Skyggernes hær / Afrikakorps
Krigstrommerne buldrer i belgiske Olivier Speltens’ skildring af tyske troppers kampe under anden verdenskrig. Vi er med helt nede i skyttegraven og inde i kampvognen i to fortællinger om krigens gru. De rammer hårdt – men frustrerer også med forvirrende fodfejl.
Med al dén fag- og skønlitteratur, der gennem tiden er kommet om 2. verdenskrig, kan du sikkert line udgivelser om emnet op herfra og hele vejen ned til førerbunkeren i Berlin!
Alligevel fascinerer krigen og dens konsekvenser fortsat og bliver igen og igen udforsket i populærkulturen. Selvfølgelig også i tegneserier, hvor belgiske Olivier Speltens har specialiseret sig i at skildre de tyske troppers strabadser.
Allerede i 2022 fik vi hans serie Skyggernes Hær på dansk fordelt ud på to bind med to af seriens i alt fire albums i hvert bind. Men nu genudgiver forlaget Faraos Cigarer hele serien i en samleudgave.
Anledningen er nok udgivelsen af Speltens’ anden serie, Afrikakorps; men lad os først kigge på Skyggernes hær. Serien blev nemlig ikke anmeldt her på sitet, da den oprindeligt udkom på dansk for 4 år siden.
Det var en skam, for der er tale om en spændende og veltegnet tegneserie – dog med visse forbehold.
Tyske tropper i fokus
Læseren følger den tyske soldat Ernst Kessler og de hårde kampe på Østfronten, han og hans deling gennemgår i årene 1943-45.
Skildringen af de menige soldaters sammenhold og kammeratskab midt i et umenneskeligt krigshelvede er i udgangspunktet hverken ny eller original – det er en skabelon, der er udforsket utallige gange, f.eks. i film og TV-serier som Saving Private Ryan og Band of Brothers.
Selvom Speltens altså betræder velkendt terræn, er hans take på emnet friskt og spændende.
Det er interessant, at du som læser for en gangs skyld oplever krigen fra den anden side af skyttegraven. Følger de, der stod på den forkerte side af historien.
Under læsningen virker det næsten helt ’forkert’ at få sympati for handlingens unge nazister i takt med, at granater og skud fra russiske snigskytter hagler ned over dem. Men dén indlevelse er jo dét, god historiefortælling kan.
Speltens har blik for at vise, hvordan de unge soldater udvikler sig fra naive og blåøjede, besnærede af ideologi og national massepsykose som de er, når de indtræder i hæren, til at blive nedbrudte og desillusionerede.
Langsomt, men sikkert går det op for dem, at de blot er kanonføde i en barbarisk krig, der synes mere og mere tabt. Som læser er det hjerteskærende at følge med i.
Speltens’ streg egner sig godt til at give den fuld gas med grumme krigsskildringer. Sammen med en stemningsfuld farvelægning formidler tegningerne flot kulden, mudderet og forfaldet på krigsmarken.
Når du f.eks. oplever soldaterne være tæt på at fryse ihjel i -40 graders kulde eller de nervepirrende sekunder i skyttegraven inden den Røde Hær løber den over ende forbløffes du ofte over, hvordan de her soldater dog kunne holde til presset.
I Afrikakorps er handlingen i stedet for Europa henlagt til det afrikanske kontinent. Hovedpersonen er løjtnant Joachim von Richter, der leder en kampvognsgruppe under feltmarskal Rommels kommando.
Her er det tårnhøje temperaturer, sand, tørst og træfninger med britiske styrker, der driver historien frem.
Kampene i denne serie føres oftest maskine mod maskine, når begge siders kampvogne beskyder hinanden eller angribes fra luften af kampfly.
Dét gør, at Afrikakorps’ kampscener opleves med mere distance og mindre intensitet.
Til sammenligning gør kampene i Skyggernes hær større indtryk. Soldaternes fremrykning til fods på sletter eller i byer giver simpelthen en mere nervepirrende og fortættet stemning.
