Willumsen-vinder kåret

Illustrator og bladtegner Erik Petri vandt Willumsen-museets store tegneseriekonkurrence med sit forslag om en trofast, men humoristisk kunstnerbiografi.

Sidste år udskrev J.F. Willumsens Museum en tegneseriekonkurrence. Kunstner Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) var blandt meget andet inspireret af tegneserier, ræsonnerede museet, så hvad kunne være mere passende end en tegneserie, der tog udgangspunkt i hans liv og værk?

I alt syv serieskabere fik indleveret deres bud på opgaven inden deadline, typisk i form af et par færdige tegneseriesider, en god håndfuld skitser og en fyldig synopsis. Siden har en jury bestående af blandt andre kunstner Bjørn Nørgaard, Rosinante-redaktør Julie Paludan-Müller og Nummer 9s eget tegneserieorakel Matthias Wivel bedømt forslagene, og i dag fredag blev vinderne så kåret.

Tredjepladsen – og 5.000 kr. – går til Århus-kunstner Carl Krull. Han forestillede sig at skabe en Willumsen-tegneserie, hvor excentrikerens vildtvoksende notesbøger dannede udgangspunkt for en lang række punktnedslag i hans tilværelse. Andenpladsen er 10.000 værd og går til Christian Skovgaard, der foreslog et konceptuelt tegneserieværk om Willumsen-skulpturen “Det Store Relief”, delvis udformet i reliefform (!).

Men vinderforslaget, der belønnes med 35.000 og et løfte om udgivelse, er signeret Erik Petri. Illustratoren og avistegneren vil lave en “humoristisk og fantasifuld” Willumsen-biografi, hvor maleren i en aldersstegen udgave fungerer som mere eller mindre troværdig fortæller af sin egen historie. Den plan har juryen købt, så nu bliver det alvor for Petri, der i sit forslag stiller Willumsen-museet en graphic novel på “220-300″ sider i udsigt.

Nummer9.dk ønsker tillykke med sejren og rigtig god arbejdslyst!

Om Erik Barkman

Chefredaktør på Nummer 9. Til daglig kommunikationsmedarbejder på The Animation Workshop i Viborg. Desuden freelance-skribent for Musikmagasinet GAFFA.