Tegningen ovenfor er af Annette Carlsen og er tegnet i forbindelse med Nadia Khiaris besøg på Copenhagen Comics den 24. februar 2017.
Interview: Nadia Khiaris tegnede kat Willis kæmpede med latteren som våben under det arabiske forår i Tunesien. Willis kæmper stadig for demokrati, ytringsfrihed og ligestilling.
“ET TUNESISK PAS I EN LUFTHAVN ER SOM ET TERRORISTVÅBEN” Pang! Ordenes omgående og nærmest fysiske slag er blevet den tunesiske tegner Nadia Khiaris kendemærke. Hendes kat, Willis, fik sin egen profil på facebook den aften den 13. januar 2011, hvor Tunesiens diktator, Ben Ali, gav internettet frit. Hun ville afprøve, om han holdt sit ord, så da det arabiske forår var en realitet med Ben Alis flugt næste dag, var WillisFromTunis allerede et halvt døgn gammel.
WillisFromTunis blev en central stemme i det tunesiske Arabiske Forår, hvor han har konfronteret hvert et forsøg på at undergrave eller omgå kampen for demokrati. Tunesien er blevet en skrøbelig, men positiv mulighed for en demokratisk udvikling, og Nadia Khiari har for første gang været i Danmark i forbindelse med en masterclass arrangeret af Danske Bladtegnere, hvis gæst hun også var på Copenhagen Comics.
Interviewer: – Nå, Willis, Hvordan klarer du presset, usikkerheden, de skæggede (islamisterne), truslerne og den politiske ustabilitet? Willis: – Jeg tager stoffer. (20. september, 2011).
Nadia Khiari, Willis har allerede bevist at kortslutte ethvert interview: Jeg tager stoffer. At høre dig tale, er som at se dine tegninger. Direkte og hårdtslående, og hvor ord og tegning er ét?
Da jeg begyndte at tegne Willis til de sociale medier var jeg i øjeblikkets nu og her. Jeg levede i begivenhederne, præcis som størsteparten af tuneserne, og når jeg lagde en tegning ud i samme øjeblik, som tingene skete, blev virkningen så meget større. Min kommentar blev set som en reaktion, netop som alle reagerede på det samme. Vi levede i øjeblikket.
Latteren blev et rekyl til at give distance og relativere. Jeg fik mange tilbagemeldinger, at min tegning havde været den eneste gang, de havde leet den dag, hvad der gjorde mig meget rørt. At tegne var en måde at relativere min egen angst og smerte, og jeg fortsatte, fordi jeg fik de kommentarer og beskeder og kom i kontakt med mennesker, jeg ellers aldrig ville have gjort.
Styrken ved de sociale medier er billedets hurtighed. 24 timer senere er det ingenting. Jeg tillod mine værker at blive delt frit, mens folk var lukket inde derhjemme pga. udgangsforbud. De var lukket inde, når de så tegningerne, mens jeg var ude på barrikaderne. Jeg vidste, hvad der skete.
Tekstboks: “Islamisk Stat laver angreb, sælger kvinder, korsfæster, myrder, torturer, brændende levende mennesker i bure, halshugger, slagter, begår massakrer, terroriserer, osv.” Interviewer til Willis: – Og De, som bladtegner, har De det ikke med at overdrive i de der tegninger, hva’? (Marts 2015 – bragt i Siné Mensuel, No. 40)
Hidtil havde jeg tegnet i en gennemarbejdet stil med supermange detaljer [Nadia Khiari tegnede i en Beardsley-inspireret stil, LCL]. Jeg havde min lille skitsebog med ud og kunne tage foto af tegningen eller så snart jeg fandt en scanner og uploade tegningen. Jeg foretrækker stadig at tegne på samme spontanitet og hurtighed, for konteksten er det vigtige, teksten er vigtig. Tegningen er så at sige påskuddet, den skubber til humoren. Det passer mig at tegne på øjeblikket, den har en kvalitet af et tak-tak-tak [imiterer et maskingevær].
