Ole Rømer - han så lysets tøven
Tegneserien om astronomen Ole Rømer har ambitioner om at få unge læsere til at interessere sig for naturvidenskab. Spørgsmålet er, om den både lykkes med at formidle og at være en god tegneserie.
For 350 år siden, i det herrens år 1676, beskrev den danske astronom Ole Rømer idéen om at lyset har en endelig hastighed; at det ikke breder sig øjeblikkeligt fra sin kilde, men netop tøver. I anledning af jubilæet, som også fejres med en særudstilling i Rundetårn, har forlaget Eudor udgivet “Ole Rømer – han så lysets tøven”, som seneste skud på stammen af deres serie om danske videnskabsfolk, der også tæller biografiske tegneserier om H.C. Ørsted, Niels Bohr og Inge Lehmann.
Denne gang er tegneserien blevet til i samarbejde mellem to vaskeægte videnskabsfolk og en tegneserieskaber, nemlig DTU-rumforskerne Flemming Hansen og Jens Olaf Pepke Pedersen, der har forfattet historien, og tegner og historielærer Bjørk Matias Friis. Det er videnskabsformidling som tegneserie, “særligt til yngre læsere (…) der ønsker at lære”, som der står i pressemeddelelsen, og projektet er da også støttet af Novo Nordisk Fonden.
Det er en nobel sag at ville inspirere nye generationer til at interessere sig for videnskab, men, spørger den ærkehumanistiske anmelder, er det også god kunst?
Med forskeren på arbejde
Handlingen i “Ole Rømer” strækker sig fra hovedpersonens vej mod universitetet i København i 1662, og indtil de sene år i hans videnskabelige karriere omkring 1708. Historien er koncentreret om det videnskabelige arbejde, og dvæler ved netop arbejdet frem for tænkningen. Vi følger Rømer og hans kollegaer og rivaler, mens de udfører det manuelle, konkrete og slidsomme arbejde med at opstille forsøg, opfinde og udfærdige instrumenter, udregne og genberegne resultater, skrive og tilrettelægge udgivelser med mere. Rømer fremstilles ikke, som det ellers så ofte sker for dygtige videnskabsfolk, som et åndsmenneske, der hiver idéer ud af den tynde luft, men som en nysgerrig og slidsom videnarbejder, der er frisk på at få jord under neglene og at tilbringe en kold og kedelig jul på Hven, når det er dét, som skal til for at indsamle den data, som kan blive til nye erkendelser. Det er forfriskende, og genkendeligt for alle, som har beskæftiget sig med nogen former for videnskabeligt arbejde.
Et andet fokuspunkt i fortællingen er det kollektive aspekt af Rømers liv og navnlig arbejde. Han og kollegerne er ikke ensomme genier i hvert deres elfenbenstårn, men et tæt forbundet, mobilt og internationalt netværk af professionelle. De korresponderer livligt på kryds og tværs, rejser langt og hyppigt for at skabe og vedligeholde relationer, udfører eksperimenter på tværs af kontinenter, og både udfordrer og bygger videre på hinandens idéer for sammen at udbygge deres – nej, vores! – fælles viden om universet og menneskets plads i det. Det er en fortælling om videnskab som et ideologisk, almenmenneskeligt oplysningsprojekt, men også som noget lavpraktisk og besværligt, der er deprimerende afhængigt af networking, behovet for ekstern funding og en skyfri nattehimmel, når man skal kigge stjerner.
Biografi uden konflikt
Trods de velvalgte fokuspunkter fremstår fortællingen underligt overfladisk. Rømers relationer er stort set endimensionelle. De er enten præget af behageligt samarbejde og gensidig beundring, eller af konflikter, der fremstår så lette, at de ikke synes at øve nogen indflydelse på hovedpersonen eller historiens gang. Selv ikke Rømers rivalisering med den astronomiske foregangsmand Cassini, som er den videnskabelige hovedkonflikt i fortællingen, synes at have synderlig betydning. De skændes lidt til nogle møder, og Cassini forsinker den almene udbredelse af Rømers teori, men udbredt bliver den, og konflikten får lov at glide i baggrunden, uden at det er klart om skårene klinkes mellem dem eller om de skilles som fjender. Måske har forfatterne holdt sig til, hvad der kan udledes af de tilgængelige historiske kilder, men som biografist må man nu godt digte lidt, hvis det giver en bedre historie.
Alle figurer i fortællingen synes grundlæggende at være overbeviste om Rømers dygtighed og godhed, og mange af dem har stort set ikke andre karaktertræk end det – selv ikke hans videnskabelige rivaler og hans to småforsømte hustruer. Det er ikke fordi alt går glat for Rømer, men det er svært at mærke modstanden. Selv da hans første kone dør, nøjes han med at græde på ét panel, se trist ud på det næste, råbe af og dumpe sine studerende på det tredje, og så videre til nyt ægteskab med den afdøde kones kusine på næste side, og videre med handlingen og arbejdet uden flere dikkedarer. Fem års handling(!) og historiens kraftigste følelsesmæssige udsving klaret på halvanden side.
