KLIMASAMMENBRUD Radio Rackham markerer klimakrisen i anledning af klimatopmødet i Glasgow, COP26. Det gør vi med en analyse af en af tegneseriehistoriens flottest realiserede skildringer af klimasammenbrud: Pierre Christin, Jean-Claude Mézières’ og Evelyne Tranlés anden Linda og Valentin-historie Storbyen der druknede.
Tegneserien med den dobbelte originaltitel La Cité des eaux mouvantes og Terres en flammes blev undfanget i 1968. Den gik det følgende års tid i tidsskriftet Pilote, hvorefter den blev samlet i albumform i 1970. Den er et nøglekapitel i science fiction-serien om Linda og Valentin og skulle senere få store konsekvenser for den samlede historie. I første omgang var den imidlertid blot en fortløbende kreativ sprængning på siderne — en tegneserie, der emmer af opfindsomhed, legesyge og fortælleglæde i sit mix af actionkomedie, episk undergangsvision og ode til naturens skønhed.
Thomas Thorhauge og Matthias Wivel, der begge lod sig rive med engang i firserne, er håbløse fanboys. Frederik Storm fastholder, til trods for at han også læste den dengang, et mere sobert kritisk perspektiv. Sammen tager vi en tur tilbage — og frem — til New York i 1986 og derefter til tiden nu, hvor Christin, Mézières’ og Tranlés vision af en altødelæggende klimakatastrofe synes mere relevant end nogensinde.
Det giver i øvrigt til sidst anledning til en række anbefalinger af tegneserier, der behandler temaerne natur, miljø og klima: Carl Barks’ Anders And-historie “Lejr-turen” (“Vacation Time”, 1950), Robert Crumbs “A Short History of America” (1979 og 1992), Hayao Miyazakis Nausicäa of the Vallery of Wind (Kaze no tani no Naushika, 1982-94), Hermanns åbningsside i serien om Jeremiah (1979) og Philippe Squarzonis Climate Changed (Saison brune, 2012).
Lyt her via SoundCloud eller hent udsendelsen på Spotify, iTunes, Google Podcasts eller Podimo. Læs i øvrigt Nummer9s dækning af Linda og Valentin, først og fremmest med Lars Horneman og Peter Bechers læsning af samlealbummet der indeholder Storbyen der druknede, men check også Kristian Leths take på serien samt Michael Lindals interview med Mézières fra 2018. Supplér evt. med sammes anmeldelse af samlebind 4, der indeholder dobbeltalbummet, som i vores episode beskrives som den egentlige afslutning på serien.
Det oprindelige Rackhams arkiv kan tilgås her En særlig tak til Anders Schunk, som generøst har bistået udstyrsupgrade og skud til DJ Cars10 for musikken.