Præsidenten kan jeg ikke tegne. Han er 90, han kan nå at dø i løbet af måneden.
Helt modsat tidsskrifter som Siné Mensuel [fransk månedsblad grundlagt af den tidligere Charlie Hebdo-tegner, nu afdøde Siné]. Det giver mig store kvaler, den er jo månedlig, udgivet en måned i forvejen, og eftersom jeg ikke kan udsige fremtiden, kan jeg ikke udtale mig om politiske udviklinger. Jeg risikerer jo at tage tykt fejl. Jeg må gætte og er nødt til at holde mig til generelle temaer ud fra det allerede skete. Præsidenten kan jeg ikke tegne. Han er 90, han kan nå at dø i løbet af måneden. Det hjælper at tegne til en artikel, og så havde jeg skrevet meget per mail med Siné, da jeg begyndte at arbejde for ham. Han spurgte mig om jeg ikke ville skrive til bladet over et tema og lade tegningen følge min artikel. Jeg havde ikke skrevet før, men der kom en rytme i sproget og jeg begyndte bl.a. at bidrage med kronikker.
Willis: – Jeg er ikke bange! Islamisterne: – Det er vi heller ikke! (18. marts 2015)
Som Willis-fan lærer man ikke så få bandeord, ligesom der er en musikalitet over ham. Ord som bisous, kys, der har en uskyld i måden de udtales, når han kommer løbende med bomber?
Jeg elsker en vis kynisme, den er min humor. Dem, som ikke kender mig, tror jeg er alvorlig, men at forklare en vittighed er at slå den ihjel. Som Groucho Marx sagde, det er med vittigheder som en frø; når man skærer den op, er den bare død.
Willis er min megafon. Han taler mit sprog. Det er gadens sprog, jeg kan ikke tale på anden måde. Konjunktiver interesserer mig ikke. Bandeord er tunesernes sprog, på arabisk som på fransk og gerne samtidig. Bandeord findes ikke på litterært arabisk, det er umuligt. Det er vores sprog. Jeg beundrer kolossalt de tegnere, der ikke behøver ord. Sinés eksempelvis, hans tegninger er omgående forstået i hele verden.
Du nedtoner konsekvent hvor farligt det kan være, hvad du gør?
I 2010 talte jeg med min far om en udstilling, jeg netop havde hængt op i Artyshow, Mâle dieu épouvantail, mand gud fugleskræmsel, af Thameur Mejri. En fantastisk ung kunstner, men da jeg så udstillingen samlet, genitalier og erektioner overalt, der symboliserede religiøs fallocentrisme, spurgte jeg min far om råd. Han svarede omgående: “Din bedstefar gemte våben under sengen under selvstændighedskrigen mod franskmændene, og du er bange for en udstilling?”. Det fik mig til at skamme mig, og udstillingen blev en succes. Alt blev solgt. Hver gang jeg på forhånd er træt over de problemer, jeg vil få med en tegning, tænker jeg på alle dem, som kæmper, er dissidenter, er i fængsel eller er slået ihjel. De er alle tro mod sig selv.
Det gælder om ikke at få frygten til at tage overhånd.
Du havde dit eget galleri før det arabiske forår, Artyshow, men det nu nedlagte onlinetidsskrift YakaYaka.org og det nye Artyshow, der sælger tunesisk kunsthåndværk, også det er rent faktisk alt sammen på dit initiativ?
