Første nummer af 2000AD udkom den 26. februar 1977, og allerede den 5. marts dukkede den fascistiske antihelt Judge Dredd op og uddelte knippelsuppe. Judge Dredd har fødselsdag, og vi fortsætter vores hyldestrejse igennem den britiske tegneserieantologi 2000ADs turbulente liv og levned.
I første del kiggede vi på de tidlige år med politikerlede, punkrock, famlende tidlige historier samt skabelsen af Judge Dredd – den ikoniske fremtidsstrømer med hang til bøllebank i lovens navn. 2000AD gav en række tegneserieskabere deres første gennembrud, og folk som Alan Moore, Neil Gaiman og Brian Bolland brugte denne opmærksomhed til at tage springet til USA.
F.eks. gik der alt for lang tid, før forfattere og tegnere overhovedet blev krediteret for deres arbejde.
Kreativ udvandring – Adlard, Quitely og Co forlader 2000AD
Den kreative udvandring til USA og de rare Dollars fra Marvel og DC efterlod naturligvis et vakuum hos 2000AD, der efterhånden fungerede som sandkasse for unge tegneserieskabere. Et karrieretrin, der i sidste ende ville føre til USA. I lang tid var det svært for 2000AD at fastholde sine talenter, og det kunne mærkes på kvaliteten. Der går også mange historier om de meget ringe arbejdsforhold, som forlaget bag 2000AD bød deres kreative hold, så det er svært at være rigtigt sur. F.eks. gik der alt for lang tid, før forfattere og tegnere overhovedet blev krediteret for deres arbejde.
Frank Quitely, Charlie Adlard, Sean Phillips, Andy Diggle, Kev Walker, Frazer Irving, Barry Kitson, Jock, Dan Abnett, Andy Lanning og mange flere er blot nogle af de tegneserieskabere, der har slået deres foldere hos 2000AD igennem tiden, og det er ikke dem allesammen, der er vendt tilbage. Tegner Brian Bolland er nok den mest elskede og ikoniske Dredd-tegnere af dem alle. Det var ham, der tegnede den første historie med Judge Anderson, der også bød på den første optræden af de fedt designede, men nok i virkeligheden også lidt for heavy metal-fjollede ærkefjender, The Dark Judges. Bolland slog sine folder i Dredds tidlige år, men det er faktisk overraskende så lidt Dredd, han egentlig har tegnet. I stedet tog han til USA og arbejdede på titler som “Camelot 3000” og “Batman: The Killing Joke”. Siden er det mest blevet til en forside i ny og næ for 2000AD.
Hjemme i England sad John Wagner, Pat Mills og Alan Grant dog stadigvæk og kunne ikke lade være med at skrive historier til både 2000AD og søsterbladet Judge Dredd Megazine. Især Wagner er den dag i dag nok allermest kendt for at være Dredds far og tovholder på sagaen om den kompromisløse fremtidsstrømer. Og det selvom han faktisk har haft æren af at få en af sine tegneserier filmatiseret af selveste David Cronenberg, nemlig “A History of Violence”, der er en noget mere jordnær krimisag med vores alle sammens Viggo Mortensen i hovedrollen.
Næsten værst var det, at der blev eksperimenteret med digital farvelægning længe før, teknologien reelt set var på plads, og mangen en øjenbæ opstod i disse år.
De grimme 90ere
1990erne var i det store hele noget møg. Her trådte Mills og Wagner lidt i baggrunden, og blandt andet de senere superstjerneforfattere Mark Millar og Grant Morrison satte deres tydelige præg på bladet. Det var ikke altid lige godt. F.eks. var Dredd nu KUN hård politibølle og en badass motherfucker, og det var så som så med satiren. Dredd lignede mere og mere den type amerikansk actionhelt, som han var en slags parodi på. Man regner velsagtens Garth “Preacher” Ennis’ run fra denne periode som et højdepunkt, selvom man sagtens kan argumentere for, at det aldrig nåede Wagners bedste historier fra 70erne og 80erne til sokkeholderne. Efterhånden gik det mere spindsfindige af mange af serierne, og det blev til overdrevne plots, svulmende muskler og grotesk satire, som selv den mest politisk blinde læser kunne afkode. Rock’n’roll-tegneren over dem alle, Simon Bisley, var guden i disse år, men desværre var andre tegnere ikke helt så meget på hjemmebane i denne vilde stil, der i dag står som en meget sær periode i bladets historie.
Lidt ligesom 90erne må anses som en skamplet på både Marvel og DCs superhelteserier af mange af de samme årsager, gik det altså kreativt set lidt sløjt for 2000AD. Næsten værst var det, at der blev eksperimenteret med digital farvelægning længe før, teknologien reelt set var på plads, og mangen en øjenbæ opstod i disse år. De højdepunkter, der trods alt var i særligt Judge Dredd op igennem 90erne og de tidlige 00er, stod der oftest John Wagner på. Han er og bliver Dredd-forfatter nummer et, og selv i disse kreativt lidt trange tider, havde han styr på figuren.
Slaine, Nemesis the Warlock, Button Man og de andre
2000AD er naturligvis også andet end Dredd: Med pulpede titler som John Wagners “Strontium Dog” om en britisk mutant/dusørjæger, Pat Mills og Kevin O’Neils science-fantasy-serie “Nemesis the Warlock”, Pat Mills barbarserie “Slaine” kendt herhjemme fra en række albums tegnet af Simon Bisley, den kvindelige vampyr/dusørjæger “Durham Red”, John Wagners lejemorderserie “Button Man” (som Winding Refn vistnok engang flirtede med at filmatisere, men så lod han være), militær-sci-fi-serien “Insurrection”, “The Simping Detective” om en undercover Dommer i Mega City One klædt i et klovnekostume (lad være med at spørge) og ikke mindst serien om den genmodificerede fremtidssoldat, “Rogue Trooper” med tegninger af selveste Dave “Watchmen” Gibbons, superheltesatiren “Zenith” af Grant Morrison og Pat Mills bombastiske robotserie “ABC Warriors”, er der nok at tage fat på, hvis man vil kastes ud den britiske ende af tegneseriepølen. Og det er bare toppen af isbjerget.
