Anmeldelse
“Mørkets Skønhed” (“Beautiful Darkness”) er endelig udkommet i lækker dansk udgave og den er lige så yndig, som den er frastødende!
Det er sommer i skoven og en pige er død. Hendes krop hviler på en bund af blade. Hun har tabt sine skolebøger og en pakke kiks.
Ud af hendes næse, mund og ører vælter det frem med en hel fantasi fuld af finurlige små alfevæsner, den slags man ville kunne finde i en lige så finurlig børnebog.
Det er sødt, det er makabert, det er tonen for de resterende 86 sider af “Mørkets skønhed”.
“Mørkets Skønhed” er skrevet af den franske tegneserieforfatter Fabien Vehlmann (”Green Manor”, ”Alene”, m.fl.) og illustreret af det ligeledes franske kunstnerægtepar Marie Pommepuy og Sébasten Cosset – tilsammen Kerascoët (”Miss Don’t Touch Me”, ”Beauty”, m.fl.). Den udkom for første gang i 2009 og er nu endelig ude i Danmark.
Sidder man som læser med et lille smil på læben over skaren af hyggelige karakterer, der nu befolker skovbunden, kommer man snart på andre tanker. Det viser sig nemlig lynhurtigt, at verden udenfor den døde pige er den rene slagmark for dén, der ikke har overlevelsesinstinkt i overflod. Bogens karakterer begynder slet og ret at falde som fluer: én laver en hule i et hul og drukner ved første regnskyl, én bliver slæbt væk af myrer for aldrig at blive set igen, én bliver ædt af sin egen veninde …
At tilpasse sig et barskt liv i skoven er kun den første af en skare af udfordringer, for det viser sig hurtigt, at de yndige små alfefolk ikke bare er grænseløst naive, men også absolut nederdrægtige ved hinanden uden for meget eftertanke. Onde, på samme måde som børn kan være onde, før nogen fortæller dem om rigtigt og forkert – og i “Mørkets skønhed” bliver nogle af de mest gruopvækkende handlinger præsenteret uden så meget som et skuldertræk.
Altsammen mens årstiderne går og den døde pige langsomt rådner væk, glemt i skoven.
Det eneste glimt af håb i en ellers mere og mere meningsløs tilværelse er bogens hovedperson, Aurora (et navn som hun deler med den døde pige): hun samler mad og bygger læsteder og prøver at holde styr på “sit” folk. Hun er fremgang, fællesskab, venskab og civiliseret problemløsning. Hun er (måske på nær rødhårede, saksebærende Jane) den mindst naive af flokken og hun tager ansvar for ikke bare sin egen, men også andres skæbne. Men selv den mest velmenende og godhjertede kan knækkes, og i “Mørkets skønhed” er håb en luksus, man ikke kan tillade sig.
“Mørkets Skønhed” gør indtryk (sommetider af “shock and awe” varianten) både fordi Vehlmanns historie er stærk, men også i høj grad på grund af Kerascoëts visuelle arbejde: hver eneste af bogens 96 sider er spækket med velkomponerede akvarelpaneler, der viser skoven i al sin skønhed og dyrene i alle deres (hvis man er to centimeter høj) skræmmende detaljer. Kerascoët bruger vandfarvemediet med sikker hånd, hvad end der er tale om den næsten fotografisk realistiske rendering af mennesker, dyr og natur, eller den enkle streg til de storøjede, oversimplificerede karakterer.
Netop karakterdesignet er en kæmpestor del af, hvad der virker så godt for “Mørkets Skønhed”: alle de finurlige væsner varierer i størrelse og form, men de er allesammen kære at se på (med enkelte ‘uncanny valley’ undtagelser); altid meget enkle i deres design og rendering og farvetema. De ligner slet og ret noget fra en børnebog. Især Auroras store øjne og prikkede sommerkjole står i enorm kontrast til bogens makabre indhold.
Og bogens produktion forstærker kun det visuelle udtryk: omslaget er skinnende glat stof, som man næsten ikke kan lade være med at røre ved. Forsiden er velkomponeret og dyster. Og inde på selve siderne ligger farverne bare smukt; både sommertidens grønne og gule toner, efterårets røde og brune blade, og vinterens blege palette. Og i denne danske udgave har satureringen fået et ekstra nøk opad, så det ikke er til at overse, hvor kønt og muntert det hele tager sig ud (indtil nogen dræber en mus med de bare hænder og det oversaturerede røde blod sprøjter – men det naturligvis også en del af oplevelsen). Det er, med andre ord, bare en lækker bog at have mellem hænderne.
Vehlmanns historie er omdrejningspunktet, men uden Kerascoët havde “Mørkets skønhed” ikke været en brøkdel så effektiv.
“Mørkets skønhed” giver intet håb, nærmest ingen gode relationer og absolut ingen svar. Hvis man som læser holder af at få en løsning på sine mysterier, bliver man skuffet. Hvis man trænger til noget medmenneskelighed, bliver man trist. Den døde pige er et stykke arkitektur – et tidligere hjem, nu forfaldent, ugæstfrit og uigenkendeligt – ikke andet. Af samme årsag er “Mørkets skønhed” ikke for alle; er man i forvejen lidt af en sortseer, er det kun alt for nemt at se fortællingen som bekræftelsen på alle ens mareridt om den menneskelige eksistens.
Der er en noget ‘eventyrdekonstruktion’ over “Mørkets skønhed”, og man kan spørge sig selv, om mon ikke tiden for ‘lad os vise verden eventyrenes mørke side’ er passeret for længst. Men jeg mener, at der er mere i denne her historie end bare lommenihilisme og den menneskelige eksistens’ kvaler: det er netop i spændingen mellem mysterium, kold grusomhed og yndige yndige illustrationer, at “Mørkets Skønhed” har sin stemme: en fortælling om godhedens forrådnelse. Ikke nødvendigvis repræsentativt for vores egen verdens forfald, men absolut for dét mikrokosmos, bogens karakterer befinder sig i. En lille pige er død og glemt og det er meningsløst. Man får ingen svar udleveret, men man fornemmer også, at svarene ville have været utilstrækkelige. Man kan i stedet nyde eller græmmes ved de mange smukke og grusomme og tankevækkende øjeblikke i “Mørkets skønhed”, deriblandt nogle, man først opdager ved første eller anden genlæsning.
Alt i alt, er “Mørkets Skønhed” en kæmpe oplevelse, hvis man kan lide hvad der bliver serveret.