Fællesinitiativ! Sammen med min mand og et par andre aktivister. Jeg holder af at sætte det i gang. Der er så meget talent. Det vigtigste for mig er at være effektiv, at give mulighed for andre at vise deres værker. Artyshow er i to etager; butikken med kunsthåndværk, og en etage med unge kunstnere. Der er økonomisk krise, forværret af terroraktioner, og at mange tunesere er rejst. Men forretningen finansierer galleriet. Det sidste sælger ikke noget, det er ikke kommercielt, installationer er der ikke salg i. Det er der for at vise, ikke sælge. Ved at have de to, har vi også friheden til at kunne udstille andre steder. 100% pour la liberté de la expression, 100% for ytringsfriheden, hvor en større gruppe kunstnere udstillede sammen i 2011, da islamisterne kom til magten som en måde at markere for alle tunesere, at vi er her sammen alle sammen. Det var totalt provokerende, og det gik. Det gælder om ikke at få frygten til at tage overhånd.
Du har understreget siden 2011, at Vesten har sin version af censur, den af den økonomiske art?
Tidsskrifter har sponsorater, aktionærer og salgstal, og avisejere foretrækker også penge frem for frihed. Plantu har været censureret, Siné Mensuel er helt uafhængig og med store finansielle problemer. Alle arbejder gratis på deres engagement, at bladet er nødvendigt. Jeg drømmer om at lave et tidsskrift i Tunesien. Måske halvt på fransk/halv på arabisk og engelsk også til hele Maghreb-regionen. YakaYaka.org skabte kontakter til den arabiske verdens tegnere, også dem bosiddende i Europa. Sitet havde hjemme i Frankrig, så det kunne ikke lukkes ned. Det var en modvægt over for magthaverne.
Jeg vil more, jeg vil kæmpe for retten til at le. Jeg vil ikke tage mig selv alvorligt, heller ikke andre.
Symboler og erklæringer om, at noget er et stykke historie, den slags er politikerne specialister i. Det er et fængsel for mig. Jeg vil more, jeg vil kæmpe for retten til at le. Jeg vil ikke tage mig selv alvorligt, heller ikke andre. Det er en fælde at blive sat til at repræsentere “tuneseren” eller “Tunesien”. Jeg har aldrig bedt om midler fra kulturministeren, heller ikke før revolutionen, og jeg har ikke villet have nogen form for kontakt med ham, Der er andre, der har mere brug for midlerne. Mit arbejde er mit, skabt af mig. Mig.
En af Nadia Khiaris populære figurer er en ældre nymfoman i hendes opgør med fordommen om, at ældre kvinder er uden seksualitet. Tekst: “Willis fylder 3 år” Willis: – Men hvor er det tredje lys? (13. januar 2014)
I epilogen til Manuel du parfait dictateur gør du kvinders rettigheder til demokratiets lakmusprøve. Tunesiens kvinder er regionens mest engagerede?
Kvinderne er mobiliserede. De er derude ved fronten. [Det selvstændige Tunesiens første præsident] Bourguiba gav ekstraordinært for samtiden rettigheder til kvinder. Det betyder, at Tunesiens kvinder er født med retten og nægter at miste den. Men det er en gammel formulering nu, vi skal have en anden. Den blev skabt som et udstillingsvindue til at skjule landets virkelige tilstand over for udlandet. Arveloven eksempelvis er forfatningsstridig. Islamisterne ville have sharia som moralkodeks, det var virkelig dans la merde. Vi savner ligeløn, og hustruvold er udbredt. Mandschauvinismen er i hovedet. Den er kulturel, ikke som sådan religiøs. Den er en del af kulturen, formet af både mænd og kvinder.
Når en del af befolkningen ikke har samme rettigheder som den øvrige befolkning, er det for mig et diktatur. Det er fuldstændig samme situation som apartheid i Sydafrika, Når nogen er racist, råber alle: Hvilket monster! Antisemitisk: Hvilket monster! Men en mandschauvinist: Det betyder ikke noget, det er bare ord. Jeg er feminist, og jeg vil have mange flere mandlige feminister!
Og et afsluttende ord. Tunesien forude?
Tunesien er en sandwich mellem store lande i problemer; men fra hele den arabiske verden lyder det: I er nødt til at klare det, vi følger alle sammen med i, hvad der sker hos jer.
Nadia Khiari i Annette Carlsens streg
