Interview: Gina Wynbrandt kombinerer det bramfrie med det sårbare i sine forvoksede teenagefantasier.
Gina Wynbrandt er udgivelsesaktuel i Danmark med bogen Er der ikke nogen der gider bolle mig, please (oversat fra engelsk af Steffen Rayburn-Maarup og udgivet af forlagene Forlæns og Cobolt). Den bramfrie titel dækker over en samling korte fortællinger, der alle handler om Wynbrandts meget patetiske og meget liderlige alter-ego. Hovedpersonen Gina, der er i starten af tyverne, vil meget gerne have sex – allerhelst med Justin Bieber, men egentlig bare med hvem som helst, der gider. Det er der bare ikke rigtigt nogen, der gør.
Gina Wynbrandt. Foto Carsten Olsen.
Wynbrandts selvudleverende, pornografiske, pop-kultur-inficerede hverdagsskildringer er en del af en bølge af kvindelige kunstnere og aktivister, der piller idéen om pæn og ’korrekt’ kvindelig seksualitet fra hinanden – tænk på Twerkqueen Louises girlsquad eller serier som Girls. Kvinder og kvindelig seksualitet er hverken nødvendigvis sart og feminin eller radikal og politisk. Det er der bare, forskelligartet, larmende og ikke altid det, mænd forventer eller ønsker sig. Wynbrandt leverer tegneserieversion af det oprør, hun dyrker det selvoptagede og det liderlige og det tabuiserede.
Gina Wynbrandt har en bachelor i Fine Arts fra 2012 og debuterede på den amerikanske tegneseriescene samme år. Hun er blevet nomineret til en Ignatz pris i 2015 for ’Big Pussy’, der er en af historierne i Er der ikke nogen der gider bolle mig, please. Ifølge eget udsagn elsker hun sitcoms, teenage-pop-idoler, makeup, internettet og at være i centrum. Charlotte Johanne Fabricius interviewede hende under Copenhagen Comics 2017 og følgende er et uddrag af den samtale.
Fra ‘Er der ikke nogen der gider bolle mig, please’
Dine tegneserier tager alle sammen udgangspunkt i den samme karakter: en version af dig, der elsker Justin Bieber og ikke har meget held, når det kommer til datinglivet. Hvordan fandt du på at skrive dem?
Jeg læste tekstildesign og modeillustration på college, men var virkelig dårlig til det – det viser sig, at det faktisk er nødvendigt at kunne sy for at studere mode – og jeg var virkelig deprimeret i den periode. Men så opdagede jeg Justin Bieber og blev fanatisk optaget af ham. Og på et tidspunkt læste jeg et fag om tegneserier, fordi jeg troede, at det ville være en nem topkarakter, men så var der noget, der faldt på plads. Derefter begyndte jeg at lave tegneserier om mine seksuelle frustrationer og om at være kæmpefan af Justin Bieber. De første historier, jeg fik udgivet, var faktisk eksamensopgaver.
På et tidspunkt læste jeg et fag om tegneserier, fordi jeg troede, at det ville være en nem topkarakter, men så var der noget, der faldt på plads. Derefter begyndte jeg at lave tegneserier om mine seksuelle frustrationer og om at være kæmpefan af Justin Bieber.
Du har engang beskrevet dig selv og dit tegneseriealterego som Den Klamme, Liderlige Kvinde. Er der en slags frihed i den mærkat for dig?
Jeg fortryder næsten at have sagt det, fordi nu føler jeg, at jeg er nødt til at leve op til det, at det er blevet et brand. Men jeg tror, at det i hvert fald var sandt, da jeg sagde det, og at det kan være frigørende at udtrykke den side af mig selv uden at føle, at jeg er nødt til at skjule det. Måske vil jeg føle mig fanget af det en dag og fortryde, at jeg ikke tænkte mere på min fremtidige karriere, da jeg sagde det, men lige nu bliver jeg belønnet for at lave de samme tricks igen og igen. Måske vil folk gerne se noget andet i fremtiden, men indtil videre vil jeg presse hver en dråbe ud af det brand!
Historierne i Er der ikke nogen der gider bolle mig, please er oprindeligt udgivet hver for sig – hvordan er det at se dem samlet? Synes du, at det ændrer dem?
