Fjenden iblandt os

Reply

Ved første blik kan kombinationen af Seriemagasinet, Donald Trump, Brexit og westerntegneserier virke bizar. Men når man så giver sig selv lejlighed til, at høre hvad d’herrer Tom og Jakob har på sinde, så begynder det absolut at give mening. På betingelse af, at man lige vender kajakken og ikke anser Jonah Hex for en “helt”, ikke engang en “anti-helt”, men derimod som et usædvanligt dumt svin, uagtet hvad han kan forsvare sig med af traumatiske oplevelser.
Det er hér Jonah-drengen kommer til at ligne Donald-drengen. Bevares, vel er er den nuværende præsident i USA (ikke FOR, blot i) ikke vansiret, som sådan (lad os ikke tale om orange hudfarve eller hentehår; vi sku nødig have solarium-fanatikere eller folk med vigende hårgrænse efter os). men han – Donald – er i høj grad sjæleligt vansiret. Den konklusion behøver man ikke en doktorgrad i psykologi for at kunne drage. Eller også er han bare dum som en dør – hvilket er uhyggeligt med tanke på, at idioter med magt simpelthen bare er dødsensfarlige.
“Brexit” er – ret beset – resultatet af en kæmpe “fuck-finger” til et uigennemskueligt establishment – lidt på linie med, at Jakob Haugaard blev valgt ind på tinge. Og i en hvis forstand – uden sammenligning iøvrigt, og uden al de parlamentariske fikkumdik, russiske forbindelser og “no colusion” – er Donald-drengens incumbence det samme.
Verden stander i våde.
Og den problematik kommer d’herrer Jakob og Tom rigtigt godt rundt om, med afstikkere og associationer til såvel fortid, nutid som fremtid, med et solidt og meget ondt blik på det statskapitalistiske problem. Og tak for det.
Et par afsluttende bemærkninger om Jonah Hex-figuren:
Det påstås jo gerne, at “Jokeren” i “Batman-universet” var inspireret af “jokeren” i den nedtonede udgave af “tarok-decket”, som vi blot kalder “spillekort”. Det er en sandhed med modifikationer, idet “Jokerens” kontrafej langt mere ligner resultatet af “The Glasgow smile” – eller “The Cheshire Grin”. Har man tjek på sin “Alice i Eventyrland”, “The Man Who Laughs” eller “Black Dahlia”, forekommer det ikke unaturligt at drage en parallel mellem Hex og Jokeren. Og derfor Donald T.
Lige den side af sagen kommer Tom og Jakob ikke ind på – det må stå for min egen regning – men de kommer heldigvis ind på så mange andre, såvel post-postmodernistiske som absolut up-front-and-in-your-face, problematikker at lige præcis episode 26 af “Verden Ifølge Seriemagasinet” absolut må anbefales. Carthage delenda est.
Men iøvrigt mener jeg, at man gør sig selv en tjeneste ved at følge med i serien af podcasts. Der bliver vendt nogle seriøse brikker og sten, selvom det umiddelbart lyder som ret udknaldet, at man – nu om dage – skulle kunne få noget ud af Seriemagasinet.
Det kan man – hvis Tom Kampmann står for styret. Så: – godt gået, dér, og bli ve mæ det!