Peter Becher Damkjær undersøger E. P. Jacobs’ “U-strålen” fra 1943, et af den europæiske eventyrtegneseries formative værker.
Det VIRKER som en evighed, men faktisk gik der kun godt 20 år, fra Carlsen Comics i forordet til “Professor Satos 3 Formler, 1. del Mortimer i Tokio” i 1990 bedyrede, at E.P. Jacobs’ “U-Strålen” i 1991 ville udkomme i dansk oversættelse, til læserne rent faktisk STOD med det lovede album i hænderne … Dog med Cobolt som udgiver. Var det ventetiden værd? Ja, det er i hvert fald en af den slags udgivelser, man ikke ser mange af nu om dage.
“U-Strålen” fra 1943 er Jacobs’ første egentlige selvstændige værk. Men belgieren havde under krigen været stand-in-tegner for Alex Raymond på Jens Lyn, da de amerikanske serieleverancer under den tyske besættelse ophørte, og inspirationen fra den amerikanske sci fi-stribeserie fornægter sig ikke i “U-Strålen”.
Nordlandien og Austradien ligger i krig, og den skæggede professor Marduk står i spidsen for Nordlandiens forskningsbestræbelser på at finde en form for våben, der kan hjælpe landet til at vinde krigen. Sammen med et mindre hold eventyrere drager de ud på sporet af vidunderstoffet uradium, der angiveligt besidder fantastiske kræfter. Men Austradiens lumske agenter, og ikke mindst de vilde farer fra den fremmedartede natur og de indfødte i det sære land, de udforsker, truer konstant med at tage livet af vore helte.
Jacobs spiller på HELE eventyr-klaviaturet. Her er dinosaurer, abemennesker, katakomber og tabte azteker-civilisationer til den store guldmedalje på de bare 43 sider, historien strækker sig over. Det lyder vanvittigt hæsblæsende, men det er det absolut ikke.
Jeg har stor veneration for Jacobs “Blake og Mortimer”, der al sin altmodische fortælleteknik til trods afspejler en tegner og fortæller, der den onde-fløjte-mig har styr på sine figurer og ikke mindst på at skabe stemninger og miljø. Det samme talent er der kun MEGET glimtvis beviser på i “ungdomsværket” her.
Det virker, som om Jacobs aldrig helt har haft nogen klar idé om, hvor han ville hen med historien og da SLET ikke om, hvad der skulle ske fra professor Marduk og co. drager afsted på deres farefulde færd og til de finder vidunderstoffet. Og hvad der egentlig bliver af titlens U-stråle, må guderne sgu vide. Jeg kan i hvert fald ikke hitte den noget sted i fortællingen.
Der er måske nok action og abemænd til overflod, men det afvikles med føljetonens iboende og-så-skete-der-dét-og-så-skete-der-dét-og-så-skete-der-dét-og-så-skete-der-dét-rytme, som bare virker uendeligt trættende i albumform. Alle, der har tygget sig igennem Flying Buttress’ samlede udgave af Hal Fosters og Burne Hogarths Tarzan ved, hvor udmattende og i bund og grund kedelig en læseoplevelse, det kan være.
Det er alt andet lige dejligt, at vi nu endelig har fået “U-Strålen” på dansk. Vi, der forstår hyggen ved Jacobs’ opstyltede, teatralske tegneserier har fået lukket det sidste hul i samlingen. Albummet er et flot og lækkert præsenteret stykke tegneseriehistorie og dermed er Cobolts mission med udgivelsen vel også fuldført, men nogen egentlig stor tegneserie er der altså ikke tale om.
Karakter: 2/5
Værkets titel: U-strålen
Forlag: Cobolt
Forfatter og tegner: E. P. Jacobs
Oversætter: Freddy Milton
Farve og form: Farver/Hardcover
Sidetal:48
Pris: Kr. 198,-
ISBN: 978-87-7085-433-7
Aktuelt udgivelsesår: 2011
Originalt udgivelsesår: 1943