Tegneserieskaber Palle Schmidt er aktuel med en graphic novel-udgave af A.J. Kazinskis kriminalroman Den Sidste Gode Mand. Vi har fået ham til at anbefale fem krimitegneserier fra hylden med hårdkogte sager.
I 2014 besøgte jeg en tegneseriebutik i Seattle, for at signere Thomas Alsop, den månedlige serie jeg lavede sammen med Chris Miskiewicz for forlaget BOOM! På et tidspunkt talte jeg med ejeren og kommenterede kækt den reol de havde med “crime comics”: “If we had section like that in a Danish comics store, there would only be two books on that shelf. Both of them with my name on it”. Og det er næsten rigtigt. I hvert fald hvis man ikke medregner Johan Nørgaard Pedersen, der vist har lavet over 60(!) albums med den hårdkogte strømer Bill Nash.
Så nu vil jeg som eneste udøver af krimitegneserier i Danmark kloge mig på, hvilke krimitegneserier du bør købe – udover de nu tre-fem bøger med mit navn på, som de burde have i enhver velassorteret tegneseriebutik.
Stray Bullets af David Lapham
Jeg ved jeg kun lige har strejfet overfladen af denne serie, der udkom sporadisk op gennem 90’erne. Men skal man snakke om hårdkogte krimitegneserier, er det umuligt at komme udenom David Laphams selvudgivne epos, der mest af alt minder om kyniske små noveller. Så vidt jeg har kunnet lure, kan de læses uden forkendskab og man kan hoppe på hvor som helst. Jeg husker Stray Bullets som meget sort, meget velskrevet og meget brutal. Som en mavepuster, der kan mærkes i dagene derpå.
100 Bullets af Brian Azzarello og Eduardo Risso
Ikke de samme kugler som ovenfor, men mindst ligeså velskrevet. Ingen kan skrive så konstrueret og hårdkogt dialog som Brian Azzarello og ingen kan underbygge det så svedigt på den visuelle side som Eduardo Risso. 100 Bullets er en svimlende conspiracy historie, der strækker sig over 100(!) numre, men de er samlet i 13 trade paperbacks eller 5 deluxe-udgaver, der ikke er så dyre som man skulle tro.
Præmissen starter ud med et dilemma: Hvad ville du gøre, hvis du fik en kuffert med en pistol og 100 kugler, som ikke kunne spores og du ikke kunne straffes for at bruge? Det bliver adskillige forskellige hovedpersoner udsat for af den mystiske agent Graves i løbet af serien. Senere viser det sig, at der er noget større på spil. Gamle synder, sleeper agents og en magtkamp, som jeg ærligt skal indrømme jeg lidt har glemt hvad gik ud på. Men ingen tvivl om underholdningsværdien!
Gamle synder, sleeper agents og en magtkamp, som jeg ærligt skal indrømme jeg lidt har glemt hvad gik ud på.
100 Bullets ligger i den pulpede ende af denne liste og var rent visuelt hovedinspirationskilde til mit eget album Blodets Konkubine. Jeg var så heldig at rende på Azzarello i Angouleme engang og gav ham et eksemplar af den amerikanske udgave (The Devil’s Concubine, IDW 2011), samt en undskyldning for mit “blatant rip-off”. Han tog det heldigvis som en kompliment.
Daredevil af Frank Miller og Klaus Janson
Du troede sikkert det var en superhelteserie, men Frank Miller’s genfortælling i 80’erne læner sig mere op ad Will Eisner og noir film end af de sædvanlige helte i spandex vi var vant til på den tid.
Storbyen er medfortæller med et blødende hjerte, skyggerne er lange, skraldet flyder i gaderne og på bunden af havnen hviler gangstere med cementsko. Daredevil selv er en mand plaget af indre dæmoner, gamle fjender og en dødsensfarlig femme fatale i skikkelse af hans livs kærlighed, Elektra. Serien tager sig også god tid til at være sammen med smågangstere og forbryderkonger, såvel som komme under huden på de forskellige skurke som Bullseye og Punisher.
Storbyen er medfortæller med et blødende hjerte, skyggerne er lange, skraldet flyder i gaderne og på bunden af havnen hviler gangstere med cementsko.
Der går lidt supernatural superninja i den til slut, men den sort/hvid udgave jeg havde i komplet udgave blev slidt op af mange genlæsninger, og har utvivlsomt smittet af på mit eget tegneserieudtryk. Frank Millers version af serien har desuden været hovedinspiration til Netflix-serien af samme navn.
Criminal af Ed Brubaker og Sean Phillips
Noget så sjældent som en krimitegneserie, der lige så godt kunne have været en roman af Dennis Lehane eller George Pelecanos. Ed Brubaker og Sean Phillips følger deres samarbejde fra Scene of the Crime (som jeg også varmt vil anbefale alle krimifans) med denne samling selvstændige historier indenfor samme univers. Hver samling – Coward, Lawless, Bad Night, The Dead and the Dying, The Last of the Innocents – følger en eller flere personer med tilknytning til samme underverden, men de kan læses for sig i en hvilken som helst rækkefølge. Særligt givende er det, når bipersoner fra en historie dukker op som hovedpersoner i en anden – eller omvendt – og man får en ny indsigt omkring deres karakter. Brubaker skaber mesterlige plots om bunden af den kriminelle fødekæde og folk der kæmper en forgæves kamp mod deres egne drifter eller voldelige natur.
Jeg havde et totalt star-struck moment på Comic Con i ’14 eller ’15, hvor jeg fik signeret en hardcover udgave af Scene of the Crime af Brubaker himself. Sean Phillips fik jeg til gengæld lokket til at give et quote til bagsiden af Blodets Konkubine, da den skulle udkomme i USA.
Brubaker skaber mesterlige plots om bunden af den kriminelle fødekæde.
Sin City af Frank Miller
Jep, Frank Miller igen. Men det er altså umuligt at lave en liste over hårdkogte crime comics uden at nævne Sin City, der er indbegrebet af noir. Udover det gennemført blærede, der næsten blænder alle konturer ud, så der kun står det skarpt sort/hvide tilbage, så er Sin City så hårdkogt, at det næsten ligner en pastiche.
Som tegneserie var Sin City en kæberasler af brutalitet sjældent set i det medie.
Filmatiseringerne var så bogstavelige i deres adaption, at det lidt ødelagde det for mig, men som tegneserie var Sin City en kæberasler af brutalitet sjældent set i det medie.De tre-fire første samlinger holder stadig meget godt i dag, efter det virker det som om Miller mister retningen og begynder at virke som en parodi på sig selv. Sin City er en gang selvhøjtidelig pulp i forhold til andre bøger på denne liste, men jeg kan heller ikke her se mig fri for at være blevet umådelig inspireret af både fortællestil og grafiske løsninger.