Soldater der ligner hinanden
Udover Kessler og von Richter som hovedpersoner optræder en række andre soldater.
Her er en mærkbar svaghed ved begge serier, at det er ret svært at skelne den ene soldat fra den anden. De minder utroligt meget om hinanden. Det gør det svært at få persongalleriet helt ind under huden.
Kesslers to skægstubbede soldaterkammerater er mod forventning IKKE enæggede tvillinger. De ligner blot hinanden på en prik på næsten hver side.
Speltens burde have varieret karakterernes udseende og væremåde mere.
I længden bliver det kedeligt at læse om soldater, der mere fremstår som generiske statister i krigens gru end komplekse og forskelligartede personer, du kan leve dig fuldt ud ind i.
Der kan dog også være en pointe i, at de alle ligner og minder om hinanden. Det understreger deres kollektive rolle som ansigtsløse, anonyme tandhjul i den tyske krigsmaskine. En maskine, der som serierne udvikler sig kværner udsigtsløst derudaf til trods for, at krigslykken er vendt.
Endnu et eksempel på identiske soldater, her fra Afrikakorps. Bemærk fire soldater med skægstubbe, der ser helt ens ud.
Fortælleteknisk lider Skyggernes hær og Afrikakorps under lidt forvirrende spring i handlingen med sceneskift, der ikke forklares tydeligt nok og hvor du let bliver forvirret eller er tvunget til at gætte dig til, hvad der er sket mellem den ene sekvens og den næste. Her kunne Speltens godt holde læseren lidt mere i hånden, også fordi forvirringen forstærkes af at persongalleriet, som tidligere nævnt, i udpræget grad ligner hinanden.
Et andet irritationsmoment er placeringen af taleboblerne. De optræder ikke altid lige intuitivt i forhold til læseretning eller hvilken karakter, der siger hvad.
Hvem siger hvad? Blot ét af flere eksempler på talebobler, der ikke er optimalt placeret i forhold til intuitivt at koble person med dennes replik.
Når talens placering i en tegneserie fungerer, er det noget, du som læser slet ikke tænker over. Det glider bare.
Men når det halter, som her i både Skyggernes hær og Afrikakorps, er det ret irriterende, fordi det ofte bryder dit læseflow. Ærgerligt, at dén vigtige del af håndværket ikke sidder lige i skabet, når nu Speltens tydeligvis har brugt masser af energi på tegningernes detaljegrad.
Flere skævt placerede talebobler – denne gang fra Afrikakorps. Venstre og midterste talebobler øverst og den helt nederst siges af manden i grå-sort jakke, der holder et kort i hånden.
Autentiske krigsskildringer
Jeg er på ingen måde ekspert i 2. verdenskrig, men sidder alligevel med indtrykket af, at begge serier gengiver en masse historiske detaljer troværdigt.
Uniformer, våbentyper, materiel, angrebsmanøvrer m.m. Et indtryk der understøttes af den liste over bøger, film og dokumentarer, der bringes i begge serier som et bevis for Speltens’ grundige research under udarbejdelsen.
Der er altså både gode og mindre gode elementer i Skyggernes hær og Afrikakorps.
Af de to synes jeg Skyggernes hær udfolder en mere helstøbt og spændende historie. Her sidder du undervejs vitterligt i åndeløs spænding under læsningen af mange af kampscenerne, der er elementært spændende at følge. Dén intensitet savner jeg lidt i Afrikakorps, der føles mere gumpetung.
Med dét sagt: er du generelt interesseret i krigstegneserier og i at læse en realistisk skildring af 2. verdenskrig, som en deling tyske soldater kunne have oplevet den, så er begge samleudgaver bestemt oplagte at se nærmere på.
I deres bedste momenter er de nemlig intense, dramatiske og gruopvækkende kampskildringer – råt for usødet og som en evig advarsel om krigens gru.
