Skarlagenilden
Den visuelle side af alle tiders vikingehelt, Thorgal Ægirssøn, smelter væk i blødt svungne penselstrøg. Til gengæld er historien bedre end i mange år.
Thorgal Ægirssøn fyldte meget i min barndom på Struer Bibliotek. Han var helten med alle de menneskelige fejl, der trodsede guderne og sin egen skæbne i jagten på en lykke, han selv ville definere.
Hvad var attraktionen? En stærk historie, der i sine bedste øjeblikke tangerede de græske heltekvad, og en tegner, der med sin streg skabte et univers, der rakte ud over historien. Uden at kende navnene på forfatter Jean van Hamme og tegner Grzegorz Rosinski var jeg fan. Og i dag kan jeg stadig fortabe mig i Shaniahs forræderi i ”Den Sorte Galej” (oprindeligt udgivet som Thorgal 2 i 1989) og ”Bjergenes Herre” (oprindeligt udgivet som Thorgal 11 i 1994).
I dag bliver Thorgal udgivet af Cobolt, og med Skarlagenilden er det – igen – lykkedes for forlaget at lave et lækkert album i hardcover. Det er en fornøjelse at læse et tegneseriealbum, hvor siderne er lækre at røre ved, og farverne virkelig kommer til deres ret. Tak for det.
Med den smøre burde resten af anmeldelsen vel være en lang lovprisning af det nyeste bind i Thorgals eventyr. Men – uh, det berømte men – sådan bliver det ikke. Thorgal nummer 35 er nemlig en skuffelse. Desværre!
Jean van Hamme skrev serien til og med album nummer 29, Thjazis Tårer, hvorefter belgiske Yves Sente overtog skrivemaskinen. Stadig med Rosinski som pennefører. I dette album har franske Xavier Dorison skrevet historien. Han er manden bag blandt andet den i mine øjne ultrafede serie Det tredje testamente og dele af Thorgal-spinoffen Kriss af Valnor.
Musikverdenen er kendt for sine store duoer – Page/Plant, Hetfield/Ulrich, Jagger/Richards, Lennon/McCartney. Det er musikere, der har skabt hits, som hele verden kan synge med på: Stairway to Heaven, Nothing Else Matters, Paint it Black, She Loves You.
I flere tilfælde har den ene kastet sig ud i en solokarriere, men de kunstneriske output bliver sjældent på højde med duoens magi. Kunsten lider, men om økonomien gør det, er en helt anden sag.
Jeg vil vove påstanden, at det samme gør sig gældende med Thorgal. Selv om Dorison ved første øjekast er markant bedre end Sente, mangler der altså stadig den ene magiske ingrediens: Van Hamme.
Den belgiske forfatter havde en vidunderlig evne til at skrue enkeltstående historier sammen til fortællinger på tværs af albums. Samme evne synes Sente ikke at besidde. Dorison har med fx Det Tredje Testamente vist, at han har evnerne. Om han kan løfte arven efter Van Hamme, er for tidligt at vurdere på kun et enkelt album. Men jeg håber det, for historien i Skarlagenilden er stærkere end noget, Sente leverede.
Skarlagenilden er kulminationen på historien om Den Røde Magis Broderskab, der har kidnappet Aniel – søn af Thorgal og Kriss af Valnor. Fortællingen om Den Røde Magis Broderskab har haft sine højdepunkter og sine ”Nej-nu-gider-jeg-satme-ikke-mere”-øjeblikke, men skal ret være ret, er kulminationen med Bag Dadh i flammer en mere end habil slutning på en alt for lang cyklus. Her er, hvad der kendetegner en god Thorgal-historie: Mænd med storhedsvanvid, svigefulde kvinder, våbenbrødre og kamp. Og i den dårligere ende: Et oplæg til næste album i serien. Mere om det senere.
Og så til tegningerne: Da Sente overtog historien, ændrede Rosinski også sin stil. Langsomt forsvandt hans lidt hårde og detaljerede streg (også kendt fra den første cyklus af Den Forsvundne Hedes Sang) til fordel for mere flydende figurer. Og farver.
Døden for en kunstner må være stilstand, og det må være et mareridt at være fastholdt i samme skabelon gennem hele sin karriere. Så på den måde kan jeg sagtens forstå Rosinskis ønske om at udvikle sig. Når jeg bladrer Skarlagenilden igennem, kan jeg ikke være andet end imponeret over farverne, der virkelig kommer til deres ret i dette album. Specielt på siderne 42 til 49, hvor Bag Dadh brænder, kan jeg næsten mærke varmen fra flammerne og dufte det brændte træ. Det er sine steder decideret smukt!
Alligevel er jeg ikke imponeret, beklager. Jeg anerkender fuldt ud, at Rosinski kan tegne mangt og meget mere end klassisk Thorgal. På sin vis er det derfor også uretfærdigt, at jeg er utilfreds, for selvfølgelig skal Rosinski udvikle sig. Min anke er bare, at en kunstner bør tilpasse sit håndværk til produktet, og her er min personlige holdning, at historien om krigeren Thorgal kalder mere på hårde streger end flydende penselstrøg – mere bevægelse end stemning. For sat på spidsen er Thorgal en banal tju-bang-historie tilsat filosofiske floskler om, at en mand selv må bestemme sin vej i livet. Det er et actionbrag à la Hollywood, hvor læseren ikke (nødvendigvis) skal tænke store tanker eller udfordres kunstnerisk.
Her kan det kritiske læser spørge, om bløde penselstrøg lægger op til kunstnerisk udfordring og store tanker. Mit svar er: I en serie på 35 album plus alt det løse, hvor der har været en forholdsvis stringent stil, må en ændring af stregen føre til, at faste læsere bliver udfordret kunstnerisk. Det bliver jeg i hvert fald. Om et actionbrag fører til store tanker må være op til den enkelte læser at vurdere. Jeg tænker det ikke.
Og med alt det skrevet: Jeg har altid forsvaret og vil altid forsvare kunstnernes ret til at udfordre sig selv og udvikle deres kunst. Men når det handler om en af mine egne darlings, er jeg åbenbart så forstokket, at jeg er klar til at acceptere stilstand i tegningerne frem for udvikling. Alt sammen i bestræbelserne på at bevare en af min barndoms helte. Dobbeltmoralsk? Ja, som bare fanden!
For nogle år siden læste jeg et portræt af den amerikanske filminstruktør George Lucas i et amerikansk magasin. Journalisten beskrev, hvordan Lucas i sine unge år var en visionær instruktør, der droppede visionerne til fordel for udviklingen af en verdensomspændende franchise med Star Wars. Det sidste blev skrevet lidt nedladende, for en franchise er jo ikke rigtig kunst, måtte jeg som læser forstå. Dengang forstod jeg ikke journalisten, men med Thorgal i tankerne begynder jeg at få en gryende fornemmelse for hans ærgrelse.
Skarlagenilden lægger op til endnu et album i serien om Thorgal – et album, der angiveligt bliver det sidste i serien. Men rundt om den klassiske serie er vokset en franchise af andre titler, hvor hovedpersonerne er bipersoner fra Thorgals liv. Titlerne er mange, og universet omkring Thorgal står på efter min mening på vippen til at vokse sig alt for stort på bekostning af den gode historie. Fornuftigt for Rosinski og hans partnere? Økonomisk set må det være et ja. Handler det om Thorgals arv, er jeg noget mere i tvivl … men måske jeg bare er en sur anmelder, der har svært ved at acceptere, at jeg er vokset fra min barndoms helt.
Del på
