Nummer 9 har stillet Thomas Mikkelsen irriterende tekniske spørgsmål om hans seneste opus, det moderne vikingekvad “Einherjar”.
Én af de mange spritnye udgivelser på årets Copenhagen Comics var Thomas Mikkelsens “Einherjar”. En kort tegneserie i albumformat, der udforsker vores forfædres forestillinger om efterlivet gennem slagfærdig vikingepoesi og dynamiske tegninger. Og hvis det lyder kedeligt, så er det beskrivelsen, der fejler noget.
“Einherjar” følger i fodsporene på den forsinkede debut “Troldmændene fra Vestmanneyjar” (anmeldelse) i tematik og miljø, men demonstrerer også, hvor langt Mikkelsen er nået som serieskaber siden da. Nummer 9 grillede Mikkelsen om værket, først en blød serv:
Hvad inspirerede dig til at lave “Einherjar”?
– Hovedsageligt kommer inspirationen fra nordisk mytologi, Bram Stokers “Dracula” og blodige japanske tegnefilm. Jeg stenede en dag over, hvor meget Dracula og Odin minder om hindanden. De er forførende, udødelige, har magt over dyr og døde og kan endda forvandle sig til dyr, og så står der også et sted, at Odin ikke indtager andet end vin. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere underligt var det for mig, at ingen havde tænkt de to figurer sammen.
Teksten er en gedigen gang vikinge-poesi. Hvorfor dén form?
– Jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle lave historien. For mig var det universet, der var det vigtigste og selve drivkraften for at lave det. Så fra starten var planen, at det skulle være en beskrivelse af universet, der skulle udgøre substansen, mere end nogen historie. Jeg tror, rimdelen er med til at retfærdiggøre, at der ikke er så meget historie, og samtidig passer det også bedre til længden. Jeg havde kun lidt over 3 måneder til at lave den, da den skulle være færdig til Copenhagen Comics.
Hvordan var det at arbejde med?
– Altså, jeg synes det er sjovt at rime, men jeg havde ikke gjort det siden gymnasiet. Det er ikke usandsynligt, at jeg kunne få lyst til at rime igen!
Lyrikken er fuld af fremmedartede ord og begreber, f.eks. “valkårende”. Hvor meget af det har du fundet i historiske kilder og hvor meget (om noget) har du selv hittet på?
– Alle ordene er rigtige ord, som jeg er stødt på i forskellige bøger. Jeg havde på et tidspunkt brugt ordet “høvsk”, men min forlægger Torben Hansen (fra Forlaget Forlæns, red.) mente, at selvom om det måske var et rigtigt ord eller slang for et ord, var det nok bedst at bruge høvisk. Ordet “kimær” bliver også brugt på et tidspunkt. Det er ikke så nordisk, men det passede bare godt ind. Jeg prøvede at lave noget, der virkede højtidligt på en lidt uhøjtidelig kikset måde.
Nu nævner du selv Torben Hansen. Hvor meget og hvordan var han inde over “Einherjar”?
– Jeg stiller ikke så mange spørgsmålstegn ved, hvad jeg laver, og prøver gerne at blive hurtigt færdig. Dér var Torben den, der bremsede mig lidt og stillede sig kritisk, hvilket jeg er super glad for, selvom det som regel var meget irriterende i selve situationen. Hvis det ikke havde været for Torben, var der kommet nogle meget pinlige sproglige fejl i teksten. Det var også ham, der pressede mig til at tekste det hele selv. Jeg havde fundet en font, som jeg kunne leve med på det tidspunkt, men er SÅ glad for, at jeg skrev det selv.
– Samtidig er Torben dejligt impulsiv. Jeg tror vi snakkede i telefon omkring Budget-serien, og så nævnte jeg i farten, at jeg havde det her andet projekt, som jeg selv havde tænkt mig at printe til Copenhagen Comics – så jeg ikke kun udkom med noget, jeg havde lavet for tre år siden. Jeg tror ikke engang, at jeg havde nået at fortælle ham, hvad “Einherjar” handlede om, før han tilbød at trykke den.
Med først “Troldmændene fra Vestmanneyjar” og nu “Einherjar” tegner der sig et billede af, at du er mere end almindeligt fascineret af nordisk mytologi. Har det noget på sig?
– Selvfølgelig har det det, men jeg ville faktisk gerne have holdt en pause fra det. Der er ikke noget mytologi eller folklore i det næste projekt, jeg skal til at lave. Men nu passede det lige med den her lille sag, der dukkede op lidt ud af det blå.
Hvad er det, der fascinerer dig ved de her nordisk sagn og overleveringer?
