Onde drømme
Med Onde drømme giver Adam Ellis sit ganske udmærkede bud på gyserfortællinger tilpasset de yngre læsere.
En del af et godt gys er at bygge forventningens uhygge op. Som når der på bagsiden af Onde drømme står ”Advarsel! Ikke for sarte sjæle”. Man skal pirre læserens nysgerrighed og forventninger. I bogens elleve gyserhistorier bruger Adam Ellis derfor ofte en jegfortæller, som læseren følger. Man kigger som læser i nogenlunde tryghed med over skulderen på fortælleren, mens tingene spidser til. På den måde opbygger læseren stille og roligt viden i samme tempo som fortælleren og er lige så spændt på, hvor det hele fører hen. I den første og sidste historie er Ellis endda selv fortæller og hovedperson.
“Onde drømme” er udgivet på dansk, men billedmaterialet er fra den engelsksprogede udgave.
Enkelte gange leder Adam Ellis’ historier hen imod et gys og en afslutning, der ender med at være lidt mindre, end der var lagt op til. Nogle slutter med fuld knald på gyset også i tegningerne og andre slutter med en chokeffekt, der ikke vises fuldt ud. Det kan selvfølgelig være ud fra et ønske om, at læseren selv skal forestille sig, hvordan det udmøntes. Eller det kan være fordi Adam Ellis holder sig målgruppen for øje: Nok få dem til at gyse sødt, men ikke for alvor skræmme dem. Hovedparten af historierne er måske nok relativt til at regne ud undervejs, inden man bladrer om til de sidste sider, hvis man har set eller læst sin andel af gysere, men der er kun få deciderede skuffelser imellem.
Det er vanskeligt at fortælle ret meget om handlingen i de enkelte historierne uden at komme til at røbe for meget. For ikke helt at krybe udenom kan nævnes historien om kvinden, der flytter ind i et nyt hus, hvor der bag en mærkelig lem i køkkenet hver dag på forunderlig vis gemmer sig en lille knogle. Eller manden, der får så god en ramen med majs på en restaurant, at han kommer tilbage hver dag for at få den igen, selvom der begynder at ske mærkelige ting med hans hud. Eller manden, der bliver gift med en kvinde, der altid har et grønt bånd om halsen og beder ham respektere det som den eneste hemmelighed imellem dem. Jo, der er nok til at sætte nysgerrige tanker i gang, for hvad sker der mon?
“Onde drømme” er udgivet på dansk, men billedmaterialet er fra den engelsksprogede udgave.
Der er god variation i historierne. Uden at være ekspert på området kan jeg i hvert fald konstatere, at der er eksempler på, hvad man måske kunne kalde sci-fi-gyset, spøgelsesgyset, transformationsgyset, body horror-gyset, forbandelsesgyset med flere. På den måde undgår Ellis at have en alt for fast skabelon, han bygger historierne op over. Ligeledes er billedsiden fint varieret. Der er både historier i farver og i sort-hvid. Der er lidt mangainspiration til tider, men hovedsageligt er det holdt i en måske lidt for blankpoleret og lidt for glat computerfarvelagt stil til min smag. Det er dog næppe noget, der vil genere en eneste læser i målgruppen, som jeg vil vurdere til at være de yngre teenagere – eller måske de allermodigste tweens. Efter hver historie kommer en lille forklarende tekst, hvor Ellis fortæller om sine tanker og inspirationen bag den. Det er med til lige at få hårene i nakken til at lægge sig igen, hvis de ellers skulle have rejst sig.
Onde drømme er en meget fin samling gyserhistorier til de børn, der har mod på noget mere uhygge end de fleste andre tegneserier til målgruppen har. Ingen af dem er rigtig uhyggelige, men flere balancerer fint på grænsen, hvor de nok skal få pulsen lidt op. Enkelte bliver måske også hængende en nats tid eller mere.
