får samme behandling, så skyldes det nok, at serien for en gangs skyld udgives løbende. For den kunne sagtens fortjene en boks, men bind fire er ikke afslutningen på historien. Heldigvis, for en ny god spændingsserie på dansk er altid velset. Og desværre, for det bliver en lang ventetid frem mod det endelige sammenstød mellem romere og germanere, der dog skulle være planlagt til udgivelse i 2015.
Karakter: 4/5
Titel: Roms ørne 1-4
Forfatter/tegner: Enrico Marini
Forlag: Faraos Cigarer
Form: 56 sider, hardcover, farver
Pris: 148 (bind 1-3) og 169 (bind 4) kr.
ISBN: 9788792808394, 9788792808400, 9788792808417 og 9788792808967
