Superheltes tøjvalg har siden genrens fødsel været anledning til moro og latterliggørelse, til dels fortjent. Men selv blandt de mange fjollede munderinger er der nogen, som udmærker sig ved at være særligt anstødelige, upassende og set med nutidens øjne sexistiske. Nummer 9 kommer med et bud på en top-6 over denne slags kostumer.
Red Sonja i Gail Simone og Jim Zubs 2015-udgave
6. Red Sonja
Den rødhårede krigerindes bikinibrynje er et af de mest ikoniske kostumer, men som rustning betragtet giver den ikke megen mening. Sonja havde oprindeligt en ringbrynje, der dækkede hele overkroppen bortset fra underarmene, hvilket virker som en fornuftig afvejning af beskyttelse og bevægelsesfrihed. En lille bikinitop, der overvejende hviler på bløddele, yder ikke nogen nævneværdig beskyttelse mod sværdslag og -stik eller en spydspids. Og både toppen og de to flagrende brynjestykker om underlivet er ikke blot nytteløse; de klirrer og niver og er i det hele taget til gene, når man bevæger sig. Læder som materialevalg eller blot den blå stoftunika, som fortidsfiguren også en overgang bar, havde været mere hensigtsmæssige.
5. Black et-eller-andet
Natasha (Black Widow) Romanoff og Felicia (Black Cat) Hardys lynlåse på forsiden af deres sorte heldragter har heller ikke nogen funktion, når de så sjældent er lynet højere op end til bunden af brystkassen. Fra tid til anden kommer der en tegner forbi og lyner låsen op eller udstyrer dragten med en fast dyb udskæring, men lynlåsen glider altid ned eller vender tilbage igen.
Black Widow på #1-forsiden af hendes egen serie fra 2016, Black Cat i hendes klassiske kostume og Black Canary i hendes Rebirthsuit
Ligesom Dinah Drake-Lance (Black Canary) altid vender tilbage til sit undercover-i-underverdenen-udgangspunkt efter en anstændig periode på 5-7 år, hvilket passede næsten på minuttet med Rebirth-relanceringen af DC-universet sidste år og dertil hørende ny dragt. På denne måde fungerer kanariefuglen som sexismen i superheltegenrens svar på minearbejdernes advarselsditto – så længe den overlever og engang imellem giver lyd fra sig, er det muligt at basere en figur alene på det varige karaktertræk at gå klædt som en gadeprostitueret.
4. Robin
“Men de mandlige superheltes kostumer udstiller jo også deres urealistiske fysik; det er bare nogle andre fysiske træk, der fremhæves ved mænd, men i bund og grund er det den samme behandling, begge køn får …?” Ja, det er det vel – hvis man ikke tænker videre over det. Men den vinkel har de dækket på toplistesitet over dem alle, Cracked, med deres begrundelse for at nominere Namor, så her skal vi blot huske at få nogen af hankøn med på listen. Og det skal da være Robin i hans klassiske kostume, som så fint illustrerer, hvordan man ikke kan fremstille en mandlig superhelt længere: Det kunne selv folkene, der gav os “bat nipples”, også godt se, hvorfor Chris O’Donnels dragt minder mere om Batmans på det store lærred, hvor der ville gå for tydeligt Gotham Pride i den.
3. Sue Storm
Den usynlige kvinde burde ikke befinde sig på en liste som denne. Sue var Marvels første kvindelige superhelt; lægedatter, elitesvømmer, astronaut, gift med verdens klogeste mand, stiftende medlem og en overgang leder af de fantastiske fire.
Fantastic Four i Tom DeFalco og Paul Ryans 1993-udgave
Og så skal vi tro på, at hun selv er kommet på at skære et firtalsformet hul ind til kavalergangen over det i forvejen ret store hul på maven i hendes nye dragt? At hun frivilligt trækker de der fjollede blå bånd op på overarmene og lårene før de lange støvler og handsker hver dag? At det er sådan, hun gerne vil ses af faderen til hendes børn, deres bedste ven igennem mange år og hendes lillebror, som hun var nødt til nærmest at være mor for under det meste af deres opvækst? Og det var det billede af hans figur, som Jack Kirby skulle have med sig i graven? Virkelig?
2. Supergirl
Kara Zor-El har ikke blot kopieret sin fætters dragt på uopfindsommeste vis; det mest sigende er de ændringer, hun har valgt at foretage i den. For når man kan flyve og primært transporterer sig selv på den måde og ofte skal lande under en masse menneskers bevågenhed, så er en kort nederdel altså ikke den første beklædningsgenstand, der falder et bare nogenlunde normalt begavet overmenneske ind. Men det mægtigste hunkønsvæsen i solsystemet har altså prioriteret at gøre et godt indtryk på nogle helt bestemte af de hankønsvæsener, der befolker planeten jorden. Det er åbenbart vigtigst for hende, at disse mandlige jordboere kan konstatere, at der ikke er et gram overflødigt fedt omkring hendes talje, og at hun i det hele taget præsenterer sig som “girlfriend material” eller som oprindeligt med “pæn, hjemmegående husmor”-potentiale.
Supergirl i klassisk og rebirthed udgave
1. The Hellfire Queens
Red Queen i Ed Brubaker, Matt Fraction og Greg Lands 2008-udgave
En forholdsvis sikker førsteplads: Det er da i orden at pifte X-Men-skurkinderne lidt op med fetishforestillingen om den dominerende herskerinde, men en fetish kan bare være svær at kontrollere: Når den røde dronning f.eks. bliver fremstillet ikke inspireret af, men direkte iført dominatrixkostumet fra postordrekataloget, så svarer det til at lægge underforståelsen op i selve replikken. Og der er ikke tale om en enkelt smutter; med de kvindelige medlemmer af The Hellfire Club er det reglen snarere end undtagelsen, at selv respekterede redaktører, tegnere og forfattere ikke har kunnet styre sig og tilsyneladende glemt, hvilken genre de arbejder i og gerne skulle holde sig indenfor. Det er den form for forglemmelser, der nogen gange kan få superhelteuniverset til at fremstå som en mental skurvogn, hvortil kvinder, børn og respektable borgere må frarådes adgang; find et andet sted at få afløb for det, drengene.
White Queen i John Byrnes streg
0. Power Girl
Vi afslutter listen med en markant Rebirth for at vise, at der sker ting og sager i universet i disse år. Man kan mene, at det er at hoppe frivilligt i den modsatte grøft, men de store aktører på det amerikanske marked smider jo nye ting mod væggen for at se, hvad der bliver hængende, og der er ingen varig skade sket ved, at Captain America-kostumet for et kort stund skulle blive udfyldt af en småbuttet, glutenintolerant transvestit af latinamerikansk oprindelse: Det hele bliver alligevel rebootet og annulleret omtrent så ofte, som der er VM i håndbold, dvs. hurtigere end vi kan nå at læse det. It’s just fun’n’games – selv når nogen af spillereglerne flugter med den politiske korrekthed fra tid til anden.
Power Girl i klassisk og rebirthed udgave
