Serieskaberveteranen tegner løs på Mortensens mondæne meritter med en amerikansk kontrakt i baglommen.
Lars Jakobsens albumserie om den eventyrlystne og tidsrejsende Mortensen har næsten 20 år på bagen. Første bind, “Den røde rubin”, kom helt tilbage i 1993, og inden 1994 var omme, havde yderligere to bind set dagens lys. Så dalede udgivelsesfrekvensen også drastisk – først i år kom bind fire, “Den falske mumie”, ligesom de gamle album er blevet genudgivet i 2011-12.
Næste Mortensen-bind hedder “Tunnellen” og ligger på Jakobsens tegnebord netop nu. Nummer 9 lagde vejen forbi og spurgte til albummet, der er baseret på en virkelig historie fra New Yorks undergrund …
Lad os først lige sætte scenen: Hvor arbejder du?
– Jeg arbejder på min tegnestue hjemme, hvor jeg har alle mine remedier. Det kan til tider være et kaos af tegninger, bøger, skitser, kameraer og andet isenkram, som har noget at gøre med det, jeg nu lige sidder og laver.
Kan du fortælle lidt om, hvorfor du startede Mortensens mondæne meritter op igen?
– Mortensen-serien kom første gang i 1993 fra forlaget Ultima – der udkom dengang tre album, som faktisk solgte udmærket. Men Ultima lukkede, og så var det slut med Mortensen.
– Jeg fik travlt med andre opgaver, men omkring 2008-9 fik jeg flere henvendelser på serien – de album, der stod på bibliotekerne, var ved at være slidt op, og der kunne ikke bestilles nye. Derfor spurgte jeg Wisby og Wilkens, om ikke de ville genudgive serien i en ny, farvelagt og opfrisket udgave. Der var masser af ting, jeg efter en årrække syntes trængte til omtegning, men samtidig er det jo også en balancegang, for man kan jo heller ikke tegne det hele om igen og igen … Men altså: De sagde ja og jeg begyndte at lave nogle farvelægningsprøver.
– Samtidig fik jeg via den amerikanske tegneseriefestival MoCCA kontakt med et amerikansk forlag, der gerne ville udgive Mortensen i USA. De havde set et album, som jeg havde med over there som et eksempel – for egentlig var jeg taget af sted i håb om at kunnesælge min hønsestribe, den var der bare ingen, som tog særlig meget notits af. Men Mortensen-albummet fangede redaktøren på Graphic Universe, så jeg blev indkaldt til et møde, hvor jeg fik en fantastisk kontrakt på at “modernisere” de tre eksisterende album samt producere tre nye!
Hvor fantastisk, egentlig? Er du tegneserietegner på fuldtid nu?
– Ja, pt. arbejder jeg på fuld tid med tegneserier – jeg har stadig striben Ganske Vist, som hver uge kører i Familie Journalen og en gang imellem i Basserne. Det er et sjovt og fantastisk arbejde at have – jeg håber at Mortensen måske kan være med til at trække andre danske serieskabere med til USA. Der er masser af supergode tegnere herhjemme, som fortjener at blive set af et større publikum.
Fortæl om Mortensen-albummet, du arbejder på nu!
– Album nummer fem hedder “Tunnellen” og tager udgangspunkt i en hidtil ukendt tunnel, der blev fundet for nogle år siden i Brooklyn. Tunnelen blev allerede bygget i 1839 og var datidens første Subway. Men allerede få år efter lukkede man tunnelen – den blev glemt og udviklede sig efterhånden til en myte. Indtil en frisk togentusiast med hang til eventyr gav sig til at lede og fandt den ganske uberørt og glemt i 150 år! Rygter og gamle dagbøger fortæller imidlertid, at nogle få kendte til tunnelen – og der er også rygter om en mystisk conspiration omkring mordet på Abraham Lincoln …
– Jeg mødte Bob Diamond – manden, der fandt tunnellen – i Brooklyn, hvor han fortalte, hvordan det var gået til og hvor besværligt og spændende, det havde været. Han er en hyggelig fyr og en helt fantastisk fortæller. National Geographic er i øvrigt ved at lave en dokumentar om sagen nu. Men altså: Bobs historie har dannet afsæt for bind 5 af Mortensen.
Hvordan arbejder du på albummet?
– Mortensens mondæne meritter er altid inspireret af virkelige begivenheder og steder. Derfor er der også et stort researcharbejde bag siderne – bilerne, byerne, tøjet, alle mulige rekvisitter …
– Men når manuskriptet er færdigt, laver jeg nogle løse skitser, og derefter tegner jeg siderne på A3 som halve sider – altså meget stort. Det virker måske lidt vildt, men det er den måde, jeg arbejder bedst på. Først tegner jeg en løs skitse op med blå blyant – den blå skitse forsvinder, når man scanner i sort/hvid – så behøver man ikke viske blyantsskitserne ud.
– Den her side, altså albummets åbningsside, er så godt nok undtagelsen fra reglen om, at jeg bruger et helt A3-ark til en halv tegneserieside – det her splashbillede kunne jo dårligt deles op i to. Nå: Siden rentegner jeg med pensel og sorte blyanter, Palomino Blackwing er en supergod blyant til rentegning, og så bruger jeg nogle sorte farvekridt-agtige blyanter til fartstreger og hår osv. Det giver en god dybde i stregen, synes jeg. Endelig blander jeg penselstreger med sort india ink og penselen er en Winsor & Newton str. 0.
– Når rentegningen så er færdig – scanner jeg siderne ind og derefter deles den op i lag i photoshop og farvelægges.
Hvornår regner du med at have “Tunnellen” klar og hvad sker der så?
– “Tunnelen” er ved at være færdig, og jeg er i gang med at slå de første streger til album nummer 6. Begge skal udkomme i efteråret 2013 i USA, og “Tunnelen” kommer på dansk i foråret.