Coffee Brake
Seriøst, lille hæfte fra seriøst, lille serieforlag. Ambitioner og fortælleglæde er i top. Resultatet er ikke uden skønhedspletter. Men det er værd at kigge på, især hvis man er glad for “indie”-serier.
Umiddelbart er jeg både tiltrukket og frastødt, når jeg sidder med dette lille hæfte i hænderne. Tiltrukket af det fine format. Det ligger godt i hænderne. Følelsen af kvalitet, der ikke gør unødig meget opmærksom på sig selv. Jeg taler hér om selve den fysiske fornemmelse.
Frastødt af det grafiske på forsiden: den dér stil, som er blevet ret udbredt i de seneste tyve år. Som ligner bevidst ligegyldighed. At man ikke ønsker at gøre sig umage for at gøre tegningerne smukke og rare at kigge på.
Nogle gange bliver man som læser positivt overrasket. Sådan er det her: Merklin er virkelig dygtig til at fortælle sin historie. Der sker dog flere steder *lidt* for meget i hver tegning. Og på hver side. Så det samlede indtryk er, at jeg ofte skal tygge hver bid *lidt* mere end jeg har lyst til. Der er ikke altid tilstrækkelig megen visuel klarhed.
Det kan minde lidt om Frank Miller, når han er *meget* løs i stregen i enkelte tegninger i hans sene Sin City –– det kan også minde om Mazzucchelli, efter han holdt op med at tegne naturalistisk for Marvel og DC. Altså det dér med, at man som tegner kommer så langt i sin ‘løse hånd’, at figurer og ansigter bliver karikeret ud over grænsen for karikatur. Mister forbindelsen til den virkelighed, resten af det tegnede univers etablerer.
Hos folk som Miller og Mazzucchelli er der typisk så megen fortællemæssigt overskud, at sådanne excesser udi småsjusk betyder mindre. Hos en begyndende tegner/fortæller, som er i den modsatte ende af karrieren, er der som regel ikke tilstrækkelig erfaring under bæltet. Det sløsede kommer til at have for stor vægt. Læseren bliver irriteret over at skulle arbejde for meget.
Der er enkelte tegninger, jeg skal stirre beslutsomt på –– for at fatte dem. Altså, jeg får ikke maden serveret tilstrækkelig skåret ud og nem at fordøje.
Men egentlig er dette lille værk skide godt. Det stryger mig mod hårene, på enkelte måder. I størrelsesordenen En Smule Irriterende. Alligevel er der SÅ mange gode toner, at melodien kører den hjem på charmen. Når den er bedst, får den mig til at tænke på Oeming’s Powers – og det er høj ros.
Længden på tredive sider er rigtig godt udnyttet. Det er et særligt format, 17 x 23 cm. Når jeg lægger hæftet på siden, dækker det lidt over halvdelen af et standard europæisk album. Det er trykt på godt papir, lige så kraftig kvalitet som rigtige albums. Hæftet sammen med klammer i ryggen som et klassisk tegneserieblad. Ikke noget Jumbobogs-limning her. Et seriøst voksenprodukt.
Disse udstyrs-valg er gode. Hæftet udstråler fysisk holdbarhed. At det kan tåle at ligge og flyde i en bil på bagsædet sammen med ungerne Italien tur/retur i sommerferien, og stadig hænge sammen når man vender hjem til villavejen. Omend fortællingen ikke er for børn.
Dette hæfte er første arbejde fra Magnus Merklin, jeg har set. Jeg vil vove en påstand: at Merklin kan blive en fantastisk god tegneserie-håndværker. Hvis han beslutter at stramme op på denne tidstypisk ‘let sjuskede’ tegnestil. Lige nu ligner den på overfladen mange andre tegneserier i sjuske-stil. Og det er ikke godt. Måden, hvorpå han disponerer handlingen i forhold til sine tredive sider, viser noget andet: at han er dygtig og meget bevidst om sit stof og hvordan han skal pace det.
Så det er lidt at skyde sig selv i foden at lade det umiddelbare visuelle udtryk arbejde *imod* læsevenligheden. Men jeg får klart indtryk af, der ikke er langt til grafisk klarhed. Hvis Merklin får strammet op på klarheden rent visuelt, i kommende værker, så vil jeg med fornøjelse være med som læser.
Merklin’s håndtekstning er flot. Klar og letlæst. Farvelægning er også god. God til at sætte stemning. Men flere steder medvirker farverne dog til at gøre aflæsning vanskeligere. Noget med, at når stregtegningen er løs OG farvelægning ovenpå også er det, kæntrer billedaflæsningen nogen gange.
Handlingen er det synd at referere, det vil ødelægge for meget i så kort en historie. Noget med en hovedperson, som har vanskeligt ved at sætte grænser. Især overfor sine forældre. Lever af take-away kaffe, smøger og stress. Men så sker der ting og sager ude i trafikken. Mystisk på den gode måde.
Del på
