Anmeldelse
Michael Lindal og Peder Riis opdaterer Pinocchio til det 21. århundrede som smækker hun-androide, der bliver uskyldigt vidne til menneskehedens forfald.
Androiden Ana kommer til verden hos en opfinder, der overraskes da hun begynder at have menneskelige egenskaber som nysgerrighed og tvivl om sin egen eksistens, for er hun egentlig en ting eller noget levende? Man burde nok sige den i stedet for hun om Ana, men omvendt udvikler hun hurtigt en menneskelignende personlighed og oplever både kærlighed og sorg ved at ændre sin programmering. Med tiden overtager androderne flere og flere af menneskets funktioner i samfundet, men selv om også androider (for)ældes, kan Ana iagttage og kommentere udviklingen.
Den gamle opfinder, der skaber Ana ligner næppe helt tilfældigt mere Geppetto fra Pinocchio end Dr. Frankenstein. Som Geppetto får også opfinderen i Ana ved verdens ende skabt en levende ting, der er nysgerrig på livet og dets muligheder, men også har barnets uskyldige blik på det. Samtidig er der også en vis portion Gud over hans udseende, hvilket passer fint sammen med at Ana kalder ham for far. Aktualiteten er slående for øjeblikket, hvor der tales om at robotter snart kan overtage hovedparten af vores nuværende arbejdspladser i samfundet. Forfatter Michael Lindal lader den tanke køre linen ud, for hvad hvis de overlever menneskeheden? Dér er Ana dog med sin menneskelighed en undtagelse fra de øvrige androider.
Om man decideret får sympati for Ana lidt mere tvivlsomt, for hun er jo ’bare’ mekanik. Og de 7 akter spænder over så langt et tidsrum, at der kun bliver tale om nedslag i hendes mere og mere dystopiske androideliv. Michael Lindal ved udmærket godt, hvordan en lang sammenhængende historie skal bygges op pakket ind i en rammefortælling. I de syv akter skal man hver gang lige fange tråden, men hovedsageligt er historien stramt leveret. Ligesådan har Peder Riis fint styr på de basale virkemidler, så fortællingen hele tiden holdes levende. Faktisk virker Riis, der vel er Danmarks flittigste undergrundstegner, en tand bedre end vanligt. Måske inspireret af både samarbejdet med Lindal og tvunget af den for Riis usædvanligt lange historie, der kræver mere variation end sædvanligt, selv om man uden problemer genkender hans grove og kantede streg. Når det er sagt, så er det samlede udtryk fortsat tæt på en undergrundsudgivelse omend af de mere vellykkede af slagsen.