– Jeg ved ikke, hvad det præcis er. Jeg var ivrig Valhalla-læser, da jeg var yngre, og gik på en Grundtvig-Koldsk friskole, hvor der blev talt rigtig meget om mytologi også. Samtidig er jeg brændende nationalist. Det vil sige, at jeg føler et stærkt tilhørsforhold til Norden, især det lidt melankolske og mystiske. Men jeg er meget bange for at blive misforstået her. Efter min mening er alle andre velkomne i Norden, og jeg ønsker for både dem og mig selv at de også har en stolthed for deres kultur og tager den med og deler den med os, tak.
“Einherjar” er lavet rent digitalt. Hvorfor det?
– Det er på mange områder mere overskueligt, og kan også foregå meget hurtigere i forhold til scanninger og rettelser. Jeg må også indrømme, at jeg har forelsket mig i et par franske tegneserieskabere, f.eks. Bastien Vivès, som har skabt et helt fantastisk udtryk med hans digitale streg. Jeg tror ikke, jeg er helt færdig med at arbejde traditionelt, men jeg vil frygteligt gerne udforske det digitale meget mere.
Hvad er fordelene og ulemperne ved at tegne rent digitalt, som du ser det?
– Fordelene har jeg jo været lidt inde på, men der er også en del ulemper, som jeg skal prøve at finde en løsning på. F.eks. arbejder jeg på en lille 12-tommers Wacom Cintiq, og der er altså ikke meget arbejdsplads. Man mister nemt overblikket over en hel side. Jeg har også en tendens til at zoome helt vanvittigt meget ind, og tegne med mikro små streger. Det er svært at vide, hvordan stregerne tager sig ud, når de bliver trykt. Jeg håber, at jeg kan skaffe mig selv en lille printer, for ellers mister man også overblikket over siderne i en sammenhæng. Den sidste ulempe – som også er en fordel – er muligheden for at rette sine ting konstant, så man aldrig kommer videre. Jeg tror , at det alt sammen er noget, jeg kan lære at blive bedre til at håndtere. Jeg er i hvert fald frisk på at prøve!
Du arbejder en del med at droppe baggrundene i nogle sekvenser, f.eks. den, hvor jotunflokken melder sin ankomst. Hvorfor?
– Jeg tror igen, det er et spørgsmål om tid. Dér, hvor jeg ikke følte, at baggrunden var livsnødvendig, droppede jeg den. Det er måske et lidt kedeligt svar, men det var sådan, det var. Personligt håber jeg at finde en tegnestil til mine næste projekter, der gør det mere overskueligt med flere baggrunde.
Okay. Det fungerer faktisk ret godt med de dér fraværende baggrunde, fordi de forlener sekvenserne med en abstrakt, mareridtsagtig kvalitet. Der er også mange closeups i “Einherjar”, mange store figurer, der fylder meget på siderne. Gjorde du dig nogle bestemte overvejelser om, hvordan du ville give læserne en fornemmelse af skala?
– Ha ha, sikke nogle irriterende tekniske spørgsmål! Nej. Jeg ville rigtig gerne tænke mere over de ting, men det gør jeg ikke, når jeg sidder med det. For mig skal det som nævnt helst gå lidt stærkt, når jeg laver tegneserier, og processen bliver måske mere intuitiv. Jeg har svært ved at sidde med det samme projekt i alt for lang tid. Jeg begynder hurtigt at tænke på nye historier, jeg vil igang med at lave, der skal tegnes anderledes. Nå, nu kom det til at handle om noget helt andet, men jeg havde som sagt ikke noget klogt at sige …
Lydordene er lavet med runer! Hvorfor og hvordan hittede du på dét?
– Det var lidt en eftertanke. Men det gik op for mig at det var blevet en meget “stille” tegneserie. Det var lige efter at jeg havde siddet og nørdet med tekstningen, så det lå på en måde lige til.
Okay, et sidste irriterende teknisk spørgsmål: Billede-til-billede progressionerne er ofte meget “filmiske”, som når vi ser valkyrien komme nærmere og nærmere eller følger ravnene gennem luften. Var der nogle bestemte fortælleteknikker, du gerne ville prøve af i “Einherjar”?
– Igen virkede det bare som en god idé, da jeg tegnede det. Men som jeg nævnte tidligere, var jeg også meget inspireret af japanske tegnefilm. Tror måske, Taiyo Matsumoto (“Tekkonkinkreet”, red.) gør det samme engang imellem. I starten ville jeg faktisk meget gerne have, at tegningerne skulle ligne stills fra en tegnefilm, men det blev for omfattende et arbejde.
Hvad havde du præcist i tankerne, da?
– Der skulle være gjort mere ud af baggrundene – måske kunne de være malede, så figurene poppede ud som cells. Der skulle også have været en hel del flere effekter med figurer ude af fokus og dén slags.
– Men jeg gider ikke at snakke om det, jeg ikke fik gjort. Jeg er godt tilfreds med resultatet, og hvis jeg havde tid til at gøre det om, ville det bare være faldet ud på en helt tredje måde!
