Murstensopsamling “Black Metal Omnibus” af Rick Spears ( “The Auteur”, “Teenagers From Mars” ) og Eisner Award-vindende Chuck BB ( “Stone Cold Lazy” ) kunne ligne gaven til alle, der er røvtræt af alle andre.
De to hadefulde Black Metal tilbedende teenagere Shawn og Sam Stronghand er måske ikke så elskeligt misantropiske figurer som Garfield, men med den mængde lemlæstelse og tarm-udtrækning de deltager i, er det nok heller ikke kærlighed og lasagne, de bejler efter. Deres trakasserier som adopterede outsidere blandt blomsten af Amerikas gennemsnitlige ungdom, på gennemsnitlige Ronald Reagan Junior High School, og hjemme hos deres gennemsnitlige alenepapmor, og deres gennemsnitligt frastødende lillebror, starter ud som en septiktank af situationskomik, særligt hvis man har styr på den sorteste af metallens subgenrer.
Det er vel en anelse profant, når Spears og Chuck BB gør sig til bedste over metal, og snavser det største vestlig kultur har haft at byde på de sidste havtreds år til, men det kunne nu have været meget værre. De kunne have trukket Iron Maiden gennem sølet, og INGEN fucker med Maiden!
Alt ændrer sig dog, da de to brødre en dag får fat i en ny metalskive med Frost Axe fra norge. Det kan godt være, vi i Danmark er verdens lykkeligste folk ( angiveligt ), og kun bliver overgået i selvfedme af svensken ( uomtvisteligt ), men det er tophuerne fra det høje nord, der har gjort Black Metal til det som det er i dag. Tvillingerne spiller fluks nyanskaffelsen baglæns, med det resultat, at Helvedes porte åbner sig, og de bliver opslugt af de mørke dimensioner. Herfra går der rollespil i den. Shawn og Sam viser sig at være en udspaltning af dæmonen The Roth, som er i evig krig med baron Von Char fra Helvedes dyb. De må nu for at bekæmpe deres ærkefjende hente Atolls sværd i lavasøen Ga-Doon og blablablah.
Det endeløse rodsammen af mere eller mindre autoriserede mytologiske figurer fra himmel og helvede, og deres hellige og uhellige alliancer, som serien herfra roder rundt i, resulterer måske på sigt i lange nosser for den sensible læser, men er man et vaskeægte metalhead er den lille æstetiske detalje intet som et lavthængende patronbælte ikke kan klare. For bedst som man er ved at gabe kæberne af led over udsigten til laaang tid i selskab med en uendelig Wikipedia-søgning af okkult gejl, tager serien en mere bizar drejning.
Scenen, hvor brødrene, der er faldet for Satans hånd, rådner i et maddikeorgie og i en pinagtigt udpenslet tekst får flettet deres skæbnetråde sammen med det døende univers, er en seriøs ud-af-kroppen-oplevelse, og med den evigt bussemandsspisende lillebror i paveornat kåret til Antikrist af Guds engle, lakker løjerne mod enden, i en kaotisk all-stars gudekomsammen, hvor alle roller er til forhandling, og hverken Døden, Gud eller Satan kan vide sig sikre
Splatteræstetikken står ikke tilbage for, hvad man kan finde i f.eks. Johnny Ryans “Prison Pit”, sexet op med Chuck BB’s på een og samme tid grovkornede og slikkede mix af manga og underground, men da hele herligheden er lidt mere moderat satset, kan “Black Metal Omnibus” ikke sige sig fri fra at rumme en snert af ufarlig college-humor midt i voldsudgydelserne. Der er plads til både bandana, lemlæstelse og øldåsesamling, til gengæld må man istedet for Fuck som hverandet ord, tage til takke med udødelige one-liners som ” A buttsniffing butthole? How is that even possible?”
Det går selvfølgelig hverken værre eller bedre, når enhver jordforbindelse i serien kappes, og alt går op i dæmoniske slagterier i Helvede og omegn, end at det urkomiske i kontrasten mellem den vrangvillige misfit-kultur og middelamerikas grænseløse konsum ryger fløjten. Langsomt men sikkert går duoen den slagne vej, og byder sig til med, hvad dusinvis af middelmådige Samuel L. Jackson-film har kunne levere af tamt ramasjang, i noget der føles som æoner. Men den udholdende læser belønnes som sagt, hvis man vælger at se denne scizoide mix af slapstick, pompøs selvhøjtidelighed, okkult fantasy, latrinær humor og udsyret kosmisk dødsgejl som en gave.
At man aldrig helt kommer på det rene med om man skal le eller græde over denne sære serie, kan dog ikke overskygge det faktum at Black Metal lever og efter omstændighederne har det godt, og tak din Belzebub og skaber for, at der til stadighed er livsgnist i al det sære skrammel, skønhedsfejl iberegnet. Eller sagt med darkwave-pigen Beccas vise ord: ” I’m totally glad you’re not dead. Cause it would like, suck to die.”
Hail Satan!
Karakter: 3/5
Titel: Black Metal Omnibus
Tegner og forfatter: Chuck BB og Rick Spears
Forlag: Oni Press
Udstyr: Softcover i sort/hvid, 464 sider
Pris: Ca. 200 kr.
Udgivelsesår: 2014
Udgivelsesland: USA
