Anmeldelse
Historien foregår i år 2027, men udtrykket signalerer 1980’erne. Søren Mosdal har spændt powerfisten og fyrer en sci-fi actionhistorie af, der desværre ikke rammer helt i plet.
Kalenderen skriver 2027, altså kun 10 år ude i fremtiden, men der er sket en del i den mellemliggende periode. Vejrsystemerne på jorden er brudt sammen, og metropolen Aurinko midt i Europa er sunket i havet. De velhavende har dog nået at forskanse sig i flydende arker, mens 10.000 mindre heldige er fanget i byens metrosystem under havet. Aurinko minder på visse områder om Paris, ligesom præsidentens ark til forveksling ligner Spreckelsens triumfbue. Således monterer Søren Mosdal Metrozone et sted mellem vores genkendelige virkelighed, et lettere futuristisk sci-fi univers og bølgeskvulp fra 1980’erne, som når hovedpersonen, Nikki, spiller arkadespil komplet med møntindkast og grovpixeleret grafik.
Det clasher en lille smule, når hightech og low tech på den måde støder sammen, for hvor sandsynligt er det egentlig, at man spiller arkadespil i metroen i en europæisk storby om 10 år? Så virker vejrudsigten anno 2027 noget mere plausibel. Derudover skriger det grafiske udtryk også 1980’erne med masser af pink, lilla og grønne pangfarver i den ellers meget dystre metro. Søren Mosdals tegninger er en lille smule smag og behag med deres ekstremt rå, kantede og enkle udtryk, som dog passer meget godt til både en slidt metro, en historie med et højt læsetempo samt en dynamisk og afvekslende sideopbygning. Undertiden er det dog rigtig lækkert, fx når lynene får deres helt egen zigzag-bevægelse over himlen. Faktisk virker mange af de ordknappe sider uhyre veloplagte rent grafisk, som om Mosdal gør sig ekstra umage her, hvor læseren ikke har teksten at hvile øjnene ved.
Konflikten i Metrozone er følgende: Nikki og de 9.999 andre i metrosystemet er i overhængende fare for at lide druknedøden. Imens, på overfladen, arbejdes der på at sætte robotter, såkaldte biomekanoider, ind for at redde de indelukkede. Én af disse biomekanoider er dog flygtet til undergrunden på egen hånd, og viser sig at være Nikkis forsvundne bror. Nu er spørgsmålet, om der egentlig er hjælp på vej eller ej, men den eneste vej for at finde ud af det er opad. Nikkis bror, Voi, giver igen grund til at rose Mosdal. Med enkle virkemidler som en variant af den klassiske maske, langt gult hår, spandex-dragt og grøn hud har han skabt en elegant udført superheltearketype. Nikkis powerfist er også et godt bud på et sci-fi våben, der jo gerne må være mere end bare en magnum .44.
Jeg savner noget tyngde i historien undervejs, så der er mere end den lineære spænding på vej mod overfladen at komme efter. Godt nok tager historien en overraskende drejning mod slutningen og de fleste vil nok kunne trække et par tråde tilbage til klassiske sci-fi værker fra perioden omkring 1980’erne undervejs i Metrozone. Der er bare ikke ret mange forsøg på at komme med relevante pointer til vores liv inden det store ragnarok evt. bryder løs. Ikke at der nødvendigvis behøver være moraler om, at man bør støtte Greenpeace, før det er for sent. Men omvendt har sci-fi ofte fremskrevet nogle pointer omkring vores nuværende levevis, som giver dem en tyngde.
Går man efter noget så umiddelbart modsatrettet som retro sci-fi, så er Metrozone et godt bud. Går man efter meget mere end menneskelige robotter, magthavere kontra undertrykte og en vejrudsigt i tråd med Al Gore, så vil man nok finde den for letbenet.
Del på
