Anmeldelse
Advarsel!!! Denne tegneserie indeholder betydelige mængder af negativt pis.
Ordene er ikke mine, men står i indledningen til Jakob Albrethsens Fuck Facebook. Det beskriver dog meget godt indholdet – som titlen også mere end antyder: der er noget råddent på det sociale medie Facebook. Der er med andre ord ikke plads til subtile antydninger, i stedet bliver der hældt en spand lort ud over Facebook frisk fra endetarmen.
Det er et godt offer, Albrethsens tager fat i, for der er masser af mulige kritikpunkter og anledninger til at lave satire over Facebook og ikke mindst den rolle, det spiller i mange menneskers liv. Via et par gennemgående figurer kommer Fuck Facebook omkring emner som jagten på likes, overvågning, misundelse og skyldfølelse koblet til forbruget af sociale medier. Havde den været en tand nyere, så havde personen, der hænger sig i én af historierne, naturligvis gjort det på Facebook Live.
Selv om personerne i de små historier reflekterer lidt og søger udveje i alt fra selvmordet til en psykolog i Wien, kommer de ikke ret meget ud af stedet. Der er også plads til masser af dobbeltmoral, når figuren Jas hele tiden taler om at ville lukke sin Facebook konto, men aldrig får det gjort. Det bliver mest af alt til korte og halvkorte episoder om tingenes negative tilstand og ikke så meget mere. Der blev heller ikke lovet andet end i indledningen, og alligevel savner man i høj grad nogle nuancer i den ensidige hetz. Et par små fnis bliver der plads til, ud over en tiltagende irritation over personernes mangel på evne til at gøre noget ved deres problemer.
Forsiden er lige på nippet til at være falsk markedsføring med sin minutiøst skraverede og fine Facebook superhelt, der vender tommelfingeren op. Men det er selvfølgelig et kendt trick at lokke folk ind i folden via en dragende forside, uanset om indholdet så kan leve op til det eller ej. Tegnemæssigt er der i hvert fald en verden til forskel, når man slår op og møder et markant andet grafisk udtryk. Det rammer måske nok en del udgivelser på markedet, ligesom det fx var tilfældet i Illustrerede klassikere, hvis dragende forsider spændte barneforventningerne op til solidt håndværk – til man åbnede og det faldt til jorden som en souffle. Det er naturligvis at sætte tingene på spidsen, men Albrethsens tegninger i Fuck Facebook kan i hvert fald hverken leve op til forsidens detaljeringsgrad eller livfuldhed. Nogle billeder i den generelt ansigtsfikserede fortælling er blæst ganske meget op i størrelse – og det kan de ganske enkelt ikke holde til.
Trods det oplagte i at lade forsidefiguren vise den klassiske like-tommelfinger, så havde langemanden selvfølgelig været et mere oplagt valg til at afspejle Albrethsens pointer. Lad det være slået fast med syvtommersøm: Der er intet godt at sige om vores brug af sociale medier i Fuck Facebook.
