Møgmis: Bien, blomsten & en fed baby ved navn Amor!
Ottende ombæring med Møgmis, og det tilhørende skøre persongalleri, er en noget slatten servering. Lad os håbe, at katten har ni tegneserieliv og næste gang vender tilbage med manér.
Møgmis’ bedste uven Sivert, der er blevet en rigtig teenager med bumser, avisrute og kærlighedssorger, er kun perifert med i den nye tegneserie. Deres had-kærligheds-forhold afløses af ægte amoriner i luften, da katten taber sit hjerte til en enorm granddanois med det ironiske navn Mini.
Hund og kat? Stor og lille? Intet er for skørt i Sophie Souid og Thomas Hjorthaabs nyklassiske børnehit. Derfor står menuen på scoretricks, gaver og kærestebreve, inden Møgmis søger professionel hjælp hos ”Kærlighedskrigerens matchmaking- og eventbureau” ved rotten Rabies.
Tempoet er vanligt højt. Højt som i fuldkommen overgearet. Desværre kan historien ikke bære det, om end der naturligvis som altid er nogle perler undervejs i både tekst og på billedsiden. Hvis der var en madpyramide for det tegningerne og det sproglige niveau i børnetegneserier, ville Møgmis være placeret i bunden sammen med fuldkornsbrød og grøntsager. Souid og Hjorthaab sørger for, at de unge læsere undervejs får noget at tygge og se på, som er langt fra næringsindholdet i toastbrød. Desværre er der alligevel lidt for meget soufflé over det samlede næringsindhold.
Som eksempler på de sproglige perler, forsøger Møgmis indledningsvist at få gang i forholdet til Mini med den ganske sjove scorereplik ”Er du Wi-Fi? For jeg mærker en stærk connection imellem os!”. Ligeledes er det prisværdigt, at der krydres med eksotiske ord og udtryk som YOLO og namaste undervejs. De færreste under femten har vel styr på, hvad en fodnote er for en størrelse. Ikke desto mindre er der indsat ”potenoter”. Souid er heller ikke bleg for at trække på intertekstuelle referencer, som må forventes at gå et stykke hen over hovedet på målgruppen, men til gengæld kan more en voksen oplæser. Det sker fx da rotten Rabies skal introducere et let, romantisk datingtrick med ordene: ”Den perfekte date består altid af to lys på et bord og tre forløsende … mord?”. Inden det sidste ord bliver sagt, har Møgmis forsøgt at antænde de to stearinlys med en flammekaster på sin vanligt impulsive facon.
Møgmis: Bien, blomsten & en fed baby ved navn Amor! har således sine momenter. Samlet er historien dog for tynd og med for få højdepunkter sammenlignet med vanlig standard i serien. Det er naturligvis risikoen, når man som Souid og Hjorthaab ikke følger de traditionelle opskrifter for underholdning til børn. Hvor det ofte har givet gode anmeldelser, ender det denne gang med en servering mere på det jævne.









