104 kanoner og 865 mænd

Reply

Til spørgsmålet i podcasten om “Bruce den vege” har jeg ikke noget svar. Jeg ved ikke, hvad der har stået på fransk!

Tekstkassen med den tekst var kun med i Tintin-bladet og Seriemagasinet, den var ikke med i albumudgaven hverken på fransk eller dansk.

Det er rigtigt, at den første Bruce J. Hawker-historie blev trykt som føljeton i det belgiske dameblad Femmes d’aujourd’hui, hvilket kan synes mærkeligt. Men ugebladet havde i årtier tre tegneseriesider, og den ene var altid mest henvendt til abboninernes mænd eller deres (drenge)børn, fx netop Bruce J. Hawker. Eller Bob Morane. Eller bladets tegneseriestjerne Edmond-François Calvo, kendt som “Den franske Walt Disney”. Det var trods alt et fransksproget belgisk ugeblad, de redaktionelle dispositioner kan ikke forstås med danske briller.

Og Bruce var jo også en romantisk charmetrold, ud over hans George Michael-hårpragt, som også omtales, havde han jo et kærligt blik for den skønne sigøjnerske Rawena og spionblondinen Diana i en sådan grad, at han indimellem helt glemte sin engelske forlovede. Det har måske dramaturgisk tiltalt damebladets læsere.

Kun den første historie blev trykt i Femmes d’aujourd’hui, og det var ikke i den udgave, der var i Seriemagasinet. For Vance omredigerede, udvidede og omtegnede den, da den – ligesom alle de følgende historier – et par år efter blev trykt i Tintin-bladet. De første 12 sider i Seriemagasinet nr. 308 (der må egentlig have været 13 sider, for planche 6 findes ikke) blev trykt som en introduktion til seriens genopstandelse i Tintin-bladet, hvorefter siden med “1800” indleder den første egentlige (og ganske korte) historie. Men altså i albummet uden teksten med “Og hvem er så denne unge ulv med det fagre lyse hår og det engleagtige ansigt” … og dermed også uden “Bruce den vege”. Måske har Vance selv eller hans redaktør simpelthen slettet denne sløje anprisning.

Og jo, Vance var mesterlig til at tegne i disciplinen havets vrede under Napoleonskrigene (som han allerede gjorde i “Howard Flynn” i 1960’erne), og hans tegninger står godt i sort-hvid i Seriemagasinet. Men dog uden sammenligning med albumudgaven i farver, hvor farvelægningen tilskrives Vances hustru, Pétra.

Vance står naturligvis (ligesom lidt mere indirekte François Bourgeon i “Vindens passagerer”) i umiskendelig gæld til C,S. Foresters “Horatio Hornblower”, hvor det tågeindhyllede hav (som regel Den Engelske Kanal eller Biscayen) er en lige så stor modstander som filibustere, kapergaster – og de notorisk forbenede flådeadmiraler. der måske her i sammenstillingen kan lignes lidt med Struensees kamp med kongens embedsmænd 🙂