Ja, en smule, i hvert fald. Noget, man tydeligt ser er hvordan min stil har udviklet sig. Den første historie, En Ensom Pige Mindre, var min første 20-siders tegneserie. Stregen bliver mere detaljeret og jeg synes, at jeg udfordrer mig selv mere og mere. Men de komplementerer også hinanden, historierne. De tager alle sammen udgangspunkt i den samme interne konflikt – mit trist, liderlige liv – og så handler hver historie om en ny ekstern konflikt. Titel-historien består for eksempel af otte små historier, hvoraf de første tre handler om mit liv fra puberteten og frem til i dag, og hvor resten så spekulerer om, hvordan jeg vil være i fremtiden. Hele historien drejer sig om, hvor meget mine forventninger til dating og sex er præget af tv og andre medier. I 8. klasse, for eksempel, tænkte jeg ”Åh, jeg glæder mig til at komme i gymnasiet så jeg kan få en kæreste og have en masse sex”, men så skete det ikke rigtigt, og tanken blev til ”Men på college, i hvert fald, så kommer tingene til at ske for mig” og det holdt heller ikke rigtigt stik. Og så var jeg på college og ved at blive en smule bitter. Så jeg besluttede mig for at skrive en historie der undersøgte, hvordan min fremtid ville se ud, hvis jeg bliver ved med at være frustreret og dårlig til at være voksen, om jeg vil blive endnu mere desperat og mærkelig.
Fra ‘Er der ikke nogen der gider bolle mig, please’
Tror du, at du vil blive ved med at lave selvbiografiske tegneserier?
Ja – altså, jeg har altid været meget interesseret i stand-up, men jeg er for genert til faktisk at lave det, så tegneserierne er min version af det. Og inden for en overskuelig fremtid er det det, jeg har det godt med at lave og det virker som om folk synes, det er fedt.
Alle historierne i Er der ikke nogen der ville bolle mig, please er korte, og selvom de har den samme hovedperson, er de ret forskellige. Kunne du tænke dig at skrive en længere historie en dag eller har du det bedst med det korte format?
Tja, jeg tror jeg kommer til at lave en længere bog på et tidspunkt, men lige nu arbejder jeg på nogle kortere mini-comics. Jeg har det rart med de korte formater, der tager cirka ti minutter at læse. Jeg er meget inspireret af shows som Adult Swim der er omkring femten minutter lange og som kan være virkelig surrealistiske og absurde og sådan ”short and sweet”, fordi de er så korte. Jeg kan godt lide at gøre det samme med mine tegneserier, fordi det giver mere frihed til at få mærkelige ting til at ske. Men jeg kunne godt tænke mig at lave en længere historie som det næste.
Så du vil prøve med en mere sammenhængende verden, en længere historie – måske endda noget karakterudvikling for dit alter-ego? Eller kommer hun til at forblive den samme?
Haha, ja, lad os nu ikke håbe på for meget!
Altså, jeg er feminist og jeg er kunstner, så man kan godt kalde mig en feministisk kunstner, men jeg er også ret dum.
Dine tegneserier er meget personlige og handler om dine egne erfaringer, men de er også blevet læst som et feministisk statement. Har du en politisk dagsorden eller kommer du til at have det en dag?
Som i, vil jeg gøre min tegneserier mere politiske? Nej, med mindre det fremmer mine egne interesser, sandsynligvis ikke. Altså, jeg er feminist og jeg er kunstner, så man kan godt kalde mig en feministisk kunstner, men jeg er også ret dum. I mit arbejde vil jeg helst kun tale om ting, hvor jeg føler mig som en autoritet, og jeg er en autoritet, når det kommer til liderlighed. Måske en dag bliver jeg klog og kan lave noget vigtigt, der hjælper folk, men ikke lige nu [griner]. Jeg joker med, at jeg er doven, hvilket er sandt, men det kommer sig af, at når jeg er ked af det, vil jeg ikke lave tegneserier om det. Jeg ville ikke have, at folk skal blive triste, jeg vil hellere få dem til at grine. Så det at bruge min smerte til kunst er svært, helt klart, det er hele tiden ”Jeg er så deprimeret, men hvordan gør jeg det morsomt?” For det meste handler det om at lægge afstand til det, at lade der gå mere tid. Jeg forsøgte at skrive en version af titelhistorien et år før jeg faktisk skrev den, men det var alt for deprimerende. Jeg følte stadig at jeg ikke kunne gøre det sjovt, fordi det var trist. Men så gik der tid nok – tragedie plus tid er lig med komedie, som man siger.
Fra ‘Er der ikke nogen der gider bolle mig, please’
Jeg tør næsten ikke spørge, men: Hvis Justin Bieber ikke havde eksisteret, ville du så stadig lave tegneserier?
Jeg ved det ikke – jeg ville nok dø, han er min gud! [griner] Ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Historien, der handler om at opdage Justin Bieber, var den første selvbiografiske tegneserie, jeg lavede, hvor jeg faktisk følte ”Jeg har noget på hjerte! Jeg er liderlig efter Justin Bieber.” Så ja, uden ham ville jeg aldrig være kommet til København. God bless!
Del på