Men det er alligevel Dredd, der definerer 2000AD og for evigt vil være deres varemærke. Og faktisk foregår flere af de titler nævnt oven for i samme univers som “Judge Dredd”, så grænsen kan være hårfin.
John Wagners Day of Chaos og den moderne dystopi
Efter de sløje 90ere kom serien lidt tilbage på sporet ved årtusindeskiftet, og for få år siden lancherede Wagner sit helt store bravournummer, nemlig megahistorien “Day of Chaos”. En af de helt store historier i Dredds tidlige år var “The Apocalypse War”, der handlede om en totalkrig med sovjetblokkens megaby, East Meg One. Den sluttede temmelig skidt for russerne, og i “Day of Chaos” tager de hævn over amerikanerne og Dredd. Efter 30 års forberedelse (Dredd foregår i real time), er russerne klar til at tage til genmæle, og den ældre Dredd må stå til ansvar for sine handlinger tre årtier før.
I virkeligheden startede denne historie med “Judge Dredd: Origins”, der endelig fortalte historien om, hvordan verden var gået så af lave, og den drilske flygtninge/fremmedhadssatire “Tour of Duty”, men det var i “Day of Chaos” at mere end 30 års Dredd-historier nåede et foreløbigt klimaks. Mega City One havde været på randen af undergang mange gange før, men denne gang måtte Dredd og de andre dommere lade sig overvælde af et angreb, der var så stort, at selv de ikke magtede at stoppe det til fulde.
Det virker som om, at det mørke samtidsspejl kun siger en ting: I sidste ende vil verden blive så skidt et sted, at det kun kan ende på en måde: Med død og ødelæggelse.
Judge Dredd har altid været et samtidsspejl. Og hvis man kigger på “Day of Chaos” som et sådan, så er det dystre sager, vi har med at gøre. Wagner siger mere eller mindre imellem linjerne, at håbet måske er helt ude. Han havde blødt Dredd-figuren lidt op i årene op til, og det var LIGE før, at han næsten kunne ses som liberal og ikke fascist, men så ramlede hele verden omkring ham. Det virker som om, at det mørke samtidsspejl kun siger en ting: I sidste ende vil verden blive så skidt et sted, at det kun kan ende på en måde: Med død og ødelæggelse. Fra og med “Origins”, “Tour of Duty” og “Day of Chaos” er det som om, at serien med sin nye status quo har fået nyt liv, og det er ikke så skidt efter 40 år. De tre historier er nærmest som en kæmpe sæsonfinale i en tv-serie – alle skrevet af John Wagner, naturligvis.
Dystopier er af diverse gode grunde stadigvæk moderne, og man kan vove påstanden at universer, hvor dystopien er affødt af demokratiets indre forfald, galninge i magtpositioner og et falskt billede af, hvad der er lov og orden og tingenes rette tilstand, nok rammer tidsånden ret godt. Mange har i de senere år brugt Judge Dredd som et kritisk symbol på den hårdere og hårdere linje, der køres rent politisk rundt omkring, og på mange måder føles dele af Dredd-universet slet ikke så langt ude i dag.
Når drengerøvs-science-fiction er kløgtigt
Og det passer selvfølgelig ikke. For udover Dredd og satiren, så indeholder det farverige og pulpede univers alt fra rumvæsener, der ligner krokodiller, robotter med talefejl, en park med genmanipulerede dinosaurere (ja, FØR Jurassic Park), svævende surfbrætter, mutanter med hænder i ansigtet, onde dommere fra andre dimensioner og altså synske dommere. Den får ikke for lidt – ikke kun hos Dredd, men også i de andre serier. Der ER tale om drengerøvs-science fiction af den gamle skuffe, hvor det groteske og vilde overdrev dyrkes men når det er bedst, så spidder Dredd og 2000AD noget i den tid, historierne skrives i. Og de allerbedste historier har relevans, der rækker langt ud over deres samtid. Og når det er ALLER-allerbedst, så sidder man tilbage med en tvivl om, hvordan man egentlig har det med det, man lige har læst. Er det fedt, at Dredd sparker røv i lovens navn, eller er man faktisk i den grad imod den form for voldsudøvelse? Sommetider er det gråzonen og de spørgsmål, den er med til at mane frem i læserens hoved, der har værdi.
Judge Dredd er en gammel rotte
Judge Dredd ældes i øvrigt i real time og er nu en herre på over 70 i seriens univers. Og mon ikke det er hans ikoniske særstatus inden for britiske tegneserier, der gør, at 2000AD i de senere år har haft nemmere ved at holde på (mere eller mindre) dygtige tegnere. Det er blevet mere normalt for tegneserieskabere at hoppe frem og tilbage over Atlanten, hvilket har hævet kvaliteten i bladet betydeligt. I de senere år har 2000AD atter føltes mere og mere relevant. Man kan selvfølgelig også gisne om, at der yderligere er kommet bedre styr på arbejdsforholdene. Som et lille hygge-fact at lukke fødselsdagsfesten på, kan det nævnes, at efter 40 års indviklet kontinuitet i Dredd-universet, så har 2000AD ikke rebootet deres univers så meget som en gang. Tyg lige på den, Marvel og DC.
Verden var af lave i sen-70erne, da 2000AD blev født, og det er den sådan set stadigvæk. Så mon ikke Wagner og de andre har mange, gode år foran sig?