På trods af manglen på konflikt og konsekvens er fortællingen interessant, for der sker en hel del, men den bliver aldrig spændende. Måske levede Rømer simpelthen et liv med for meget indhold til, at det kan være en god historie i sin helhed, i hvert fald når den fortælles over knap 90 siders tegneserie, hvor vi hele tiden er på vej videre mod det næste, lidt ensformige plotpunkt.
Med tegneren på arbejde
Man kunne håbe, at Bjørk Matias Friis’ tegninger ville kompensere for den lidt flade fortælling, men selvom hans talent får lov at skinne igennem enkelte steder, er det samlede udtryk desværre ikke på det niveau, som det kunne have været, hvis han havde fået tid til at kræse mere om projektet. Karaktertegningerne er rimeligt håndværk, men en del af figurerne er ærligt talt svære at kende fra hinanden, og det hjælper kun lidt, at de fleste af dem stort set ikke skifter tøj i løbet af de mange, lange år, som handlingen forløber over. Detaljer har det med at blive udflydende, på de figurer der står lidt i baggrunden, og fordi de fleste scener afbilder folk, der taler med hinanden, er det for sjældent, at Friis får lejlighed til at give figurerne fysikalitet, hvad han ellers gør godt og morsomt, når det sker.
En del sider afbilder historiske bygninger og steder i fin detaljerigdom og med tydelig interesse for den Historiefortælling (med stort H!), som Friis tydeligvis er optaget af, og som han også dyrker i sine egne “Midgårdsskrøner”. Men den historiske setting er også et tungt åg at løfte. Det er næsten synd for Friis, at han må tegne så mange af de samme bygninger, som Karoline Stjernfelt har brilleret ved i samtlige bind af “I morgen bliver bedre”-trilogien. Hvis man har læst dem, er det umuligt ikke at sammenligne – og hvis man ikke har, er det om at komme i gang – og her er slet ikke samme overdådighed og ekvilibrisme som i Stjernfelt pragtværk, som da også var over ti år undervejs (omtrent så længe, som det tager Jupiter at kredse én gang om solen).
Sideopbygningen består af klassiske firkantede paneler af hyppigt varierende størrelse. På mange sider svæver panelerne over hel- eller halvsidesbaggrunde, hvoraf nogle er meget vellykkede. Desværre er der også en del sider med ren hvid baggrund, og flere steder virker det mindre som et æstetisk valg, og mere som om man er løbet tør for tid. Flere gange undervejs sprænger figurerne panelernes rammer, og Friis lader Rømer og co. svæve på siderne blandt planeter, måner, måleinstrumenter og forsøgsskitser. Det er tegneseriens bedste sider, hvor læseren bliver bragt ind i det videnskabelige idérum – og ud i det verdensrum, som det hele handler om.
Der er flere velvalgte greb, som vidner om kunstnerisk idérigdom og kreativitet, men tegneserien virker flere steder ufærdig, som om forlaget burde have – tilgiv mig – tøvet en kende, og givet Friis længere tid til at gøre arbejdet færdigt. For eksempel kan jeg ikke finde et eneste panel i hele tegneserien, hvor det regner, selvom dårligt vejr er en tilbagevendende gene for Rømer og co. Ja, det er bøvlet at tegne, men det ville til gengæld kunne mærkes. Særlig grel er maskintekstningen, der rent ud sagt skæmmer det visuelle udtryk, især fordi tegneserien er mere teksttung end godt er.
Det gode, det sande og det (knap så) skønne
Tilbage til det indledende spørgsmål: Hvordan vurderer man en tegneserie, der har som sit erklærede formål, at inspirere til interesse for (natur)videnskab snarere end at være stor kunst?
Først ved at anerkende intentionen: Vil historien om Rømers liv og levned lokke nye vordende studerende til observatorier, laboratorier og ind i videnskabens verdensomspændende fællesskab? Måske, ja. Jeg håber det! Tegneserien om Rømer viser fint, at videnskab både er jagten på det sande og på det gode; at viden kan komme mennesker og menneskeheden til gavn på tværs af grænser, og at det er et kollektivt anliggende og arbejde.
Dernæst ved at opildne til mere: I mine øjne må man gerne lave kunst med et formål, uanset om det er ideologisk, politisk eller pædagogisk. Men jeg synes, at man skylder både sin sag og sine læsere om ikke stor, så i hvert fald er god kunst. At æstetikken kan bære og inspirere ved egen kraft. Her halter “Ole Rømer – han så lysets tøven”, måske fordi man forhastede sig, for at kunne nå at udgive i jubilæumsåret?
Ifølge Eudors hjemmeside er der flere titler på vej i videnskabsserien. Det kan man kun glæde sig over! Herfra dog også et fromt ønske om, at man fremover lader projekterne tage den tid de kræver, så tegneseriekunsten kan få lov at udfolde sig lige så bredt, vildt og nyskabende som den videnskab, der er seriens omdrejningspunkt.
